It’s the poetry, stupid!

5. november 2026

Af Julie Rokkjær Birch, direktør Den Gamle By

Læs med, når direktør i Den Gamle By, Julie Rokkjær Birch, vender blikket mod sin barndoms sansning af bogstaver og støv i solen og stiller spørgsmålet: Hvad sker der med vores tænkning, minder og fælles historie, når nye teknologier overtager både læsning og skrivning? Der er tale om en let revideret udgave af et essay, der blev bragt i bogen At give kulturen stemme. Hvordan kulturformidling blev en del af kunst og kultur – festskrift til Christian Have
(red.: Jane Mylenberg og Trine Nielsen, Muusmann Forlag 2026).

Historien begynder med erfaring. Et af mine tidligste minder er, at jeg ligger på en madras og skal sove middagslur med de andre børn i hvilerummet hos min dagplejer. Jeg er omkring tre år gammel. Mine øjne fanger støvet i luften, der rammes af solens stråler fra vinduet. Den dag i dag vender jeg tilbage til min tidlige barndoms blik, straks jeg ser støv i solen. Det blik, som var så rent sansende. Jeg kan genkalde mig, hvordan mine øjne glider hen over bøgernes rygge i reolen i rummet. Jeg registrerer farver og mønstre på bøgerne og formerne på det, jeg endnu ikke ved, er bogstaver.

En af mine favoritbeskæftigelser bliver herefter at åbne bøgerne og bare kigge på de mærkelige former og opdage gentagelser og rytmer i det, jeg endnu ikke ved, er sætninger. Jeg har et yndlingsbogstav – det vil sige, jeg ved jo endnu ikke, at det er et bogstav. Men D er altså mit yndlingsbogstav. I bagklogskabens lys giver det mening, fordi D ofte står først i titler og sætninger: Der var engang. Den grimme ælling. Det er ganske vist.

En dag knækker jeg koden, og jeg lærer at læse. Så begynder jeg selv at skrive. Og selve handlingen at skrive har ligesom læsningen (det fine flimmer) lige siden været en sanselig oplevelse for mig. Åh, at sætte en blød blyant på et stykke papir og lade den kradse og sætte spor. Eller at taste nye sorte ord på computerskærmens hvide væg. Når jeg læser, sanser jeg og smager på ordene, så det næsten er, som om jeg skriver selv. Og når jeg skriver, opfanger jeg samtidig mine egne ord på en nysgerrig måde, som sanser jeg dem på ny. For nu er de jo i verden. Jeg har afgivet dem på papiret eller på skærmen. Nu er
de ikke kun mine længere.

Udvekslingen mellem sansning og skabelse har altid udgjort tænkning for mig.

Det er igennem denne udveksling, at jeg kan føle mig forbundet med verden. Jeg har altid haft brug for at se andres aftryk og for selv at sætte aftryk for virkelig at erfare og tænke nye tanker. Jeg må samle det, jeg opfatter i verden, i mit eget mønster. Formulere det og slippe det fri for så at kunne vende tilbage til det igen og erkende på ny. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har det sådan. Jeg tror ligefrem på, at det er selve grundlaget for det, der gør os til mennesker, til tænkende dyr, at vi kan sanse og skabe fortællinger i ord og billeder. Det samler os. Og det udvikler os. Alt er kommunikation, udveksling, og det er herfra, vi kan være så heldige, at der af og til opstår poesi. Ordet kommer fra det græske poiesis, der betyder at skabe, forme eller
frembringe.

Gentager vi historien?

Da jeg var barn-fortællingen lugter lidt af naiv nostalgi. Jeg kan godt selv se det og følge, hvad læseren måske nu forventer af pointer. Et forsvar for gamle dyder som fordybelse, håndskrift og læsefærdigheder? Et kampskrift mod nye teknologier og et accelererende samfund? Lad os se, hvor skriften på siden bærer os hen.

Der er mange bekymringer om nye AI-teknologier. Ofte går de på, at systemerne kan overtage kontrollen. Robotterne kommer! Men egentlig er AI jo bare en ny sprogmodel – et redskab, ligesom vi har haft korrekturværktøjer i årevis. Der er naturligvis hele valideringsproblematikken. At den kunstige intelligens er lunefuld, hallucinerer og reproducerer fejl (og bias) fra det materiale, den høster fra. Så man skal faktatjekke og sætte sit eget bagkatalog af kritisk viden i spil. Men vi må også gå ud fra, at modellerne med tiden bliver bedre og bedre. Se bare, hvordan Google Translate har udviklet sig på et enkelt årti.

