Åbent i dag 10:00-17:00
Køb billet

Sociale og humanitære emner er omdrejningspunktet for Nygaards plakater

I midten af 1890'erne drog Axel Nygaard på valsen i syv år efter endt uddannelse som malersvend. Han var stærkt optaget af jugendstilen, som han stiftede bekendtskab med under sin lange rejse, især i Tyskland. Da han i 1902 var tilbage i København besluttede han sig for at blive tegner. Han udførte en række tegninger og karikaturer for flere forskellige ugeblade. I 1906 blev Axel Nygaard tilknyttet Politiken. Han fungerede også som illustrator af bøger. Tyngden i Axel Nygaards plakatproduktion ligger i de sociale og humanitære emner, som f.eks. Red Barnet, Børnehjælpsdagen og Røde Kors. I plakaterne spores ofte en satirisk og til tider vrængende udtryksform, der dog senere omkring 1913 dulmes og bliver mere vennesæl humoristisk. Et andet kendetegn er de ofte tætskrevne blokbogstaver suppleret af en svungen overskrift i penselskrift.

Axel Nygaard levede i perioden: 15.05.1877 – 10.02.1953.