opener

Vintertid

Det er koldt udenfor. Det blæser, det regner, og himlen er grå. Men den mørke tid kalder på fordybelse, og i Den Gamle By findes masser af spændende indendørs oplevelser. Udforsk detaljerne i byens huse og lejligheder og tag på opdagelse i de mange indendørs udstillinger. Gå for eksempel ikke glip af Aarhus Fortæller – en underjordisk fortælling, hvor du kan opleve Aarhus’ historie fra vikingetiden og frem til i dag. Besøg også farve- og tapethandelen i gågaden i 1974-kvarteret og nyd et stjerneskud på restaurant Gæstgivergården.


Aarhus Fortæller

Aarhus Fortæller er en enestående fortælling om en by i Danmark, hvor man som gæst leger sig gennem historien. Tag med på 1200 års tidsrejse i et 800 m2 stort underjordisk univers med mange interaktive oplevelser.

Prøv blandt andet den levende billedvæg, hvor borgere fortæller om deres liv og hverdag, og kom helt tæt på det 30 tons tunge damplokomotiv.

Læs mere om Aarhus Fortæller


Hos restaurant Gæstgivergården kan du nyde traditionel dansk mad i hyggelige omgivelser – De gamle stuer og den mere moderne Pejsestuen.

Kokkene tilbereder et bredt udvalg af lune og kolde frokostretter samt smørrebrød, der alle tager udgangspunkt i historiske kogebøger som Frk. Jensens kogebog anno 1901.

Restaurant Gæstgivergården er åben fra kl. 10 til museet lukker.
Formiddagskaffe og ostemad samt øvrige drikkevarer fra klokken 10. Køkkenet åbner for bestilling af øvrig mad klokken 11 og indtil en halv time før museet lukker.

Se menukortet her.


Børns leg og legetøj har gennem tiden været en vigtig faktor i opdragelsen til voksenlivets roller. Derfor har Den Gamle By i mange år samlet på legetøj. Legetøjsmuseet i Den Gamle By rummer omkring 5.000 stykker legetøj fra 1600-tallet til midten af 1900-tallet. Fine porcelænsdukker, dampmaskiner, mekanisk legetøj og grumme tegnefilm. Hjemmelavet legetøj, masseproduceret legetøj og legetøj fra land og by.

Læs mere om Legetøjsmuseet


Kom i ly for regnen og få en kop økologisk kaffe eller varm chokolade til din kage på konditoriet Café Bonnich.

Konditoriet blev oprindeligt indrettet i Aabenraa i 1922, hvor det i flere generationer var et berømt samlingssted. I Den Gamle By er lokalerne suppleret med en bagerforretning, der stammer fra Gylling ved Odder.

Her serveres klassiske kager som gåsebryst, medaljer og napoleonshatte.

Nyd atmosfæren i det smukke serveringslokale eller tag kagerne med hjem.

Åbent kl. 11-16 (weekender)

Konditoriet Café Bonnich

Ny gågade og nye butikker i 1974

Har du besøgt gågaden og de nye forretninger i Den Gamle Bys 1974-kvarter?
I gågaden, som åbnede i sommeren 2022, kan du opleve syv butikker – heriblandt farve- og tapethandelen, slagterforretningen og ostebutikken. Hos slagteren ”Kød, Flæsk, Paalæg” kan man blive helt sulten af kødet i glasmontrerne – også selvom det faktisk er lavet af plastik. I baglokalet kan du gå på opdagelse i kødets og pålæggets historie, mens du forestiller dig livet som slagter i 1970’erne.


Tag med tilbage til de farverige 1970’ere. I Havnegade findes to opgange med lejligheder, hvor du kan gå på opdagelse helt inde i folks hjem, som de så ud i 1970’erne. Besøg blandt andet kernefamilien, kollektivet, hippie-parret og pensionist-parret, og mærk, hvordan man boede og levede i en tid præget af frisind, kvindebevægelse og eksperimenter med nye boformer.

Læs mere her.


I Den Gamle Bys 1927-kvarter finder du Automobilforretningen og cykelværkstedet. Automobilforretningens udstilling består af tre af de mest solgte biler på den tid. En Ford T Coupe fra 1927, en Ford Sedan fra 1926 og en Citroën Kløverblad fra 1925. I det tilstødende værksted står blandt andet forretningens kranbil.


Den Gamle Bys museumsbutik er altid et besøg værd. I butikken finder du en stor variation af unikke souvenirs og spændende gaveidéer. Køb blandt andet legetøj, brugsgenstande, lertøj, bøger og genoptryk af plakater fra Dansk Plakatmuseum. Du kan også finde forklæder, pudebetræk og muleposer med mønstre hentet fra køkkentapeterne i 1974-kvarteret.


Spadseretur

Slå paraplyen ud og gå en tur gennem tiden i Den Gamle Bys gader. Oplev den helt særlige stemning i gaderne, mens du i dit eget tempo bevæger dig fra 1864 og frem til 1974. Tag dig tid til at læse de blå skilte, der er sat op rundt omkring i byen og fortæller om bygningerne og det levede liv i danske købstæder gennem flere århundreder.