De nye teknologier har muliggjort skridtet videre fra fake news. Nu taler vi om deepfakes. Kunstige billeder, videoer og tekster, som man simpelthen ikke direkte kan afkode som falske. Verdensledere, der erklærer nye krige (eller danser med pandaer). Det er selvfølgelig i udgangspunktet farligt for demokratiet, men mon ikke man med øget kritisk sans og ægthedskodninger kan overkomme det med tiden? Jeg er mere ræd for algoritmer, der polariserer og præsenterer os for mindre og mindre af bredden, fordi vores præferencer altid kan blive opfyldt, og vores holdninger mødt. Vi får for meget sukker og for lidt modstand.

Der er dem, som mener, at AI blot er endnu et eksempel på teknologisk acceleration, som vi har set så mange gange før i historien. Og at det ikke nytter noget at være fremskridtsforskrækket og råbe ”verden er af lave” (ikke lava, som min datter længe troede, talemåden lød – selv om det jo egentlig også er lidt rigtigt). Man kan sige, at AI blot er endnu en landvinding i vores civilisations udvikling. Ligesom sømpistolen afløste hammeren og effektiviserede arbejdsgange, ligesom bogtrykkerkunsten frisatte dannelsen, eller ligesom internettet
og sociale medier gav flere en stemme og styrkede mobiliseringskraften (på godt og ondt).

Selv lukker jeg bestemt ikke øjnene, men arbejder konstant med nye teknologier for at lette arbejdsgangene i både min egen dagligdag og i vores organisation. Et museum som Den Gamle By skal følge med tiden. På et museum er det smart at kunne automatisere arbejdet med samlingsdata, få hjælp til at skrive et mødereferat eller visualisere et nyt udstillingstableau. 

Men jeg ser ikke AI som blot endnu et teknologisk udviklingsspring i rækken. AI er et paradigmeskifte, der ikke engang kan sammenlignes med internettets opståen. Der er noget meget mere grundlæggende på spil, fordi AI griber ind i vores læsning og skrivning. Det, som jeg jo tror på, er grundlaget for vores erfaringsdannelse, nytænkning og menneskelige udveksling.

AI kondenserer, oversætter og resumerer lange tekster, så vi ikke selv skal bruge tiden på at læse lange sagsakter. Vi behøver heller ikke selv formulere krøllede sætninger og komponere helstøbte tekster eller reklamefotos, for vi kan lave en prompt og få teknologien til at gøre det for os. Det er som at spise ultraforarbejdet mad og så få en fedtsugning bagefter. Man dør ikke af det, men lidt rugbrød er godt for hjernen, siger de kloge. Jeg har i nyhedsstrømmen set flere forskningsprojekter pege på, at manglende vedligeholdelse af læse- og skrivefærdigheder kan føre til en svækkelse af de kognitive funktioner, herunder hukommelse, koncentration og evnen til at skabe overblik. Hvis man ikke læser og skriver, påvirker det tænkningen. 

Jeg har i et stykke tid tænkt over, hvordan min forbindelse til andre mennesker gennem andre menneskers skrevne ord er blevet fremmedgjort af det ekstra lag af generiske hjælpeproduktioner. Jeg savner nærheden til originale kilder og til hænder og hjerner, der skriver og skaber. Jeg ser LinkedIn-opslag, der fremstår fejlfrie og (lidt for) veloplagte, men helt uden forbindelse til det menneske, der står som afsender. Som min svoger udtrykte det: ”Hvorfor skulle jeg bruge tid på at læse noget, som ingen har brugt tid på at skrive?”

Hvis vi mister forbindelsen mellem erfaring og sprog, mister vi også noget af forbindelsen mellem mennesker. Og sat på spidsen: Hvis man ikke kan læse og skrive – sanse og skabe – udveksle viden og erfaringer med sine medmennesker, kan man så deltage i (udgøre) et demokrati?

