Åbner igen 10:00
Køb billet

I januar besøgte 12.640 en lukket Den Gamle By

2. februar 2021

Selvom Den Gamle By er lukket, kan man stadigvæk gå en tur i museets gader. På grund af den aktuelle nedlukning står porten åben hele dagen, og mange har benyttet lejligheden til at gå en gratis tur.

”Vi har sat en tæller op ved hovedindgangen, og den viser, at i januar måned har 12.640 personer gået sig en tur i den enestående historiske tidsrejse, som Den Gamle By er”, oplyser museumsdirektør Thomas Bloch Ravn, der også glæder sig over, at museet på den måde kan bidrage med lidt oplevelser i en ellers voldsom oplevelsesfattig tid.

Ved hovedindgangen står et skilt med teksten ”Du er velkommen til at gå en tur i Den Gamle By. Gaderne er åbne, men husene er lukkede. Vi opkræver ingen entré, men vil være taknemmelige for en donation på MobilePay nummer 832196”.

Det er blevet til næsten 200 donationer siden nytår. Mindstebeløbet er 20 kr., det højeste er 1000 kr. og det samlede beløb er 18.440 kr.

”Vi er taknemmelige for støtten, som både er opmuntring til et efterhånden hårdt prøvet personale, og så er det jo også penge, der kan hjælpe med at dække nødvendige udgifter”, siger Thomas Bloch Ravn, der også glæder sig over de mange søde hilsner, der følger med indbetalingerne.

Her er et mindre udpluk af hilsner: Dejligt vi kan besøge byen trods nedlukning – Hilsen fra Haderslev - Tak fordi vi må komme på besøg - Tak for en skøn gåtur i jeres stemningsfulde omgivelser - Vi ses igen når I åbner - Hilsen fra Struer - Fantastisk oplevelse at have byen for sig selv – Kærlighed – Altid en fornøjelse - En lettelse for øjnene mellem beton og nedrivning – En lille hjælp i denne Coronatid – Tak for muligheden i disse tider - Vi nyder at komme på besøg hos jer - Vi elsker Den Gamle By - Tak for dejligt gensyn – Håber på en bedre fremtid!