Sansebombardement skaber stjernestunder for demensramte
Pressemeddelselse 17.09.2025
Historien om Den Gamle Bys banebrydende arbejde med erindringsformidling gennem mere end tyve år bliver fortalt i en ny, illustreret bog, som udgives 22. september.
Rammen er sat: en lejlighed indrettet som i 1958 med tikkende stueur, mønstrede tapeter, porcelæn og møbler fra tiden. Lejligheden ligger skjult på første sal i Den Gamle Bys 1974-kvarter, og her modtager dygtige værter hvert år flere hundrede ældre demensramte borgere som et led i den erindringsformidling, som museet siden 2004 har arbejdet målrettet med.
Bogen Til kaffe i erindringslejligheden - Den Gamle Bys arbejde med demens beskriver, hvad der sker, når den friskbryggede kaffe og et fad med duftende lun kringle kommer på bordet. Ved hjælp af spørgsmål og sansepåvirkninger kan de erfarne og indfølende værter iklædt tøj fra 1950’erne få lukket op for demensramte ældre, som ellers har mistet både mæle og livsmod. Minder eller oplevelser, som ellers synes glemt, dukker mange gange op til overfladen, fordi den ældre er hensat til den tid, hvor mange af minderne blev til.
Ifølge Den Gamle Bys direktør, Julie Rokkjær Birch, er bogens grundtanke at dokumentere og skabe en samlet fremstilling af museets arbejde med demensramte.
- Vi ønsker at inspirere og støtte alle, der arbejder med demens, både i og udenfor museumsverdenen. Plejepersonale, uddannelser, museer, pårørende og alle andre, som interesserer sig for, hvordan kulturhistorie kan bruges som en ressource i mødet med sundhedsområdet.
Bogens forfatter, journalist Dorte Søholm, har fulgt arbejdet og hverdagen i erindringslejligheden. Desuden har hun indsamlet viden, reportagestof og interviews.
- Det har været virkelig rørende at opleve, hvordan mennesker, som ellers er afskåret fra deres egen livshistorie på grund af de skader, Alzheimer eller andre demenssygdomme har forårsaget i deres hjerner, pludselig bliver sat på sporet af erindringer og stemninger. Der kommer lys i øjnene, og der bliver grinet. Selvtilliden, som ellers kan være på nulpunket, fordi den demensramte føler sig ubrugelig, kan vokse, når den ældre igen kan bidrage med viden og historier, fortæller Dorte Søholm.
Hun suppleres af daglig leder af Erindringsformidlingen, Anne Marie Rechendorff.
- De gyldne øjeblikke kan opstå, når den demensramte får en bestemt kaffekop, en legetøjsbil eller et piskeris mellem hænderne. Men også duften af en særlig parfume eller lyden af et træk og slip kan være med til at tænde nogle glimt af minder fra en tabt tid. Vi kender det allesammen, men for den demensramte er det helt særligt at få lov at mindes, fordi det ellers kun går en vej, når demensen først har fået fat.
Bogen beskriver også, hvordan forskere fra Psykologisk Institut har fulgt Den Gamle Bys arbejde med at formidle erindringer, ligesom der fortælles om de kurser for plejepersonale, som museet arrangerer. Desuden kigger bogen også ud over Danmarks grænser, hvor Den Gamle Bys arbejde med demensramte borgere har bredt sig som ringe i vandet til en række andre lande.
Om bogen Til kaffe i erindringslejligheden - Den Gamle Bys arbejde med demens
- Skrevet af journalist og forfatter Dorte Søholm
- 154 sider lang og koster 249 kr.
- Udgives 22. september af Den Gamle By
Fotokreditering: Niels Åge Skovbo