Med mere optimistiske briller kan man indvende, at fremskridt i historien har betydet, at noget andet er trådt i stedet. Når tømreren sparer tid med hjælp fra sin sømpistol, kan hun bruge den ekstra tid på flere og andre opgaver. Og sømpistolen kræver ikke samme håndværkstekniske snilde, så flere kan i princippet mestre opgavenat slå søm i. Med AI kan man også hævde, at dannelsen, som med bogtrykkerkunsten, frisættes for flere. At både kompliceret kildemateriale og tekstproduktion gøres tilgængeligt. Der bliver nok noget af en jobrokade i den akademisk-administrative sektor de kommende år.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at når en teknologi overtager både læsningen og skrivningen, så er det selve nerven iden menneskelige tænkning og udveksling, der er på spil. Gider vi på sigt læse og respondere på noget, der ikke kommer fra nogen? Hvor forsvinder vores erfaringer hen? Effektiviserer vi tænkningen – eller slipper vi for meget for at tænke? Jeg slog lige op, at ordet dum har sin oprindelse i oldnordisk med både betydningerne tavs og døv. Spørgsmålet er: Hvad træder i stedet, hvis noget?

Engang lavede alle mad fra bunden, fordi man var nødt til det. Det tog tid. Og ikke alle havde tid og råd til at spise lige godt. Nutidens industriprodukter som dåsemad og langtidsholdbart toastbrød har ikke fortrængt hjemmebagt rugbrød, syltning og gryderetter, men den slags er i dag en luksus, der kræver tid og overskud. Det er stadig ikke alle, der har tid og råd til at spise lige godt. I et accelererende samfund er tiden det mest værdifulde, vi har, for vi får – paradoksalt nok – ikke mere tid af at få tid. Når vi kan sende e-mails i stedet for breve med PostNord, har vi fået tid til at … sende flere e-mails.

Tid er overskud. Og når vi kan raffinere vores læsning og skrivning og spare tid, så bliver det uraffinerede og forbindelsen til det menneskelige fællesskab gennem sprog og sansning en luksus. Det kommer, ligesom det hjemmebagte rugbrød og det gode håndværk, i høj kurs. Derfor skal kulturens poetiske sproglighed nok få sin plads i den nye teknologiske virkelighed. Den svære opgave bliver imidlertid at undgå, at vi gentager historien. At denne luksus bliver for de få.

Vi er historieskabte og historieskabende

Historien begyndte med erfaring: støvet i solen og opdagelsen af bogstaver hos min dagplejer. Jeg er bevidst om, at mit barndomsminde er set gennem et filter, og at jeg har skabt det i dag i mindst lige så høj grad, som jeg oplevede det dengang. Erfaring er ikke bare information. Den er ladet med skabelse. Ordet erfaring er af tysk oprindelse: erfahren betyder at gennemvandre. På engelsk siger man experience, som kommer fra det latinske experiri, der betyder at prøve.

Når jeg tænker over dette, vender jeg tilbage til poesien som et helt grundlæggende menneskeligt vilkår for tænkning. Poesi er ikke effektiv hukommelse og kommunikation. Poesi er både opsamling og skabelse af erfaring. Den kræver tid. AI kan i dag skrive digte. Den kan efterligne stil og rytme og producere fine vers i stil med noget, vi kender. Men der er noget, den ikke har og aldrig får: egen erfaring og evnen til at skabe nyt. Derfor kan den ikke lave poesi. 

Så hvad bliver vigtigst for menneskeheden i fremtiden? It’s the poetry, stupid! Vi må beskytte kulturinstitutioner, som må beskytte rum, hvor mellemmenneskelige erfaringer og nyskabelse lever, så vores gensidige udveksling ikke reduceres til gennemraffinerede og forhåndskuraterede data – med stigende dumhed, mistrivsel og demokratisk forarmelse til følge. Poesien er både første og sidste bastion.

Det er derfor, jeg tror så inderligt på et sted som Den Gamle By. Her kan man bogstaveligt gennemvandre historien, erfare den og diskutere den, ikke bare læse et resumé om den. Man kan lægge hånden på et dørhåndtag, poleret blankt af århundreders hænder, og koble levede hverdagsliv med store samfundshistoriske linjer – og såmænd med en selv lige nu. Og forstå, at vi mennesker både er historieskabte og historieskabende. Den Gamle By er på den måde en forunderlig konstruktion, der samler erfaringer, kilder og fantasi. Den er poesi.