Åbent i dag 10:00-17:00
Køb billet

Porten er stadig åben til Den Gamle By

21. december 2021

”Nu har vi snart i to år næsten ikke talt om andet end nedlukning, restriktioner, usikkerhed, skuffelser, fremtidsfrygt, vigtige opgaver, der ikke er blevet udført osv., men det får man efterhånden nok af”, siger museumsdirektør Thomas Bloch Ravn, som kan se tilbage på endnu et begivenhedsrigt år på godt og ondt.

Lørdag aften kl. 21 forlod årets sidste gæst officielt Den Gamle By. Men selvom Den Gamle By og de mange huse nu er lukket som følge af coronanedlukningen, kan man stadig gå en tur i museets gader. Porten er nemlig åben, og museumsdirektør Thomas Bloch Ravn håber, at mange vil tage en gåtur i det historiske miljø.

”Under de forrige nedlukninger forblev porten til Den Gamle By åben og det gør den også denne gang. Så kan man tage familien under armen og gå en tur i skønne omgivelser, ligesom man stadig kan kigge ind ad vinduerne via de opstillede stiger og fornemme julens historie. Helt gratis”, fortæller museumsdirektøren og fortsætter.

”På den måde kan vi give lidt tilbage til de mange gæster, som har støttet os i en svær tid, som desværre endnu ikke er slut”.

Selvom entreen er gratis, kan man frivilligt donere et valgfrit beløb via mobilepay ved indgangen til Den Gamle By.

”Vi er enormt taknemmelige for ethvert beløb, som både er opmuntring til et efterhånden hårdt prøvet personale, og så er det jo også penge, der kan hjælpe med at dække nødvendige udgifter”, slutter Thomas Bloch Ravn

Det folkekære museum forventer at åbne igen tirsdag 18. januar, med mindre de nuværende COVID-19 restriktioner forlænges.