I Algade ligger Mansardhuset fra Aalborg
Mansardhuset er et pakhus i bindingsværk fra første del i 1600-årene. Tagets bindingsværk stammer fra cirka 1800 og er noget spinklere. Det kraftige bindingsværk er i renæssancestil med markante knægte under stokværksfremspringet.
Smedejernsringene på husmuren var beregnet til at tøjre heste ved. Nu bruges de til gæsternes hunde.
Pakhusets historie
Pakhuset lå oprindelig i Jomfru Ane Gade i Aalborg som en del af den købmandsgård, der i 1926 blev genopført som Aalborggården i Den Gamle By. Gården lå for enden af tre-stokværkshuset ud mod Limfjorden. De store gavlporte og hejseværket er typiske for pakhusene.
Mansardpakhuset rummer Den Gamle Bys museumsbutik og butikken har åbent hele året i museets åbningstid.
Historisk partner
Som trofast leverandør til Den Gamle Bys museumsbutik, er det en naturlig forlæggelse af fortællingen om Den Gamle Bys samarbejde med Jydsk Emblem Fabrik at de er med som historisk partner på netop denne bygning.
Jydsk Emblemfabrik har mere end 138 år bag sig – så historiens vingesus er noget, der er helt inde under huden på os. Derfor er vi også utroligt stolte af at kunne støtte Den Gamle By og arbejdet med at bevare museets unikke historiske bygninger.
– René Milholt
Adm. Direktør i Jydsk Emblem Fabrik