Pejlemærker for en ny kulturpolitik frem mod 2040
11. marts 2026
Af Julie Rokkjær Birch
Lige nu taler vi meget om oprustning. Om militær, økonomisk og teknologisk robusthed. Men det mest undervurderede beredskab er stadig det kulturelle.
Når jeg går gennem de brolagte gader i Den Gamle By, slår én tanke mig ofte: Vores forfædre havde ikke mindre uro end os. De stod midt i krige, teknologiske kvantespring og sociale revolutioner. Alligevel byggede de institutioner, der kunne bære et samfund gennem forandring. Det bør også være ambitionen i Danmark i dag.
Mogens Jensen og flere politiske stemmer har rejst spørgsmålet om en langsigtet kulturpolitik frem mod 2040. Det er en kærkommen invitation, for vi har brug for at løfte blikket. Men hvis vi skal rykke noget for alvor, må vi først erkende, at kultur ikke er en luksusvare for de få. Kultur er en forudsætning for vores liv.
Vi tænker måske ikke over det, når vi tænder for radioen om morgenen eller ser en serie i tv om aftenen, men den er så integreret i vores hverdag, at vi sjældent registrerer den. På det bevidste plan ser vi det i tallene: Vi låner millioner af bøger, over 15 millioner gæster besøger årligt vores museer, og teatersalene fyldes af millioner af mennesker, der søger fællesskab i fortællingen. Kulturen er ikke noget, vi går "hen til", den er her allerede som samfundets operativsystem og som en del af vores kritiske demokratiske infrastruktur.
I en tid, hvor sandheden er under pres fra algoritmer og misinformation, bliver de fysiske kulturinstitutioner vores mest troværdige mødesteder. Det er her, både fakta og følelser er udgangspunktet, og her vi lærer at mødes i den frugtbare uenighed, som er demokratiets kerne. Vi danner os til borgere ved at spejle os i historien, og derfor skal vi anerkende disse rum som helt fundamentale og investere dem. Lad os kalde det demokratisk selvforsvar.
Jeg ser kultur som vores egentlige nationale beredskab. Kulturministeren har nedsat et udvalg til at se på vores kulturelle modstandskraft, og det er vigtigt. Men jeg vil også sende en direkte opfordring til Beredskabsministeren: Vi har brug for at vide, hvad vores kulturelle beredskab er, hvis krisen for alvor rammer. For når vi pakker kælderen med vand, knækbrød og dåseleverpostej, hvad pakker vi så med af kulturel proviant? Hvad skal vi passe på – både fysisk i form af vores uerstattelige kulturarv og intellektuelt i form af de værdier, der gør, at vi overhovedet har et samfund at vende tilbage til?
Et stærkt beredskab handler om at være rustet til at møde den fremtid, der venter os på den anden side. Her spiller vores kulturinstitutioner en afgørende rolle som samfundslaboratorier nu og her. Vi skal bruge historiens spejl til aktivt at eksperimentere med fremtidens fællesskaber, så vi ikke står magtesløse, når dagsordenen skifter.
Det kræver imidlertid, at vi tænker kulturpolitikken ud over dens nuværende silo. Kultur spiller ind i næsten alle politikområder – fra sundhed, økonomi til sociale forhold. Kulturen spiser ALT til morgenmad. Hvad nu, hvis alle ministerier havde en kulturambassadør, som kunne arbejde systematisk med kulturens potentiale inden for deres område og rapportere tilbage til Kulturministeriet?
Vi ser tendensen med de positive takter i Kulturpasset, som netop bruger kulturen som en nøgle til unges trivsel. Det er den vej, vi skal: Vi skal integrere kulturens potentiale i den overordnede samfundsudvikling, fordi kulturelle greb ofte er de mest effektive til at løse komplekse menneskelige udfordringer.
Dette fører os mod et nyt socialt løfte til borgerne. Vi ved fra både erfaring og impactanalyser, at kultur virker. I Den Gamle By ser vi det hver dag i vores arbejde med alt fra uddannelse, bæredygtighed til demensformidling. Kultur skaber livskvalitet og udvikling, hvor de gængse systemer ofte må give fortabt. Det er på tide, at vi gør "kultur på recept" og kulturelle velfærdstilbud til en naturlig del af vores samfundskontrakt. Det handler om menneskelig bæredygtighed og om at skabe rum for alle dem, der ellers risikerer at stå uden for fællesskabet.
Vi må spørge os selv, hvad det er for et Danmark, vi ønsker at overlevere til vores børn. Er det et samfund defineret af kortsigtede reformer, økonomiske nøgletal og effektiviseringer, eller er det et samfund med en levende sjæl? Hvis vi forsømmer den kulturelle dannelse og de fælles institutioner nu, risikerer vi at stå i 2040 som et folk uden fælles sprog for vores udfordringer. Vi risikerer at miste evnen til at kende forskel på sandhed og manipulation, og vi risikerer, at den sociale isolation for alvor slår bunden ud af vores velfærd.
Investeringen i kultur frem mod 2040 er derfor ikke en udgift, men en forsikringspræmie. Det er en forsikring mod polarisering, mod ensomhed og mod den historieløshed, der gør os sårbare over for fremtidens kriser. Vi skal passe på – og bygge videre på de brolagte gader, vi har arvet, men vi skal gøre det med blikket stift rettet mod horisonten.
Resten er, som bekendt, historie.