Håndværkerne i Baghuset
Oplev de gamle håndværk i maler-, tømrer- og snedkerværkstedet i et baghus fra Haderslev. Følg snedkerlærlingen Oskars hverdag - som dukke, tegneserie og film.

Malerværkstedet
Maleren arbejdede med at tapetsere og med maler- og dekorationsopgaver.
Han fremstillede sin maling fra bunden. Naturlige farvepigmenter i kridt, okker, rust og trækul blev pulveriseret i morteren til farvepulver. Særlige fine pigmenter blev udvundet af bl.a. ædelstene importeret fra det sydlige Europa.
Tømrerværkstedet
Størstedelen af tømrerens arbejde foregik på byggepladsen. I værkstedet ses nogle af hans vigtigste redskaber som høvle, save og bor. Den store tømmerøkse 'bredbilen' blev brugt til at hugge runde stammer firkantede. Ved høvlebænkene arbejdede tømreren med mindre emner.
Snedkerværkstedet
Snedkeren var både møbel- og bygningssnedker. Han udførte derfor noget af sit arbejde udenfor værkstedet, mens møbler efter individuel tegning blev lavet i værkstedet.
At fremstille ligkister - små og store - var fast arbejde for en snedker. I udstillingen kan du kravle ned i en kiste og se, om den passer.
Tegneserie om en snedkerlærlings liv i 1800-tallet
I udstillingen følger vi drengen Oscars liv fra læredreng til laugsmester. Historien begynder i 1839. Det er daggry og læredrengen Oskar Larsen er ved at stå op. Han er tolv år gammel og er lige begyndt i lære hos snedkermesteren.
Oskar skal op som den første om morgenen og tænde op i værkstedet og gøre klar til, at mester og svende kan gå i gang med arbejdet.
"Erindringer fra min læretid"
"Jeg boede i alle de 4 år i det lille rum nede i gården i Bulhuset. Der var et lille vindue med 4 ruder... en temmelig bred seng, da der var plads til to. Der var bundbrædder og godt med halm i, som blev rystet godt hver dag, og der var godt med sengetøj og en god, bred dyne.
Om vinteren havde vi to dyner, så der var et helt arbejde med at komme i seng om vinteren, men til tider var det nu koldt, og væggene glinsede af is, og somme tider var det drøjt at komme op, når hele hjørnet og døren lå fuld af sne...
Det morede os meget, når vi fik rent halm i sengene. Det skete 2 gange om året, og så havde musene travlt, så længe de kunne finde korn i aksene. Vi kunne høre, hvor ivrige de var."
Uddrag af Jens H. Bergs "Erindringer fra min læretid hos snedkermester P. Jørgensen i Slotsgade i årene 1895-99", trykt i Den Gamle Bys årbog 1954.
Tegneserien om Oskar Larsen tager udgangspunkt i Jens H. Bergs erindringer.
Download side 1. af tegneserien "Den Behøvlede Svend" om snedkerlærlingen Oskar Larsen (pdf)