Schous Sæbehus
På udvalgte dage er Schous Sæbehus åbent for salg af et lille udvalg af sæber og andre lækre parfumerivarer.
I 1920’erne var Schous Sæbehuse landets absolut største butikskæde. Med hele 846 filialer på landsplan allerede i 1927, har dens udbredelse været ganske imponerende. Til sammenligning havde eksempelvis Matas-kæden i 2014 ”kun” 294 butikker i Danmark.
C. Schous Fabriker
Schous Sæbehuse blev etableret som udsalgssteder for C. Schous Fabriker, der lå i København. Fabrikkerne producerede i 1920'erne hovedsageligt sæbe- og parfumerivarer til den personlige pleje samt rengøringsmidler til husholdningen. Der blev eksempelvis forhandlet et stort udvalg af håndsæber og sæbespåner, natursvampe, parfumer af forskellige mærker, smykker og hårpynt. Fra 1930'erne og fremefter blev sortimentet udvidet til også at omfatte bl.a. keramik, trikotage, legetøj, lædervarer, papirvarer og smykker.
Fra Stoholm ved Viborg
I 2008 hjemtog Den Gamle By et komplet inventar fra et Schous Sæbehus etableret i Stoholm ved Viborg i 1925. I første omgang er facaden med vinduesudstillingen blevet genskabt med det originale vindues- og dørparti. De oprindelige facadeskilte i sortmalet glas er rekonstrueret ud fra gamle fotos af Sæbehuset i Stoholm.


Huset i Havbogade
Huset kommer fra Sønderborg, hvor det lå i Havbogade 29. Det er fra midten af 1700-tallet. Det er typisk for den sønderjyske landsdel, at huse vender gavlen ud mod gaden.
Schous Sæbehus ligger i husets stueetage.
Hussponsor
Hussponsor for huset i Havbogade er OK a.m.b.a
