Stor billedserie: Bag facaden i ny loftsudstilling i Den Gamle By
Pressemeddelelse 19.06.2025
Den gennemtrængende lugt af linolie blander sig i luften med både nyt og gammelt træ tilsat en sjat af klassisk loftsrumsstemning. Vi er nemlig på et loft i ét af husene i Den Gamle By, nærmere bestemt Møntmestergården.
Her arbejder lige nu vidt forskellige håndværkere, udstillingsteknikere, grafikere og museumsinspektører side om side med at klargøre en ny udstilling om Møntmestergårdens storhed, forfald og genrejsning, som åbner 25. juni.
Udstillingen fortæller mange af de hidtil ufortalte historier af den overdådige bygning - fra opførelsen i København i 1683 frem til genopførelsen i Den Gamle By i 2009. Den giver også et unikt indblik i flere af de gamle håndværksteknikker, som Den Gamle Bys håndværkere har måtte lære at mestre.
Men hvorfor overhovedet lave en udstilling om restaureringsarbejdet, når huset er færdigindrettet for flere år siden?
- Vi vil gerne vise, at det ikke bare er en flot gammel bygning, men at historien er blevet gravet frem stykke for stykke og sat sammen med historisk troværdighed ned i mindste detalje, fortæller museumsinspektør og projektleder Lisbeth Skjernov.
- Det kan godt virke nørdet at dvæle ved farvepigmenter som smalte og berlinerblå eller et tømmermærke hugget i 1683. Men bag hver overflade gemmer der sig valg, fravalg, nye opdagelser og stor faglig dedikation. Ved at vise, hvordan en dør eller et panel har haft adskillige lag maling, og forklare, hvorfor et bestemt lag blev valgt til rekonstruktionen, inviterer vi gæsten ind i fagfolkenes beslutningsrum. Tømmermærker hugget i 1600-tallet, viser, at tømmeret virkelig er originalt, og kun de allerdårligste dele er udskiftet. En rest af original bemaling på et bræt og en delvist ødelagt træudskæring på en bjælke beviser autenticiteten i museets rekonstruktion. Det gør det tydeligt, at den færdige Møntmestergård ikke er baseret på en romantisk forestilling, men er et resultat af faglig viden.
- På den måde bliver huset med den nye udstilling en levende lærebog i bygningsrestaurering, slutter Lisbeth Skjernov.
Mere om Møntmestergården
- Bygningen blev opført i 1683 i Borgergade 25 i København. Den har i en periode været bolig for flere kongelige møntmestre, deraf navnet Møntmestergården. Selve møntsmedjen har dog ligget i en anden bygning.
- Møntmestergården er i Den Gamle By genskabt som i sin glansperiode i 1700-tallet med stilarterne barok og rokoko.
- I barokken legede velstående borgere med illusioner, og det er Møntmestergården et enestående eksempel på med blandt andet et imponerende fugleloft.
- Møntmestergården er et bindingsværkshus, men omkring år 1700 blev bindingsværk umoderne. Helt i barokkens ånd fik ejeren derfor malet Møntmestergården som et florentinsk renæssancepalads i sten.
- Møntmestergården består af 25 rum fordelt på tre etager. Nu også med en udstilling på loftet.