Åbent i dag 10:00-17:00
Køb billet

Digitale devices kan ikke erstatte konkret kultur

 

Kulturoplevelser er sociale begivenheder i en sanselig virkelighed, og digitale gengivelser kan aldrig erstatte kultur i virkeligheden.

Hører du til dem, der synes, at en tonstung elefant er ligeså interessant på en skærm som i virkeligheden, hvor den både prutter og trompeterer? Hører du til dem, der finder Pablo Picassos Guernica-maleri lige så fascinerende på en skærm som i sin enorme volumen på Museo Reina Sofia i Madrid? Og hører du til dem, der mener, at det kan være det samme at opleve klassikeren mellem Liverpool og Everton på TV fremfor sammen med 60.000 svedende og syngende fans på Anfield Road i Liverpool? Ja, så er vi bare uenige.

En skærm kan ikke erstatte den sanselige virkelighed, og skærmen vil aldrig kunne rumme den sociale dimension, som en fællesoplevelse af kultur er for de fleste. Vel kan en skærm give indtryk af, hvad en elefant er, og hvordan Guerníca ser ud, og vel kan man på skærmen se både scoringer og dribledetaljer fra en fodboldkamp. Men det er ikke det samme! Skærmen er en amputeret realitet, en erstatning for den virkelige verdens konkrete sanselighed.

Når mange har længtes efter, at musiksteder, biografer, museer, zoologiske haver, teatre, fodboldstadions og andre kulturformer atter kunne åbne, er det ikke kun fordi man har savnet det konkrete kulturindhold. Det er det selvfølgelig også. Men det er i høj grad også, fordi man vil være sammen og opleve noget virkeligt. Man går jo heller ikke på café kun for at drikke kaffe eller på restaurant bare for at få noget at spise. Der følger mere med – og det er det, der gør forskellen.

Mennesket er et socialt væsen – og et fysisk væsen. Det gælder også, når talen er om at opleve kultur. For nok opleves en del kultur individuelt, men det foregår næsten altid i et fællesskab. Man planlægger kulturoplevelsen sammen med nogen, man følges ad, man diskuterer, og som oftest ledsages oplevelsen også af en kop kaffe, et glas vin eller lidt at spise sammen med dem, man følges med. På den måde bliver oplevelsen både forlænget og forstærket. Kultur er fællesskab, og kultur er konkret.

Den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider har undersøgt, hvad amerikanerne oplevede som det bedste ved et museumsbesøg. Hele 40 pct svarede, at det bedste var at være sammen med venner og familie. Langt færre, nemlig 16 pct, nævnte indholdet i form af udstillinger og oplevelser som det vigtigste. 15 pct nævnte mødet med personalet, mens kun 10 pct fremhævede det at lære noget nyt som det vigtigste. USA er ikke Danmark, men en tilsvarende undersøgelse herhjemme vil næppe give et markant anderledes resultat.

At se en telefon med drejeskive på skærm er slet ikke det samme som at prøve at “dreje et nummer” sammen med sine venner. Her fra kernefamiliens lejlighed anno 1974 i Tårnborg i Den Gamle By.

Hovedparten af kulturen er konkret, og i bedste fald er digitale udgaver af konkret kultur et surrogat og en slags substitut for ”the real thing”. Og det er den først og fremmest, fordi den er éndimensional. En skærm rummer jo kun en lille del af den mangfoldighed, som en kulturoplevelse er i virkeligheden. Nok kan man se, men størrelsesforhold og stoflighed mangler. Nok kan man høre, men i en reduceret og artificiel lydgengivelse. Og lugten, smagen og ikke mindst dialogen og fællesskabet er totalt fraværende.

