Vi bør begynde at beslutte, hvad vi vil bevare, allerede inden det er bygget

26. september 2025

Foto: Joachim Ladefoged

Af Julie Rokkjær Birch, direktør i Den Gamle By

Vores byers arkitektoniske og kulturelle udvikling skal bæres af mere end minder og bevaring. Byer skal bygges på erfaring. For alt er i fare for at blive bevaret – selv Danmarks kommende højeste kontorbygning, ’Mindet’. Indlægget er oprindeligt udgivet hos Jyllands-Posten. 

”Preservation is overtaking us” proklamerede den hollandske arkitekt og professor, Rem Koolhaas, på Columbia University 17. september 2004. Jeg overværede ikke selv forelæsningen, men læste hans essay med samme overskrift et par år efter, mens jeg fordybede mig i mine studier i Kunsthistorie på Aarhus Universitet.

Koolhaas’ ærinde var at vise, hvordan tiden mellem et bygningsværks opførelse og dets bevaringsstatus gennem de sidste århundreder er blevet dramatisk kortere: Tidligere gik der tusinder af år, før man mente, noget var værd at bevare. Nu bevarer vi bygninger, der kun er 30 år gamle eller yngre. Han advarede om, at en overdreven bevaringskultur kan kvæle arkitektonisk innovation og fremdrift. At vi risikerer at fryse byer i tid og gøre dem til museer.

Så galt ser det nu ikke ud her knap 20 år senere, hvor Koolhaas’ udsagn er dukket op i min erindring som en korkprop. For det skyder op med nye byggerier og højhuse i landets største byer. Indenfor en relativt kort periode i nyere tids kulturhistorie, har der med de senere års økonomiske vækst og velstand været så meget fut i fejemøget, at særligt én type arkitektur og byudvikling fremover vil buldre i landets bankende byhjerter:

Aarhus har lige nu danmarksrekord i højhusbyggeri. Lighthouse, som ligger på Aarhus Ø, blev færdigbygget i 2023 og er med sine 142 meter det højeste boligtårn i Danmark. Og lige nu er et nyt højhusprojekt i gang midt i gamle Aarhus – Mindet – som snart vil kunne overtage den grålige titel som ’Danmarks højeste kontorbygning’. Det glade byggeri fortsætter i Herning, København, Aalborg osv. i en grad, så man kunne spørge sig selv: ’Is development overtaking us’?

I dag har vi teknologi og ressourcer, som vores forfædre kun kunne drømme om. Alligevel risikerer vi at gentage gamle fejl: at bygge løsrevne boligområder uden blik for det liv, der skal leves imellem bygningerne. Flere af 1960’ernes moderniseringsprojekter står fx som en påmindelse om, at funktion og fællesskab ikke altid følges ad.

Det gode ved historien er, at den er et reservoir af erfaringer, og det gode ved fremtiden er, at man altid kan gøre det bedre næste gang. Politikere, arkitekter og developere kan med fordel kigge meget mere bagud for at tænke fremad. Hvordan blev byrum tidligere formet af menneskelige behov og ikke af trafiklogik, prestigeprojekter eller byggefelter?

Den Gamle By i Aarhus har lovmæssigt ansvar for at sikre kulturmiljøer og byens historiske lag og arbejder aktivt med nedrivningssager og lokalplaner. Og på museet formidles hverdagsliv, håndværk og byrum fra forskellige tider som levende erfaringer, vi kan lære af i dag. Nej, tidligere tiders byggeri var ikke altid bedre, men det var tættere forbundet med menneskelig skala, materialeforståelse og fællesskab.

Tilbage til Koolhaas’ pointe: Tidligere blev kun bygninger med høj historisk eller æstetisk værdi bevaret. I dag er det ikke et særsyn, at alt lige fra nyere parcelhuse til industriområder og højhuse bliver betragtet som bevaringsværdige. Mange højhuse er smukke og gennemtænkte i forhold til byens fællesskaber, kulturarv og helheder - og enkelte er endda nogenlunde bæredygtige. Mange er få eller ingen af delene.

Vi skal ikke lade bevaring overtage vores byer, men vi skal bygge dem på erfaring. Måske bør vi begynde at beslutte, hvad vi vil bevare, allerede inden det er bygget, når nu både fredningsfrekvensen og byggeriet accelererer.

For alt er jo i fare for at blive bevaret – selv Danmarks kommende højeste kontorbygning, ’Mindet’.