Byvandring på egen hånd
Målgruppe: 7.-10. kl. og ungdomsuddannelser
Vidste du, at der gemmer sig spor af jødisk liv midt i Aarhus – hvis man ved, hvor man skal kigge?
Bag byens gader, butikker og bygninger gemmer der sig historier om mennesker, der gennem flere hundrede år har levet, arbejdet og skabt liv i byen. Nogle af sporene er tydelige. Andre er næsten forsvundet.
Med dette bykort i hånden kan I gå på opdagelse i en del af Aarhus’ historie, som mange ikke kender. Undervejs møder I fortællinger om de første jøder, der kom til byen i slutningen af 1600-tallet, om handelsfolk og familier, om religiøst liv og om dramatiske begivenheder under Anden Verdenskrig.
I kan blandt andet finde ud af:
- hvor byens synagoger lå
- hvordan jødiske familier satte deres præg på erhvervslivet
- hvorfor en lille begravelsesplads ved Frederiks Allé fortæller en stor historie
- og hvad der skete med en dreng, der måtte gemme sig under besættelsen.
Jøder var i flere hundrede år Danmarks eneste ikke-kristne minoritet – også i Aarhus. Derfor er historien om jødisk liv også en vigtig del af historien om byen.
Tag kortet med ud i gaderne, kig godt efter – og se Aarhus med nye øjne.
Kortet kan hentes ved Den Gamle By, Besættelsesmuseet, Dokk1, Dansk Jødisk Museum eller downloades nedenfor.