Når julen ikke er hjerternes fest

11. december 2025

Den lille pige i det fattige hjem, Den Gamle By. 

Af museumsinspektør Anna Wowk Vestergaard

Når julen omslutter Danmark i december, og alle lader til at glæde sig til jul, kan det være svært at være en af dem, der mest glæder sig til, at den er slut.

For at sætte fokus på det emne lancerede COOP i 2022 i samarbejde med Folkebevægelsen mod Ensomhed et anderledes kalenderlys. Kalenderlyset talte ned til 25, og pointen var at illustrere, hvordan nogle danskere mest glæder sig til, at julen er slut.

Der kan være mange grunde til at tælle ned til, at julen er forbi. For nogle handler det om ensomhed og svære forbindelser til familien. For andre gør en presset økonomi højtiden svær at komme igen. Andre igen markerer slet ikke julen af religiøse, politiske eller principielle årsager. Uanset årsagen er det i december svært ikke at blive konfronteret med det fortegnede glansbillede julen også er. Julens bagside er imidlertid også en del af julen, og i Den Gamle By vil vi også gerne sætte fokus på julen, når den ikke er hjerternes fest.

Undervisning med dilemmaer
Når vi i Den Gamle By fortæller om julen gennem tiderne, kræver det et særligt blik at åbne op for historierne om julens bagside. Udstillingerne viser øjebliksbilleder af traditionerne, men oftest gemmer de svære historier sig i fraværet, og det kan være svært at vise i en udstilling.

Museets undervisningsafdeling har haft gode erfaringer med et undervisningsforløb, hvor det er lykkedes at skabe et rum, hvor andre perspektiver på julen kan komme til orde.

Leder af undervisningsafdelingen, Tine Houmann Mortensens, fortæller:

- For nogle er julen indbegrebet af familietid, duften af julekager og julesange i radioen. For andre er julen noget, der bare skal overstås. Her er julen forbundet med konflikter, afsavn, skam eller en knude i maven.

- I mødet med forskellige menneskers fortællinger og perspektiver opfordres eleverne til at reflektere over deres eget forhold til julen og sættes over for forskellige nutidige dilemmaer, som de skal finde løsninger til. Det kan være befriende for unge at kunne spejle sig i andres fortællinger og opdage at der også kan være andre, som synes, at det kan være svært at forholde sig til julens mange forventninger.

Et af undervisningsafdelingens juleforløb handler om personlige historier om julen. Eleverne stilles over for dilemmaer, der åbner op for samtaler om bagsiden af julen.

For de gæster, som kun besøger udstillingerne, er det meget individuelt, hvad der hjælper erindringen på vej. For nogle gæster kan beskrivelser af arbejdspres op til jul være en vej til at huske en barndomsjul, der måske var en periode mere præget af ekstra arbejde end af julehygge.

Årets værste dag
Et af de steder, hvor der var ekstra travlt til jul, er hos bageren i 1885. Her fortæller vi om, hvordan bageren dengang stod for at stege de gåse- og flæskestege, som spillede hovedrollen på julebordene rundt om. Bageren tændte op om morgenen og bagte som sædvanligt, men juleaftensdag tændte han op igen, og så var der ellers en livlig trafik af køkkenpiger og andre, som kom for at aflevere og hente stegene. Bageren stod for tilberedningen for dem, der ikke havde en ovn, eller de steder hvor ovnen i den private husholdning ikke var stor nok, og så var bageren ekspert i at tilberede stegene helt perfekt.

Bagerens juletravlhed holdt sig langt op i tiden. Fra en bagerfamilie i Holsted husker datteren Tove, hvordan juleaftensdag var særdeles travl i hendes barndom i 1950erne og 60erne.

I Den Gamle Bys bager er det spillekort, der holder styr på hvis steg, der er hvis. Når kokkepigen afleverede sin steg til tilberedning, tog bageren et spillekort og rev midt over – den ene halvdel fik kokkepigen, den anden blev sat ved stegen. På den måde sikrede bageren, at der ikke var nogen, som fik den forkerte steg med hjem. I Holsted brugte Toves far manillamærker, som blev mærket ens to og to.

Tove skriver om juleaftensdag, at det var ”årets værste dag i bageriet” og uddyber:

Hele vores juleaftensdag gik med at stege ænder og gæs. Forestil jer et virvar af forskellige ande- og gæs størrelser at holde styr på – alle pander selvfølgelig mærket med rette kunde. En lille time før anden skulle afleveres, kom kunden og hentede skyen, så de kunne nå hjem og tilberede sovsen. Og vi skulle så sørge for at holde anden klar og sprød, til den skulle hentes.

Hele dette cirkus startede om formiddagen, da de første skulle have and midt på dagen og de sidste til kl. 18 om aftenen. Når sidste and var hentet – så kunne vi selv gå i gang med at gøre vores julemad klar. Det var ikke spor spændende – det betød så også, at når vi var klar til vores julemiddag, var klokken hen ad 20 – og når vi så havde fået slugt risalamanden, var det tid til juletræet og gaverne. Men på dette tidspunkt var vores mor og far så trætte, at de sad i hver deres stol og sov. Øv.

