Kronik i Berlingske Tidende, 29. april 2016

Museer skal også være business

Af Thomas Bloch Ravn, museumsdirektør Den Gamle By

Thomas Bloch Ravn mener, at museerne er virksomheder, som ved siden af at være museer skal kunne forholde sig til forretning og service.

Mange steder i Europa tales der om, at der skal udvikles »new business models for art and culture«. Selv sidder jeg i et europæisk netværk, hvor vi taler om vore museer som »heritage entreprises«, altså kulturvirksomheder eller kulturarvsvirksomheder.

Det er her en vigtig pointe, at museerne ved siden af at være museer også er egentlige virksomheder for hvem ord som forretning, købmandsskab, konsolidering og service ikke er fremmede.

I USA fungerer en stor del af kulturen mere eller mindre på markedsvilkår, og i England skæres der i disse år hårdt ned på offentlige tilskud til kultur. Således har det berømmede Museum of Liverpool, der er 100 procent offentligt finansieret og højt profileret på gratis adgang, måtte reducere med mere end 30 procent gennem de senere år. Det kan man godt mærke.

Andre museer derimod, for eksempel det nordengelske Beamish, har i imponerende grad formået at ekspandere i både oplevelseskvalitet, besøgstal og egenindtjening.

Museet er i det væsentlige selvfinansierende og har på fornem vis formået at få markedsøkonomisk vind i sejlene, så den samlede museumsvirksomhed bringes fremad. Og det er netop det, der er pointen – at egenindtjening og virksomhedstankegang kan sætte museer – og andre kulturvirksomheder – i stand til bedre at løse deres almennyttige opgaver, end hvis de alene var finansieret af det offentlige.

Det er et centralt element i denne tankegang, at museerne i højere grad også selv skal tjene penge. Ligefor ligger her naturligvis den entré, som publikum betaler, men også områder som restaurant, butikker og udlejning af faciliteter kan være vigtige indtjeningsområder.

For at illustrere dette kan jeg oplyse, at Den Gamle By gennem de senere år har tjent cirka 55 mio kr. årligt, heraf de cirka 30 mio kr. i entré. Til sammenligning bidrager det offentlige med lidt under 30 mio kr. altså kun lidt mere end det halve af det beløb, som museet selv tjener. Dertil kommer 45 mio kr. fra fondsdonationer og sponsorater, som betaler for museets store udviklingsprojekter.

Alt i alt har Den Gamle By en samlet omsætning på ca 130 mio kr. – godt fire gange mere end det offentlige tilskud. Hvis man forestiller sig, at museet alene skulle drives for offentlige midler, måtte aktivitetsniveauet reduceres med tre fjerdedele.

De historiske huse ville blive dårligere vedligeholdt, vi kunne ikke passe ordentligt på de mange ting, vi er sat til at bevare, historiefortællingen måtte reduceres kraftigt, forskningen måtte reduceres og det samme gælder antallet af bogudgivelser. Vi måtte stoppe med erindringsformidlingen for ældre, der er ramt af demens, Jul i Den Gamle By måtte lukke, der ville ikke blive lavet særudstillinger, osv.

Den Gamle By ville i det hele taget blive langt mindre interessant og attraktiv for publikum, og museet ville utvivlsomt ikke længere kunne leve op til sin hidtidige status som et af Danmarks helt store ikoner på turismefronten.

Det er mit klare indtryk, at nogenlunde samme vilkår er gældende for museer som Rosenborg, Søfartsmuseet, Designmuseet, Aros, Moesgård, Louisiana og sikkert mange andre.

Set i lyset af disse betragtninger er det positivt, at regering og folketing for nylig har efterkommet ønsket fra Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst om at begynde at tage entré.

For snart 30 år siden fremførte den visionære canadiske museumsmand George F. MacDonald det synspunkt, at museerne bør tage ved lære af temaparker og kommercielle attraktioner.

