Åbent i dag 10:00-17:00
Køb billet

Ja tak til kolonihistorisk fortælling – men for hvem og hvordan?

 

Det er oplagt, at den historie, der knytter sig til Danmarks tid som kolonimagt bør fortælles, sådan som der fra mange sider er slået til lyd for de seneste uger.

Anledningen er den frygtelige politimord på amerikaneren George Floyd og de uroligheder og den bevidsthed, det har afstedkommet i USA og store dele af verden, herunder også i Danmark.

Flere har på den baggrund foreslået, at der oprettes et kolonihistorisk museum i Danmark, og der peges på Vestindisk Pakhus i Københavns Havn som en helt oplagt placering.

Det lyder meget rigtigt. Men det står ikke helt klart, hvad forslagsstillerne egentlig forestiller sig. Vi vil derfor anbefale, at det afklares, hvem den historie, man vil fortælle, skal henvende sig til, inden man lægger sig fast på, hvad der skal fortælles, og hvordan det skal fortælles.

Vi er overbevist om, at de fleste vil være enige om, at Danmarks tid som kolonimagt er en vigtig og meget sammensat historie, som bør fortælles i sin mangfoldighed af godt og ondt og midt imellem.

Vi forestiller os også, at der vil være bred enighed om, at historien bør fortælles på en måde, så den også når ud til det brede publikum, der måske ikke på forhånd er interesseret i 1600-1700-tallets danmarkshistorie.

Og hvordan gør man så det? Et museum er blevet foreslået af flere. Men hvad mener man egentlig med det?

Tænker man på et klassisk tingsmuseum, hvor man udstiller ting og sager i glasmontrer? Halsjern, skibsmodeller, samtidige malerier, tønder til opbevaring af sukker og andre kolonialvarer, statuer, der er flyttet væk fra det offentlige rum og billeder af bygninger, der er opført for penge tjent i kolonierne.

Alt sammen garneret med plancher og tekster, der fortæller om slaveri, undertrykkelse, handel, kolonialvarer og økonomisk opblomstring i de københavnske handelshuse. Altså et ”rigtigt museum”, som utvivlsomt vil nyde respekt hos fagfolk, men hvis målgruppe næppe rækker så meget herudover.

Eller forestiller man sig et historiefortællende museum a la Tirpitz, Moesgaard Museum, Kongernes Jelling eller vore egne museer: Museet for Søfart og Den Gamle By? Museer, hvor den enkelte, autentiske genstand suppleres af interaktion, filmiske fortællinger og scenograferede miljøer, der beviseligt har en appel, så disse museer når ud til en langt bredere kreds af befolkningen end det klassiske tingsmuseum.

Hvis et kolonihistorisk museum skal have en effekt for folks bevidsthed i almindelighed, er der næppe tvivl om, at man skal vælge den historiefortællende model.

Det er også værd at overveje, om man ønsker et selvstændigt museum med egen bestyrelse, faglig stab, cvr-nummer og så videre. Eller et udstillingssted, der i princippet forvaltes af et større museum, der ligger inde med den faglige ekspertise. Her kan både Nationalmuseet og Museet for Søfart komme på tale.

Et selvstændigt museum kræver ikke blot anlægsmidler, det vil også kræve et substantielt årligt tilskud. Hvis man vælger modellen med det klassiske tingsmuseum, vil det kræve et endda meget stort årligt tilskud fra det offentlige, idet den type museer erfaringsmæssigt ikke selv formår at tilvejebringe væsentlige entréindtægter. Vælger man den historiefortællende model, vil museet utvivlsomt selv kunne generere betydelige indtægter fra publikum.

Et udstillingssted, der er fagligt forankret i et andet og større museum, vil naturligvis også kræve betydelige anlægsmidler til ombygning, konceptudvikling og etablering af udstillinger. Til gengæld vil driftsomkostningerne være væsentligt mindre. Og vælger man den historiefortællende model, er der fornuftige chancer for succes, idet man må antage, at et sådant udstillingssted vil kunne tiltrække et vist betalende publikum.

Man kan imidlertid også gå en helt anden vej og tænke i retning af et museum uden vægge. Et langt mere dynamisk museum, hvor publikum selv kan gå på opdagelse og finde de spor fra kolonitiden, som er så talrige i den ældre del af København. Statuer, bygninger, gadenavne – og for så vidt også historier om ting, der ikke er synlige længere. Et grav hvor du står-museum, et vælg selv-museum, som med intelligent skiltning, spørgsmål og dilemmaer ”on site” både fortæller og aktualiserer den danske kolonihistorie.

Det hele kan så bindes sammen via en folder, en app eller hvad der nu er mest hensigtsmæssigt.

Modellen er billig, den kan ændres løbende, og den er helt fri for de pegefingre, som nogen med en vis ret forbinder med et historisk museum. Folk opfordres til at tænke selv. Det er vigtigt. For når alt kommer til alt er det afgørende ved et museum det, der foregår inde i folks hoveder.