Også i den århusianske blomsterforretning Gottlieb Blomster, der er genskabt i Den Gamle Bys 1974-kvarter, var julen en højsæson med masser af arbejde. Ejernes yngste datter Lisbeth fortæller: Vi nåede ikke at danse om juletræet. I hvert fald ikke da jeg var lille. Vi faldt alle sammen i søvn, når klokkken var ti, fordi vi var så trætte.

I Lisbeths familie var der brug for alle fire døtres hjælp. Der blev lavet juledekorationer og adventskranse til salg i butikken hjemme i privaten, og allerede som barn var Lisbeth med ude for at aflevere de mange blomster og andet, som skulle bringes ud i julen.

Julen var i 1970erne en stor højtid for Gottlieb Blomster. Salget startede med adventskranse, juledekorationer og gran og sluttede med blomsterhilsner til jul og nytår.

December uden jul
Når det gælder de ti hjem i 1974-kvarteret spiller julen meget forskellige roller. Kollektivisterne markerer mest julen ved at udskifte pilsnerne med juleøl. Med deres venstreorienterede baggrund så de julen som kommerciel og var af princip imod den, selvom om de hver især tog hjem til familien juleaften. Benny og Bodil i hippielejligheden i Huset i Havnegade satte hammer og segl i toppen af juletræet og drejede julen væk fra den kristne fejring ved at fokusere på at være sammen med gode venner. De tyrkiske gæstearbejdere markerede qua deres kulturelle og religiøse baggrund ikke julen, og i deres hjem er der derfor ikke spor af julen.

I et andet hjem pyntes der heller ikke op til en december i julens tegn. Det skyldes, at beboeren, Henning Eriksen, dels havde et stort arbejdspres op til årsskiftet, og dels at han ”fandt julen træls”.

Som voksen fik Henning fuldtidsarbejde som programmør og boede alene i en lejlighed i København. Hans lejlighed er genskabt i Københavnerhjørnet i 1974-kvarteret og pyntes ikke til jul.

Henning var synshandicappet, og den væsentligste grund til hans dårlige forhold til julen var, at han som 11-årig i 1950 blev sendt hjemmefra på Blindeinstituttet Refsnæs. Her havde han sin hverdag, og da han kun var hjemme i ferierne, gav opholdet på Refsnæs ham efterhånden et kompliceret forhold til forældrene. Modsætningsforholdet blev understreget af de meget forskellige forhold, der var på Refnæs, og i de beskedne kår på husmandsstedet i Himmerland, hvor han var vokset op.

Henning læser punktskrift på et besøg i lejligheden Den Gamle By 2015.

Hennings forældre havde i flere år kæmpet for at beholde ham hjemme, men af hensyn til hans skolegang besluttede myndighederne at sende ham på specialinstitution. Henning var i starten ulykkelig og forvirret og havde svært ved at vænne sig til alt det nye. Hennings forældre var naturligvis også ulykkelige over at sende ham afsted, og det var svært for dem at komme over myndighedernes beslutning, som de var imod. Fremgangsmåden dengang tog ikke hensyn til forældrenes holdninger, og det var svært for dem at bakke op om skolen. Da Henning efterhånden faldt til og blev glad for at være på Refnæs, opstod der derfor en kløft mellem ham og forældrene, og han oplevede at være splittet i sin loyalitet over for dem og overfor skolen og hverdagen der.

Forholdet mellem Henning og forældrene blev kompliceret, og det blev ikke mindre kompliceret af, at oplevelserne på Refnæs, fællesskabet med kammeraterne og undervisningen gjorde hans hverdag meget anderledes end forældrenes. Henning kedede sig, når han var hjemme, og forældrene kom til at betyde mindre for ham. Han beskriver det selv som, at adskillelsen og den store forskel mellem livet hjemme på Refnæs betød, at han mistede den dybere kontakt til sine forældre. Julen som et samlingspunkt for familien mistede derfor sin betydning for ham. Helst ville han sidde alene og vælge familiens selskab fra, men det var ikke altid, at hans omgivelser gav plads til det valg. Gennem hele livet betød lys meget for Henning, og som voksen ville han gerne markere solhverv og fejre, at solens lys var på vej tilbage.

Hennings historie er et godt eksempel på, hvor meget der kan ligge bag en persons forhold til julen. Det er svært at forstå, hvorfor der ikke pyntes til jul i hans hjem uden at kende historien bag. Og historien er svært at se i lejligheden, for den handler om noget, der ikke er der. Derfor sætter vi i år en ny formidlingslanterne op i Hennings lejlighed for at dele historien om hans forhold til julen med gæsterne og give plads til en anden historie om julen. Som Hennings enke Elisebeth siger er det helt i Hennings ånd at fortælle den historie og ikke gemme den væk, fordi den kan være svær at rumme for nogen.