Til museumsrengøringen i Den Gamle By
Den Gamle By er en inspirerende og pulserende arbejdsplads i smukke rammer, centralt placeret i Aarhus. Museet besøges årligt af over 500.000 gæster, og vi arbejder alle dedikeret på at give gæsterne en mindeværdig og indholdsrig museumsoplevelse. I bevaringsafdelingen søger vi en konservator til museumsrengøring. Du vil blive en del af et rengøringshold på to personer; en konservatorer og en assistent, hvor vi sparrer med hinanden for at finde de bedste løsninger. Hvis du interesserer dig for præventiv konservering, er dygtig til dit fag og trives i historiske omgivelser, er du måske vores kommende kollega.
Professionalisme og samarbejde
Bevaringsafdelingen består af et professionelt og alsidigt hold af konservatorer med forskellige specialer. Vi er ni medarbejdere, der er uddannede inden for maleri-, kulturhistorisk- og møbelkonservering. Samarbejde på tværs af både afdelingen og det øvrige museum samt stor professionalisme er nøgleord, der kendetegner vores afdeling.
Bevaringsafdelingens arbejde består i at vedligeholde museets samling. Den Gamle By har en meget stor samling af recente genstande fra 1600-tallet til i dag. Størstedelen af vores 60 udstillingshuse indeholder interiørudstillinger og håndværksværksteder. Desuden har museet flere specialsamlinger udstillet i moderne udstillingsrum, f.eks. smykkekunst, sølv, porcelæn og fajance. Den Gamle By åbner typisk mindst én ny udstilling om året, enten en fast- eller en særudstilling. Præventiv konservering og herunder museumsrengøring er en vigtig del af vedligeholdelsen af museets samling.
Et vigtigt opgavefelt
I Den Gamle By ligger opgaven med at rengøre museets udstillinger og genstande hos bevaringsafdelingen. Arbejdet er omfattende, og vi har fået brug for at ansætte en konservator til museumsrengøringen, dels til at udføre praktisk rengøring, dels til faglig sparring og hjælp med overblik samt koordinering og prioritering af opgaverne. Arbejdet er spændende og udfordrende, vi håndterer mange forskellige materialer og genstandsgrupper, indsamler skadedyr og afrenser skimmel. Vi kommer der, hvor ingen andre kommer, ud i alle kroge og ned i aflåste skuffer og kister, og er med til at opdage skader og uhensigtsmæssige bevaringsforhold.
Det nuværende museumsrengøringsteam blev oprettet for fire år siden og har været en stor succes. Dels har vi højnet vores viden om bevaringsforholdene betragteligt og dels er udstillingernes rengøringsniveau steget, hvilket giver en bedre oplevelse for vores gæster og er med til at bevare vores genstande. Øvrige rengøringsopgaver på museet udføres af museets ordinære rengøringsafdeling.
Din baggrund
Du er uddannet B.Sc. eller M.Sc. i Konservering. Du har arbejdet med præventiv konservering, og ved hvor stor betydning den daglige vedligeholdelse har for bevaring af samlingen. Du er struktureret og kan holde overblikket i en travl hverdag. Du er fysisk stærk og ikke bange for at tage fat. Du trives med at samarbejde og finde løsninger sammen med dine kolleger og sætter en ære i at afslutte opgaven inden for tidsrammen.
Spørgsmål
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til leder af bevaringsafdelingen Katja Niere på telefon 4185 0764 eller e-mail.
Ansøgning og vilkår
Stillingen er en fast stilling normeret til 30 timer pr. uge. Tiltrædelse senest 1. oktober 2025.
Løn efter gældende overenskomst.
Du bedes sende en kort, motiveret ansøgning og CV via QuickApply på Jobindex snarest muligt og senest mandag 21. juli 2025.
Samtaler afholdes tirsdag 26. august 2025.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex. Du kan ansøge via linket her:
Den Gamle By er et nationalt museum og også lokalmuseum for Aarhus. Museet besøges årligt af omkring en halv million gæster, heraf mange fra udlandet. Den Gamle By modtager tilskud fra stat og kommune og tjener selv mere end halvdelen af sine driftsmidler. Inklusive projekter er den årlige omsætning omkring 150 mio. kr. Museet har ca. 200 årsværk, som består af mange forskellige faggrupper. Læs mere her: https://www.dengamleby.dk/