For nogle uger siden kom det frem, at interessen for skærmgudstjenester faldt markant efter ellers at have været stigende i første fase af corona-nedlukningen. I Kristeligt Dagblad 29. april gav centerleder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Birgitte Graakjær Hjorth denne forklaring: ”En skærm kan ikke rumme gudstjenestens inderste væsen. Der er for meget præst og for lidt menighed. For meget tilskuer og for lidt deltager. For meget tale og for lidt svar, selvom det er den vekselvirkning, liturgien lever af. Når det er sagt, er skærmgudstjenester et godt surrogat, indtil vi kan komme til rigtige gudstjenester igen”. Den digitale kultur reducerer simpelthen virkeligheden. Den gør den éndimensional.

Mange museer har i en årrække arbejdet på at gøre samlingerne tilgængelige digitalt. Det er god service for dem, der ikke selv kan komme på Statens Museum for Kunst og se C.W. Eckersbergs malerier, eller dem, der ikke kommer på Nationalmuseet for at se Solvognen. Men en digital gengivelse kan ikke sammenlignes med at se billederne og tingene i virkeligheden. Mange vil nok også savne museumsbesøgets samvær, diskussion og kaffe og kage.



Socialt samvær og kaffe og kage i Den Gamle Bys konditori anno 1974 er en vigtig del af et museumsbesøg.

På mit eget museum, Den Gamle By, prioriterer vi at bruge ressourcerne på at give museets gæster en levende og sanselig oplevelse af den fortidige virkelighed i størrelsesforholdet 1:1 og i tre dimensioner. Tanken er, at gæsterne i så høj grad som muligt skal føle sig som ét med historien. Akkurat ligesom når de som turister besøger et fremmed land, så skal de her på museet også kunne smage, lugte, se og røre. Det fremmede land er i denne sammenhæng blot deres egen historie. Hvis vi skal bruge ressourcer på at formidle museets samlinger digitalt, må de tages fra den sanselige oplevelse, som vi ved er Den Gamle Bys DNA.

Dermed være ikke sagt, at vi ikke anvender digitale medier, for det gør vi. Men altid kun som supplement, aldrig som erstatning. Når man fx besøger gynækologen anno 1974 kan man gå ind i alle lokaler. Venteværelset, køkkenet, personaletoilettet, undersøgelsesværelset og sekretærens kontor. Den besøgende fornemmer elektriciteten fra gulvtæppet i nålefilt, og man kan lugte venteværelsets askebæger, som er fyldt med cigaretskod. På digitale skærme, der hænger på væggen, guider gynækologens sekretær den besøgende rundt i lokalerne, og hun fortæller om dagligdagen i 1974, da klinikken lige var åbnet. I undersøgelsesværelset er indlagt et digitalt skyggespil, hvor man ser en kvinde klæde sig af, så hun er klar til briksen. Og i sekretærens arkivskab kan publikum på skærme søge supplerende oplysninger om abort og prævention i Danmark, ligesom de kan markere deres holdninger og se, hvad andre mener om samme sag.

I gynækologens undersøgelsesværelse er indlagt et digitalt skyggespil, hvor man ser en kvinde klæde sig af, så hun er klar til briksen.

Men det er en pointe, at de digitale medier ikke må gøre oplevelsen individuel. Et museumsbesøg skal være en social oplevelse. Derfor kan gæsterne også være sammen om den digitale formidling. Og vi glæder vi os over, at de taler sammen, diskuterer og husker i fællesskab. Både med dem, de følges med, og andre, som de møder på deres vej i museets danmarkshistoriske tidsrejse.

Derfor tror jeg heller ikke på, at kulturen går hen og bliver digital. Det digitale kan være et nyttigt supplement, men hvis det erstatter den kulturelle virkelighed vil vi hurtigt komme til at savne både fællesskabet og sanseligheden.

“There’s more to the picture than meets the eye”, sang canadieren Neil Young på LPen “Rust never sleeps” fra 1979. Det er det, der er pointen. Virkeligheden er mere kompleks og mangfoldig end det, øjet alene ser. Ikke mindst hvis oplevelsen filtreres af en digital skærm.

En forkortet udgave af denne tekst er publiceret som indlæg i Information 8. juni 2020.