Åbent i dag 10:00-17:00
Køb billet

Timelønnede aktører søges til Den Gamle By

Er du serviceminded, historisk interesseret og en dygtig formidler? Så er det måske dig, vi søger til Den Gamle Bys timelønnede Aktørteam og Undervisningsteam. Vi mangler aktører til at formidle i Den Gamle Bys gader, huse og historiske butikker til julesæsonen 2025 – og måske længere. I Den Gamle By bestræber vi os på et autentisk og troværdigt historisk miljø anno 1864, 1927, 1974 og 2014. Det afspejler sig i de personprofiler, vi ansætter til at optræde i dragt. 

Aktørjobbet er et suppleringsjob, og vi forestiller os, at du er studerende, efterlønner / pensionist eller har andet arbejde.

Vi forventer, at du

  • har et godt humør og opleves som smilende, opsøgende og samtidig lydhør – både over for gæster og kolleger
  • er interesseret i historie, og forstår at fortælle levende for Den Gamle Bys gæster
  • er dygtig til at gå i dialog med gæsterne i Den Gamle By
  • har lyst til at formidle i historisk dragt
  • taler og forstår dansk, og kan have en samtale på mindst ét fremmedsprog - primært engelsk
  • kan rumme meget menneskekontakt i løbet af en arbejdsdag
  • kan tage mange vagter i julesæsonen i perioden fra d. 14. november frem til 3. januar 2026
  • kan arbejde i julens/nytårets helligdage  

Vi tilbyder dig

  • At du bliver en del af holdet bag Den Gamle By, som i fællesskab arbejder på at give vores gæster en mindeværdig oplevelse.
  • Et godt netværk med mange forskellige faggrupper og indblik i, hvordan museet fungerer.
  • Et arbejde i enestående omgivelser.
  • Erfaring med historisk formidling.  

Ansættelsesprocessen

Send en kort videoansøgning på max 2 minutter og et CV med kontaktoplysninger, billede og beskrivelse af tidligere joberfaring til job@dengamleby.dk senest søndag d. 14. september 2025 kl. 12.00.  Skriv venligst ”Aktør” i emnefeltet.

De ansøgere, som vi udvælger, inviteres torsdag d. 25. september 16.00-20.00 til en rekrutteringsworkshop. Workshoppen vil bestå af en introduktion til jobbet, en rundvisning i Den Gamle By, en præsentationsrunde samt en formidlingsøvelse. Til formidlingsøvelsen får du tilsendt et kort materiale. Dagen afsluttes med en kort personlig samtale på ca. 7 min.

Dragtprøver og introduktionsdag vil finde sted udvalgte dage mellem 1. oktober og 10. oktober 2025. Oplæring planlægger vi i fællesskab i perioden 14. oktober til 21. november 2025. Du vil være klar til at agere på egen hånd i begyndelsen af julens højsæsonen 2025

Timetallet varierer fra uge til uge. Du ansættes i første omgang til at arbejde på museet i juleperioden, og du kan også få mulighed for at få vagter på museet efterfølgende. Bemærk, at Den Gamle By har åbent alle dage året rundt, og du kan få tildelt vagter i både hverdage, weekender og på helligdage. Der er meget få vagter i lavsæsonen januar, februar og marts.

Den Gamle By er et nationalt museum og også lokalmuseum for Aarhus. Museet besøges årligt af omkring en halv million gæster, heraf mange fra udlandet. Den Gamle By modtager tilskud fra stat og kommune og tjener selv mere end halvdelen af sine driftsmidler. Inklusive projekter er den årlige omsætning omkring 150 mio. kr. Museet har ca. 200 årsværk, som består af mange forskellige faggrupper. Læs mere her: www.dengamleby.dk.