Den Gamle By nomineret til prisen som Europas bedste museum

Pressemeddelse 11. marts
Den Gamle By er nomineret til en af Europas mest prestigefyldte museumspriser, der hædrer nyskabende museer med særligt fokus på publikumsoplevelsen.
Når Det Europæiske Museumsforum i juni uddeler sin årlige pris, European Museum of the Year Award (EMYA), kan Den Gamle By være på podiet. Det populære aarhusianske museum er nemlig på listen over de mest nyskabende og publikumsorienterede museer, som er nomineret til den fornemme hæder.
Stærke oplevelser
Prisen har til formål at hylde de bedste og mest nyskabende museer i Europa og sætte fokus på museer, der gør en særlig indsats for at skabe stærke oplevelser og udvikle nye måder at formidle historie, kunst og kultur på.
De visioner deler man i Den Gamle By.
- Vi er glade for nomineringen og den anerkendelse, der ligger i Den Gamle Bys måde at aktivere og forene nostalgi, traditioner og følelser som drivkraft og åbning til formidling af historien. Både for danske gæster, men også de mange udenlandske gæster, som opdager deres egen og dansk kulturhistorie på en og samme tid, siger direktør Julie Rokkjær Birch.
Inden nomineringen har Den Gamle By haft besøg af en delegation, der blandt andet havde fokus på den nye hovedindgang og hvordan fortællingen fortsætter med at rykke op i tiden eksemplificeret med 2014-gaden. Men også hvordan Den Gamle By inddrager det omgivende samfund som parcelhusområdet Skjoldhøjparken, hvor beboerne får hjælp og inspiration til at forstå deres egen historie.
To danske museer nomineret
Den Gamle By er ikke den eneste danske kandidat. Kaj Munk Museet i Vedersø Præstegård, som hører ind under Ringkøbing Fjords Museer, er også nomineret til den fornemme pris.
I alt er 35 meget forskellige museer fra europæiske lande på nomineringslisten. Blandt andre et tyrkisk hamam-museum, et skimuseum i Schweiz, et portugisisk designmuseum, det etnografiske museum i Budapest og det lettiske nationalmuseum for litteratur og musik.
Prisen vil blive overrakt lørdag den 13. juni ved EMYA2026’s årlige konference i Bilbao i Spanien.