Han forudså ligefrem, at den type attraktioner i fremtiden vil komme til at »spille den melodi, vi alle er nødt til at danse efter«, som han formulerede det. Hans forfriskende, offensive synspunkt var, at museerne skal se det som en udfordring, at de skal gøre op med deres elitære og kedelige image, og at de i stedet skal begynde at bruge de samme »våben« som »modstanderne«.

Med våben tænkte han bl.a. på at sætte publikum i centrum, på service, markedsføring, professionel PR, forretningsmæssig drift og en formidling, der taler til publikum fremfor til fagfolk.

Det var hans vurdering, at museerne ville kunne spille lige op med, ja måske ligefrem slå de mere kommercielle aktører. Det vil de kunne i kraft af deres faglighed, seriøse indhold og almennyttige sigte og ikke mindst på grund af det løft, som museerne vil få ved en mere forretningsmæssig drift.

Der er ingen tvivl om, at MacDonald har fået ret i sin hovedpointe. Ikke mindst i Nordamerika, England og Holland har mange museer optaget elementer fra de kommercielle attraktioner. Der er heller ingen tvivl om, at en tilsvarende udvikling allerede er godt på vej i Danmark, og der er næppe heller nogen tvivl om, at den løbende sparerunde på de offentlige finanser vil fremme en sådan udvikling.

I Den Gamle By siger vi, bl.a. med inspiration fra George F. MacDonald, at museet ikke er til for tingenes skyld eller for fortidens. Tingene er døde og fortiden er forbi. Nej, museet er til for menneskene i nutid og i fremtid.

Vi ved også godt, at rene toiletter og en god kop kaffe nemt kan være lige så vigtige for en god museumsoplevelse som udstillinger og installationer.

Og i forbindelse med den evige diskussion om, hvorvidt man skal betale entré til museerne, er vi nået frem til, at det er det eneste rigtige – i hvert fald for et museum som Den Gamle By.

Men vi siger klart, at vi ikke laver museum for at tjene penge – nej, vi tjener penge, fordi vi på den måde kan lave et bedre museum. Det er naturligvis vigtigt, at museerne ikke falder i den anden grøft og bliver helt som de kommercielle attraktioner.

Museerne skal, om jeg så må sige, »gå på to ben«. En troværdig forvaltning af museernes kerneopgave er og skal fortsat være det primære, man kunne fristes til at sige det urørlige, men samtidig er det relevant i et eller andet omfang at tænke som attraktioner.

Museerne skal først og fremmest være drevet af deres mission, den opgave, de er skabt til, og ikke primært af ønsket om indtjening eller profit. Heri ligger en afgørende forskel på museerne og de kommercielle attraktioner.

I et land som Danmark er det ikke muligt at drive museum uden væsentlig offentlig støtte. Det er vigtigt at slå fast. Vil man have stærke museer, må både stat og kommuner bakke markant op.

På den anden side er den model, hvor museerne næsten udelukkende finansieres af det offentlige, under stadig hårdere pres, idet den offentlige økonomi bliver mere fokuseret på opgaver som ældreforsorg, sygehuse, skole, forskning, flygtninge mv.

Det er derfor vigtigt, at museerne og deres bestyrelser tager fat på at finde frem til en forretningsmodel, så vi, der har ansvaret i disse år, kan medvirke til at geare museerne til også at spille en rolle i fremtiden.

For det er jo en banal, men ikke desto mindre vigtig pointe, at det ikke er nogen given sag, at samfundet kan blive ved at opretholde stort set de samme driftsvilkår for museerne, som har været gældende de seneste 40-50 år.

Ja, ret beset er det vel ikke nogen given sag, at vi overhovedet vil have museer i fremtiden.

Det er svært at spå, specielt om fremtiden, som Storm P så viseligt sagde. Men jeg mener, det er nyttigt – og vigtigt – at gøre forsøget. Mange er givetvis uenig i min spådom og de holdninger, den er udtryk for. Men lad det så være et udgangspunkt for debat.