Åbner igen 10:00
Køb billet

Mit Aarhus – med kærlig kritik

 

I forbindelse med åbningen af Folkeuniversitetets store festival Hearts & Minds var jeg og fire andre bedt om at forholde os til Aarhus. Folkeuniversitetet spurgte: Hvad er det gode byliv? Hvilke kvaliteter fra det gamle Aarhus skal vi forsøge at bevare? Og hvordan ønsker vi at se byens fremtid forme sig? Arrangementet foregik fredag 27. september 2019 i Rådhushallen på Aarhus Rådhus. Her er mit indlæg.

Jeg er født i Viborg og kendte egentlig ikke Aarhus, før byen blev interessant for mig som studieby.

Det blev den i 1974, da min kone og jeg flyttede til byen. Vi boede i 12 år i Andelsboligforeningen Centrum I i Christen Købkes Gade bagved det, der nu er Scandinavian Center. Vi havde en dejlig tid, og Aarhus blev vores by.

Jeg husker en dag, vi læste til eksamen på sportspladsen bagved Brobjergskolen, da mænd med motorsave tog fat på at fælde alle elmetræerne, så der kunne blive plads til at bygge et musikhus. Det var vi godt nok imod. Dengang!

I 1984 fik vi vores første datter. Jeg tog hende tit med til parken ved Musikhuset, hvor hun elskede at se på springvandene. Da blev vi gladere for det fine hus, som jo ikke mindst Thorkild Simonsen har æren af.

Men når vi gik rundt med datteren i klapvogn, var hun konstant i udstødningsrørshøjde, så vi besluttede at søge job uden for byen.

Derfor flyttede vi i 1986, og var væk i 10 år. Men vi glemte ikke Aarhus, og vi nød at være på besøg hos venner, der fortsat boede i byen. Specielt hvis det var maj og bøgen nyudsprunget – og vi følte os unge igen!

Vi talte tit om dengang vi sad på en svalegang i en baggård Den Gamle By, og jeg sagde: Her vil jeg gerne leve mit professionelle liv. Sådan kom det til at gå, og i 1996 kom vi tilbage.

Aarhus er vores by, og vi kunne ikke drømme om at flytte.


Som afsæt for indlægget var alle deltagerne blevet bedt om at medbringe et billede. Jag medbragte dette.

Prismet

På billedet her ser I to højhuse. Begge lige umulige.

Det ene blev dog til virkelighed. Det er det til venstre. Til højre ser man en drilsk fantasi, som daværende medarbejder på museet, Ole Bak, ikke kunne lade være med at lave.

I hovedstadens hoforgan Berlingske Tidende blev bygningen anmeldt:

Her i København forstår vi godt, skrev Berlingske, at man i Aarhus gerne vil manifestere sig over for hovedstaden med moderne og storslået arkitektur – som man har gjort det med Musikhuset eller det nye kongrescenter. Men derfor behøver man vel ikke ligefrem helt frivilligt at spolere sin eneste nævneværdige turistattraktion. Det er ikke nogen sjov Aarhus-historie. Bare de dog havde bygget den ”skyskraber” et andet sted. Og meget gerne højere”.

Nogle århusianere så Prismet som et vidnesbyrd om, at Aarhus nu var en moderne og international by. Andre mente, at Aarhus blæste på sine egne kvaliteter i et forsøg på at efterabe noget, der foregik i byer, som man anså for at være ”finere”.

Jeg holder af Aarhus, og jeg synes, der er meget, der går godt. Men jeg bekymres også. Bl.a. over det, at alt skal være åh så moderne og åh så internationalt. Jeg tolker det som et mindreværdskompleks.

Mindreværdskompleks

Sommetider får man det indtryk, at det ikke er godt nok at være Aarhus.

Det er sådan et mantra, at alt skal være internationalt. Der er næsten ikke den bygning, det kunstværk eller for så vidt den festival, der ikke hedder noget på engelsk. Undskyld til dagens vært, som jo hedder Hearts & Minds. Jeg sætter pris på, at det er Folkeuniversitetet og ikke The Folkuniversity, der arrangerer.

Der er næsten heller ikke den arkitekt eller den kunstner, der ikke er international.

Hvad man så end mener med det. Betyder det høj kvalitet? Betyder det, at det er værd at rejse efter. Eller betyder det, at det ligner det, der findes alle andre steder?

I byrummet er det vel efterhånden kun instruktion om betaling på parkeringspladser eller omkørselsskilte, der skrives på dansk. Utvivlsomt til stor gene for alle de turister og andre, der ikke forstår sproget.

Jeg er helt med på, at det ikke lyder godt, hvis man omdøber Aarhus Street Food til Aarhus Gajemaj. Men jeg synes Fed Fredag lyder bedre og mere rigtigt end Fat Friday. Og heldigvis siger alle jo Regnbuen fremfor Your Rainbow Panorama!

Mon ikke det med, at byen absolut skal være international udtrykker et mindreværdskompleks på egen kulturs vegne? Det at man pr automatik regner noget fra udlandet for bedre og vigtigere end det, man selv er.

Husk på, at det der er rigtigt internationalt, er sådan noget som Coca-Cola, BigMac og Heineken, der smager ens, hvad enten du er i Kuala Lumpur, i Santiago de Chile eller i Aarhus.

Og sådan er Aarhus jo ikke. Aarhus er vitterlig noget i sig selv.

Nutidshovmod

Aarhus skal absolut også være moderne. Postuleret moderne, kan man vist godt sige.

