Åbent kl. 10.00-17.00
Køb billet

Et historisk streetview over Danmark

Billedarkivet i Den Gamle By deltog i 2024-2025 i det nationale billedregistreringsprojekt ”Hvor er det fra? Et historisk streetview over Danmark” sammen med Nationalmuseet og Museum Lolland-Falster. 

Det gik ud på at stedfæste – eller rettere geotagge – tusindvis af billeder på landkortet ved hjælp af frivillige kræfter hjemme fra stuerne. Missionen var og er at tilgængeliggøre Danmarkshistorien bredt og gøre lokalhistorien nærværende for danskerne.

Vi nåede i løbet af projektperioden langt! Over 5.000 billeder blev placeret på kortet, hvilket svarede til 78 % af vores samlede fotopulje. Det fejrede vi ved et stort og velbesøgt afslutningsarrangement 1. november 2025. 
Vi er efter 2025 ikke længere lige så aktive deltagere i projektet, men du kan fortsat hjælpe os mod målet på de 100 % placeringer!  

Fra 1860 til i dag
I Billedarkivet i Den Gamle By har vi en stor samling af billeder fra Aarhus Kommune fra 1860 og frem til i dag. Det er en del af den billedsamling, vi i 2024-2025 bad om hjælp til at få stedfæstet. Ofte har vi en idé om, hvor billedet er taget, men ved hjælp af borgernes stærke lokalkendskab var det vores forhåbning, at vi kunne få stedfæstet helt præcist, hvor fotografen stod, da vedkommende tog billedet. Ligeledes efterspurgte vi hjælp til datering og øvrig information hos aarhusianerne.

Vil du være med?
Det hele foregår stadigvæk på www.hvorerdetfra.dk hvor man opretter en bruger og geotagger derudaf. Her kan man ligeledes tilføje kommentarer, hvis man har oplysninger om motivet eller årstal.

Gå til hvorerdetfra.dk

Har du brug for hjælp til at komme i gang, kan du kontakte projektleder og museumsinspektør Line Fogh Sørensen på lfs@dengamleby.dk.

Kontakt

Projektleder og museumsinspektør Line Fogh Sørensen.

Send en e-mail

Om projektet
"Hvor er det fra?" blev lanceret af Nationalmuseet i 2020 for at åbne deres omfattende samling af historiske fotografier for bidrag fra frivillige.

Missionen for "Hvor er det fra?" er at gøre danmarkshistorien mere tilgængelig og nærværende – med et særligt fokus på, hvor i landet (og verden) museernes mange historiske fotografier stammer fra. 

I 2024 videreføres og udvides projektet i form at et samarbejde mellem Nationalmuseet, Museum Lolland-Falster og Den Gamle By.

Læs mere på hvorerdetfra.dk