Åbner igen 10:00
Køb billet

Når politikere vil lukke et museum, de ikke har besøgt, er vi på farlig grund

13. november 2025

Julie Rokkjær Birch, museumsdirektør i Den Gamle By

Af Julie Rokkjær Birch, direktør Den Gamle By

Lidt valgflæsk er alle forundt, men vi må sætte grænsen - og huske armslængden - når politikere går til angreb på statsanerkendte kulturinstitutioner. Debatindlægget er tidligere udgivet i Jyllands-Posten 6. november 2025.

I marts 2025 underskrev den amerikanske præsident Trump et dekret med titlen Restoring Truth and Sanity to American History, der direkte rettede sig mod Smithsonian Institution og andre føderale kulturinstitutioner.

Smithsonian er en samling af nationale museer, der formidler alt fra videnskab og kunst til race, køn og demokrati. Dekretet krævede, at al "upassende, splittende eller anti-amerikansk ideologi" skulle fjernes fra museer og forskningscentre - herunder National Zoo.

Trump hævdede, at Smithsonian fremmede en "anti-amerikansk" ideologi, og at institutionens museer fokuserer for meget på de negative sider af USA's historie - som for eksempel slaveriet. Ifølge administrationen fremstiller nogle udstillinger amerikanske værdier som skadelige, og skatteborgernes penge bør ikke bruges til formidling, der "splitter amerikanere", lød det.

Fokus skal ifølge dekretet være på "amerikanisme", "amerikansk storhed" og et opløftende portræt af historien.

I august 2025 sendte Det Hvide Hus så et brev til Smithsonian med krav om en "omfattende intern gennemgang" af udstillingerne. Brevet pålagde museet at rette indholdet inden for 120 dage og erstatte "splittende eller ideologisk drevet sprog med samlende, historisk korrekte og konstruktive beskrivelser".

Initiativet har udløst hård kritik fra historikere og andre, som frygter, at administrationen forsøger at censurere historien og udviske de mørke kapitler af fortiden. De ser det som et forsøg på at forme den nationale fortælling efter et politisk ønsket billede. Når den amerikanske præsident, Donald Trump, angriber Smithsonian Institution, er det historieskrivning med politisk fortegn. Politisk kontrol.

Nu lyder der lignende toner herhjemme.

Dansk Folkeparti i Aarhus har meldt ud, at de vil lukke det statsanerkendte KØN - museum for kønnenes kulturhistorie. Ifølge partiets lokale spidskandidat, Thomas Kastrup Christensen, er museet blevet "for woke" og et "kønseksperiment", der ikke bør modtage skattekroner. Samtidig indrømmer han, at han aldrig har sat sine ben på museet.

Når politikere vil lukke et museum, de ikke har besøgt, handler det sandsynligvis om en generel modvilje mod emnet. Og så er vi på farlig grund.

Armslængdeprincippet eksisterer netop for at forhindre den slags. Vi har både lokale og nationale embedsværk, der fører tilsyn med, at museernes vedtægtsbestemte almennyttige formål opretholdes, og at museumsloven følges. Statsanerkendte museer er fagligt og historisk funderede forskningsinstitutioner.

De skal kunne bevare, indsamle, forske og formidle uden at frygte for støtten. Også når indholdet udfordrer magtens holdninger.

Det er vigtigt, at museerne med deres historiske viden og samlinger som troværdigt fundament også tør undersøge og vise de svære sider af historien, og at de tør bidrage til at kvalificere den offentlige debat. Museer skildrer vores fælles historie i al sin mangfoldighed, og de skal - som der står i museumsloven - "udvikle betydningen af den i samspil med verden omkring os".

For museer er ikke blot monumenter med samlinger af genstande. De er samfundets hukommelse og demokratiets samtalesalon.

Når politikere kræver, at museer kun beskæftiger sig med det ufarlige og ikke åbner deres historiske blik mod nutid og fremtid, bliver kulturarven fattigere - og samfundet dummere.

Trump er i gang med at forme den amerikanske historie ved at lukke munden på Smithsonian. Vi bør sikre, at det ikke kommer så vidt i Danmark. For når staten begynder at lukke sine museer, lukker den munden på sig selv.

Lidt valgflæsk er alle forundt, men her må vi sætte grænsen. Det er ikke museet, der politiserer. Det er politikeren.