Åbent i dag 10:00-17:00
Køb billet

Den Gamle By genopliver gågaden og 70'erne

7. september 2022

Der var knald på i 1970’erne med hønsestrik, velourkjoler, rockmusik, ligestilling, nye boformer, velfærd og frisind. Velfærden kom blandt andet til udtryk gennem åbning af gågader rundt om i landet og i sommers åbnede en gågade i Den Gamle Bys populære 1974-bykvarter. Det fejrer Den Gamle By med en 70’er festival de kommende tre weekender i september.

Gågadefest og nye butikker
Det vilde årti kan opleves året rundt i Den Gamle By, men i de sidste tre weekender i september er der et særskilt program med musik, lege, retromad og handel.

Flere af butikkerne i 1970’er-kvarteret rykker markedsvognene ud i den nyåbnede gågade, og man kan opleve nye historiske forretninger som slagteren, ostebutikken og farve-tapethandleren.

I forvejen kan man besøge en glarmester, en fotohandel, et rejsebureau, en broderiforretning og en radio-tv-handel.

Gaderne fyldes af velkendt musik fra dengang med bandet Dylan Duo, men også klassisk orkestermusik fra Aarhus Garden. Menukortet er i anledningen udvidet til også at omfatte 70’er-klassikere som rejecocktail, stjerneskud, friturestegt camembert og citronfromage.

Det vilde radio/tv-årti
Det var også i 1970’erne at radio/tv-handlen boomede. Selv den mindste lille by havde en radio/tv-butik, og i de større byer var der ofte flere. Folk strømmede til for at få de sidste nye modeller af farvefjernsyn, videomaskiner, Hi-fi og stereoanlæg, pladespillere og båndoptagere og de mest populære modeller og mærker kan opleves i en særskilt udstilling, som kun kan opleves i forbindelse med festivalen.

Ta’ tilbage til 1970’erne i Den Gamle By:

  • Weekenderne 10-11, 17-18 og 24-25 september
  • Gågadefest med nye butikker
  • Bandet ”Dylan Duo” og Aarhus Garden spiller op
  • Prøv en køretur i vintage VW-boblen og se og hør de klassiske Yamaha og Puch Maxi knallerter
  • Besøg 1970’er butikker såsom Rahbeks Minimarked og Pouls Radio
  • Oplev folks hjem med blandt andet et kollektiv, arbejderhjem og kernefamilien
  • Særudstilling med tv, pladespillere og båndoptagere
  • Kom med bag facaden på den nye slagterbutik
  • Børn kan lege som dengang med hulahopringe og sjippetov
  • Restaurant Gæstgivergården serverer retromad