Åbent i dag 10:00-17:00
Køb billet

Den Gamle By får fondsmidler til udstilling om håndværk og fagstolthed

7. februar 2022

Aage og Johanne Louis-Hansens Fond giver 2,5 mio. kr til realisering af ny udstilling om håndværk og fagstolthed. Udstillingen åbner i maj og bliver kronen på værket i Den Gamle Bys satsning på at fremme interessen for håndens arbejde.

”Den alsidige, fagstolte håndværker er en vigtig faktor for fremdrift i samfundet og samtidig afgørende for, at vi kan passe på det, som vi allerede har”, påpeger museumsdirektør Thomas Bloch Ravn. ”Samtidig forventes det, at der i 2030 vil mangle op mod 100.000 faglærte, og derfor er vi i Den Gamle By både glade og stolte for nu at få mulighed for at slå et slag for værdien af det gode håndværk”.

Udstillingen om håndværk og fagstolthed, som nu realiseres med støtte fra Louis-Hansens Fond, baserer sig på Den Gamle Bys mangeårige arbejde med emnet. For Den Gamle By er det naturligt at trække tråde fra nutidens faglærte tilbage til fortidens stolte håndværkstraditioner. Derudover arbejder museet tæt sammen med erhvervsskoler i Østjylland og en række nyudlærte svende, som i udstillingen fremviser og fortæller om deres svendestykker.

Det er planen, at udstillingen hvert år skal få fornyet aktualitet med nye eksempler på nogle af årets bedste svendestykker, hvor svendene på små film samtidig fortæller om deres arbejde.

”Danske håndværkere har en stor faglig kunnen, de er alsidige, og de kan improvisere”, fortæller Thomas Bloch Ravn, der selv har arbejdet indgående med håndværkets historie. ”Fagligheden grunder sig på uddannelse og fagstolthed, som har rødder helt tilbage til lavstiden før midten af 1800-tallet”.

Udstillingen om håndværk og fagstolthed føjer sig til den mangfoldighed af håndværksaktiviteter, som Den Gamle By har planlagt hen over sommeren. Her vil museets gæster kunne gå i dialog med fagfolk, ligesom gæsterne også kan få mulighed for at prøve, om de selv har den gefühl og det håndelag, som er kernen i det gode håndværk.

For Aage og Johanne Louis-Hansens Fond er Den Gamle By nærmest indbegrebet af godt håndværk, og fonden har tidligere bl.a. støttet museets arbejde med genskabelse af Møntmestergården.

Fondsdirektør Christine Wiberg-Lyng peger på vigtigheden af at vise navnlig unge mennesker, hvor meget man rent faktisk kan udrette med sine hænder og på den måde påvirke fremdriften i samfundet. ”Godt håndværk og materialekendskab er med til at fastholde god bygge- og restaureringskvalitet, og for Fonden er det relevant at støtte et projekt, som bidrager til forståelse og videreførelse af traditionelt håndværk og historiske kompetencer ikke mindst med henblik på fremtidig bygningsbevaring”, siger fondsdirektøren.

”I dagens Danmark kan vi være tilbøjelige til at tage for givet, at vi også har dygtige håndværkere om 20, 30 og 50 år” siger Thomas Bloch Ravn. ”Men det er ikke en selvfølge med mindre, vi gør en aktiv indsats herfor. Årets satsning er Den Gamle Bys bidrag hertil.”

”Godt håndværk – også i fremtiden” er den samlende titel på sommerens tema, der kan opleves i Den Gamle By fra maj og sommeren over.’