Køb billet

Den Gamle By har brugt mere end 100 år på at bevare fortiden. Nu forandrer museet sit eget udtryk. Med en ny brandidentitet, specialtegnet typografi og payoffet ”Mærk historien” fornyer den aarhusianske kulturinstitution sin kommunikation til omverdenen. Og vejen frem? Den har man fundet ved at kigge tilbage.

Hvordan fornyer man et brand, hvis hele eksistensberettigelse handler om at bevare?

Det spørgsmål har Den Gamle By arbejdet med det seneste år. Museets eksisterende visuelle identitet går tilbage til 1997, hvor mødet med en kulturinstitution primært foregik gennem skilte, tryksager og det fysiske besøg.

I dag kan første møde med Den Gamle By lige så godt være få sekunders video på en mobiltelefon. Samtidig er museet vokset. Nye tidsperioder og fortællinger er kommet til, og Den Gamle By spænder i dag fra historiske bygninger og håndværk til 1970'erne og den helt nære fortid.

Nu får museet derfor en ny samlet brandidentitet. Men ambitionen har ikke været at gøre op med det gamle. Tværtimod.

Vi går tilbage for at komme frem
Den nye identitet tager blandt andet afsæt i dansk skiltemaler- og skrifttradition og det håndværk, der allerede findes overalt i Den Gamle By. Museet har fået sin egen specialtegnede skrifttype, mens det karakteristiske, kondenserede navnetræk fra det eksisterende logo er bevaret og tegnet på ny.

Resultatet er et samlet designsystem, der skal fungere fra skiltene i de historiske gader til sociale medier, video, kampagner og de små digitale flader, hvor mange i dag møder Den Gamle By første gang.

- Vi skal passe på historien, men Den Gamle By selv er i evig udvikling. Vores opgave har altid været at gøre fortiden levende for mennesker i den tid, de selv lever i. Derfor handler det her heller ikke om at blive en anden Den Gamle By. Det handler om at tale endnu tydeligere til vores gæster og om at vise, hvem vi er, og hvorfor historien stadig vedkommer os, siger museumsdirektør Julie Rokkjær Birch.

For museet har arbejdet derfor handlet om evolution frem for revolution. Den Gamle By har ikke fået en ny identitet så meget som en nutidig måde at udtrykke den identitet, museet allerede har.

- Vi gjort det, vi er gode til: kigget grundigt på historien. Vi har fundet inspiration i dansk skiltemalertradition, håndværket og vores eget visuelle univers og brugt det til at skabe noget, der fungerer i 2026. På den måde går vi faktisk tilbage for at komme frem, siger kommunikationschef Lars Vesterlykkegaard.

Historien stopper ikke ved porten
Den nye identitet er samtidig en del af en større ambition for Den Gamle By.

Museets faglighed og fortællinger skal i højere grad række ud over de fysiske rammer i Aarhus og være til stede dér, hvor mennesker møder historien, kulturen og de spørgsmål, der præger deres hverdag.

For historien handler ifølge Den Gamle By ikke kun om, hvordan mennesker levede engang. Den kan også hjælpe os med at forstå, hvorfor vi lever, som vi gør i dag. Hvordan vi bor. Hvordan vi arbejder. Hvad vi spiser. Hvordan familier ser ud. Hvad vi forbruger, tror på og samles om.

Den ambition samles i museets nye payoff: Mærk historien.

Det henviser på den ene side til det helt konkrete særkende ved Den Gamle By. Her kan historien opleves gennem duft, smag, lyd og berøring. Man kan gå ind i hjemmene, møde mennesker, følge håndværket og selv bestemme, hvor nysgerrigheden fører én hen. Men ”Mærk historien” handler også om at gøre historien vedkommende for mennesker i dag.

- Historien bliver for alvor interessant, når vi opdager, at den også handler om os selv. Vores hverdag, værdier og fællesskaber kommer et sted fra. Hvis vi kan bringe fortiden så tæt på, at den giver et nyt blik på det liv, vi lever nu, så bliver historien både levende og relevant. Det er den rolle, vi gerne vil spille endnu stærkere fremover, slutter Julie Rokkjær Birch.

Fakta: Den Gamle Bys nye identitet 

  • Den nye brandidentitet bygger på princippet evolution frem for revolution.
  • Det eksisterende logos karakteristiske kondenserede udtryk er bevaret og videreudviklet.
  • Den Gamle By har fået en specialtegnet skrifttype med afsæt i dansk skiltemaler- og skrifttradition.
  • Et nyt samlet designsystem skal skabe større genkendelighed på tværs af fysiske og digitale platforme.
  • Billedstil og kommunikation skal i højere grad afspejle Den Gamle By som levende, sanselig, menneskelig og fuld af opdagelser.
  • Det nye payoff er ”Mærk historien”.
  • Identiteten understøtter Den Gamle Bys ambition om at gøre historien relevant som perspektiv på både fortid, nutid og fremtid.
  • Identiteten er udviklet i samarbejde med bureauerne AMONG™ og Overtone.