Det kan man synes er paradoksalt. Ikke mindst fordi Aarhus rent faktisk er en af Danmarks allerældste byer, og den har bevaret sin oprindelige struktur. Det er enestående og en stor kvalitet, man bør ikke bør glemme, bare fordi man er vant til, at det er sådan.

At Aarhus har store kvaliteter betyder jo ikke, at alt skal bevares. For alt er jo ikke lige vigtigt!

Aarhus skal ikke være Den Gamle By, for det har vi jo Den Gamle By til. Historien skal ikke være en spændetrøje, og jeg har ikke noget problem i, at man engang imellem river bygninger ned og erstatter dem med nye.

Men det nye, der kommer til, skal respektere det selskab, det indgår i. Ikke nødvendigvis falde i ét med omgivelserne, ikke være noget andet, end det er. Men det bør heller ikke kaste vrag på det, der er der i forvejen.

For det er et udtryk for nutidshovmod. Et udtryk for en stoltserende selvforblændelse, der tager som udgangspunkt, at vi ved bedst, at vi står på toppen af udviklingen, og at det, vi nu måtte finde på, pr definition er bedre en det, andre før os har fundet på.

Specielt skal vi passe på nutidshovmod, når det drejer sig om arkitektur og byplanlægning. For byer er langsomme organismer, og det, der besluttes i dag har konsekvenser årtier, ja måske århundreder frem i tiden.

Vi agerer på vegne af vores børn, børnebørn og oldebørn.

At noget er planlagt af uddannede arkitekter og byplanlæggere betyder ikke nødvendigvis, at det er det bedste. For i så fald kan jeg ikke forstå, hvordan det kan være, at jeg bedre kan finde rundt i gamle byer som Ribe eller Helsingør end i en moderne, planlagt by som Høje Tåstrup!

Cyklende borgmester

For 60 år siden var der politikere og planlæggere, der ville ødelægge det kvarter, hvor Aarhus er født. Alle var dengang enige om, at det var fremsynet. Næsten alle. For der var én modig mand, der turde tale fremskridtet midt imod.

Han var både cyklist, lokalhistoriker og borgmester. Og planerne blev forpurret!

Det var Bernhardt Jensen, der stod bag. Ham er vi stolte af i dag!

Jeg drømmer om, at Aarhus vil huske historien om den cyklende borgmesters redning af Latinerkvarteret. Et byudviklingsprojekt, der for 60 år siden let kunne være endt som katastroferne med Thomas B Thriges Alle i Odense eller Lille Mikkels Gade i min fødeby Viborg.

I dag laver man ikke voldsomme gadegennembrud, som dengang. Selvom Letbanens markante spor gennem Randersvej kan gøre én nervøs for, hvad der vil ske, hvis den skal gennem det centrale Aarhus.

Selv små ændringer bliver store, når bare der er mange nok!

Det er værd at erindre sig den norske filosof Jon Elster ord om, at de største forandringer sker som utilsigtede konsekvenser af ting, der egentlig havde et andet formål.

Det der gør Aarhus til Aarhus  

Jeg holder af midtbyens torve med de to gamle kirker som markante vartegn. Jeg holder af det det smukke bymiljø på Frederiksbjerg med harmoniske og dog varierede bygningskarreer afbrudt af enkelte vartegn i form af skoler og kirker. Jeg elsker at gå tur i Øgadekvarteret. Jeg elsker det ældre villakvarter i Åbyhøj, hvor vi har boet i snart et kvart århundrede.

Jeg synes egentlig også godt om den nye Ceresby, og i hvert fald foretrækker jeg den frem for det triste fabriksbyggeri, der var der før.

Jeg holder af 40’ernes og 50’ernes blokbyggerier i rødt tegl.

Men jeg føler mig ikke velkommen i 70’ernes betonbyggerier.

Jeg har det også svært med Aarhus Ø og byggeriet på det nordlige del af havnen. I sig selv sikkert udmærkede bygninger, men de står allesammen og råber: se mig, se mig.

Og så er jeg bekymret over, hvad der kan ske i Latinerkvarteret, Aarhus’ vugge. Og i Sydhavnen, som vel er byens sidste uregerlige område.

Jeg drømmer om, at Aarhus vil være sig selv. Hvis vi gør lige som alle andre – hvis vi gør ligesom dem der er større, og dem, vi synes er finere – så bliver Aarhus uinteressant. Så kammer ønsket om at være moderne og international over i det, nogen har kaldt globaliseret ensformighed.

Jeg drømmer om, at Aarhus får en kanon over det helt særlige. Det der gør Aarhus til Aarhus. Det, vi skal passe særligt på, og som aldrig kan genskabes.

Om 100 år

Tilbage til mit billede her i dag.

Selv her snart 20 år efter, at Prismet blev opført, hører jeg tit chokerede kommentarer fra Den Gamle Bys gæster.

Ja, da generalsekretæren for det kinesiske kommunistparti i Shanghai, Kinas mest moderne by, engang besøgte Den Gamle By, sagde han til mig, at han ikke troede sådan noget kunne forekomme i et civiliseret land.

Så beroligede jeg ham med, at om 100 år vil Prismet være væk, men Den Gamle By vil stadig være her.

Håber jeg!

Tak.

Øvrige indlægsholdere denne aften var tidligere borgmester og indenrigsminister Thorkild Simonsen, projektleder Aysha Amin, Smag a la Gellerup, stadsarkivar Søren Bitsch Christensen, og forfatter og historiker Søren Hein Rasmussen.