Køb billet

Den Gamle Bys skiltemaler laver sejrstrofæ til AGFs klubhus

Pressemeddelelse 18. juni 2026


Museets skiltemaler har håndmalet den minde-planke, som i tråd med klubbens traditioner er hængt op for at mindes Danmarksmesterskabet i fodbold

Det var en trup af rørte AGF-spillere, der efter deres sommerpause overværede afsløringen af den mindeplade, som er blevet sat op i klubhuset på Fredensvang. Den 80 centimeter brede og 40 centimeter høje ahornplanke med teksten ”Danske Mestre 2026” og navnene på alle spillerne skriver sig ind i en tradition, klubben har haft siden 1940’erne, hvor man markerer klubbens mesterskaber med en planke på væggen i klubhuset.


Sjælden skiltemaler

De mange bogstaver på den aktuelle planke er sirligt malet i hånden af Anton Bo, Den Gamle Bys skiltemaler, som er en af de få herhjemme, der mestrer det gamle håndværk. Med små mårhårspensler, linoliefarver og stor nøjagtighed har han prentet AGF’s sejr ind for eftertiden. 

Historien om mindeplankerne i klubhuset går tilbage til en periode, hvor klubben havde et bestyrelsesmedlem, Erik Winther, som selv var en dygtig skiltemaler. Det er sandsynligvis ham, der grundlagde traditionen, da AGF’s damehåndboldhold i 1942 blev danske mestre. Både holdmesterskaber og individuelle præstationer blev hædret på klubhusets vægge med trofæ-planker. Det fortæller Ole Hall, sportslig administrator og klubhistoriker.

”Det er jo blevet til rigtigt mange planker gennem tiden. Siden sidste mesterskab i 1986 har traditionen dog ikke rigtigt været holdt i hævd, men da vi så generobrede Danmarksmesterskabet efter 40 år, tænkte jeg, at det måtte være tid til at genoplive den.”


Værner om traditionerne

Der blev fremskaffet et flot stykke ahorntræ, men det var ikke lige sådan at finde en skiltemaler, der kunne påtage sig den specielle opgave.

”Men snedkeren, som skar planken ud, vidste, at Anton i Den Gamle By kunne sådan noget, så jeg henvendte mig til museet. Og det gav jo rigtigt god mening, fordi det viste sig, at det var her i vores egen by, at den gamle håndværkskompetence lå,” siger Ole Hall.

Samarbejdet lå så at sige lige til højrebenet, da både AGF og Den Gamle By er hæderkronede Aarhus-institutioner, som værner om traditionerne. Ole Hall er selv et omvandrende eksempel på den loyalitet og bevidsthed om traditioner, der knytter sig til AGF. Han har været medlem af klubben i 50 år og glæder sig over samarbejdet med Den Gamle By.

”AGF er stiftet i 1880. Det er en klub med mange traditioner, og er der et sted, man har viden om og fornemmelse for traditioner, så er det jo i Den Gamle By. Så der er noget meget givende i, at to gamle institutioner sammen kan bære både Aarhus’ historie, traditionerne og kendskabet til de gamle håndværk videre.”

Kæmpe AGF-fan

Begejstringen over den utraditionelle opgave lyser ud af skiltemaler Anton Bo. Han er udlært maler i Den Gamle By og har siden efteruddannet sig som traditionel skiltemaler.

”Jeg har virkelig sat en ære i at lave det her skilt, og jeg er meget stolt og glad over, at jeg blev udvalgt til at løse opgaven for AGF,” siger han.

Anton Bos kompetencer er efterspurgte i Den Gamle By, hvor både butiksskilte og gavlreklamer er med til at sætte den helt autentiske stemning i de forskellige tidsperioder.

”Jeg er jo vant til at lave store gavle og ting, som rigtigt mange mennesker ser, og selv om der ikke er nær så mange, der kommer til at se den her planke, så er det nok alligevel den største opgave, jeg har fået.”

At se sit arbejde på væggen i klubhuset i Fredensvang har været en vild oplevelse for Anton Bo.

”Jeg er jo selv den største Aarhus-patriot og kæmpe AGF-fan. Jeg elsker Aarhus, så det betyder virkelig meget for mig at få lov at lave det her. Også mere end jeg lige havde regnet med, ” smiler han.


Dåbskjole og fuglehus

Den Gamle By indsamler løbende viden og dokumentation om Aarhus’ historie, og er der noget, som spiller en stor rolle i byens nyere historieskrivning, så er det AGF og specielt det meget omtalte Danmarksmesterskab for nylig.

Efter AGF’s sejr og de efterfølgende festligheder har Den Gamle By sat gang i en indsamling af genstande, som skal dokumentere for eftertiden, hvordan byen fejrede sit hold det forår i 2026. Museumsinspektør Line Fogh Sørensen, som sidder og tager imod de indkomne genstande er begejstret for den mangfoldighed, de afspejler:

”Vi har fået hjemmehæklede AGF-bøllehatte, bannere og sågar et fuglehus udformet som stadion. Men det mest overraskende har været en hjemmesyet AGF-dåbskjole brugt i marts i år.”

Den Gamle Bys skiltemaler i aktion

Anton skiltemaler havde taget en AGF-trøje på i Dagensk anledning.