Kronik i Berlingske 6. januar 2018

Et godt museum handler om "mig" - og noget, der er større

Af Thomas Bloch Ravn

Kulturminister Mette Bock har sendt museernes statstilskud og opgavemodel til eftersyn. Museumsdirektør Thomas Bloch Ravn fra Den Gamle By spørger her, hvorfor vi egentlig har museer og hvad deres rolle er.

”I en tid med hurtige og grundlæggende forandringer i samfundet bør det være helt naturligt, at de, der står i spidsen for museerne, med mellemrum stiller spørgsmål som: Hvorfor eksisterer dette museum? Hvor relevant er det for det samfund, som det er en del af? Hvad er dets vigtigste opgave? Og hvordan kan man måle dets succes?” Sådan skrev den markante engelske museolog Kenneth Hudson (1916-99) i en tekst fra 1977.

Når nu kulturministeren har sendt museernes tilskud og opgavemodel til eftersyn, kan der være god grund til også at tage en tur op i helikopteren og se på, hvorfor vi egentlig har museer og hvad deres rolle er i nutidens samfund? Ikke at økonomiske modeller og administrativ teknik er uvæsentlige ting, men når fokus er på økonomi og administration, glemmer man let de helt grundlæggende spørgsmål.

En af museologen Kenneth Hudsons landsmænd David Fleming, der siden 2001 har været direktør for National Museums of Liverpool gav sit bud på museernes overordnede rolle i et konferenceindlæg i 2013: ”Museerne skal tjene samfundet og ikke bare passe på samlinger af genstande. Museerne skal være socialt ansvarlige og tage fat på tidens store spørgsmål. De skal identificere de historier, der engagerer, bevæger og involverer den almindelige besøgende”.

Et tilsvarende synspunkt møder man i den amerikanske museolog Stephen E. Weils programmatiske udsagn: ”Museerne skal flytte deres fokus fra at være om noget til at være for nogen”. Citatet er titlen på en artikel fra 1999, som Stephen E. Weil (1928-2005) skrev om den konstante forandring af de amerikanske museer.

Det helt centrale for både Fleming, Hudson og Weil er museernes rolle i forhold til deres publikum og de grupper og samfund, de betjener. Museernes ”public quality”, som Kenneth Hudson og de mange, der er inspireret af ham, ville sige. Selvfølgelig skal museerne bevare, og de skal forske, men udgangspunktet må altid være gæster og brugere. Hvordan inspirerer vi dem, hvordan griber vi dem om hjertet, hvordan gør vi dem nysgerrige, så de åbner op for den indsigt, kundskab og erfaring, som museerne rummer?

At gøre dette kræver mere end bare faktuel viden, og det kan her være en nyttig inspiration at se på hvor begrebet ”museum” egentlig komme fra.

Museion er i den græske mytologi hjemmet for de ni muser, som alle var døtre af erindringens gudinde Mnemosyne. Den engelske museumsmand Peter Lewis, der 1990-2001 var direktør for Beamish Museum i det nordøstlige England, gjorde her en interessant observation, som han brugte i sin konstante kamp mod det, han kaldte ’the-museums-should-be-dull-brigade’. Han noterede sig det tankevækkende, at kun historiens og astronomiens muser, Clio og Urania, er inkluderet i det moderne museumsbegreb, mens de sidste syv muser, der har at gøre med de mere kreative aspekter af menneskelivet, ikke er med. Han argumenterer derpå for, at disse ekskluderede muser atter bør indlemmes i vores museumsbegreb, som dermed igen vil komme til at rumme elementer af det poetiske, det musiske og det dramatiske. Dermed genetablerer han også museumsbegrebets forbindelse til en humanistisk verdensforståelse frem for til et naturvidenskabeligt positivistisk videnskabsbegreb, der primært ser museerne som en slags vidensbank, hvor publikum kommer for at blive klogere og for at lære noget - akkurat som i skoler og på universiteter.

Museernes relevans har nemlig at gøre med andet og mere end at passe på gamle ting og skrive bøger og videnskabelige afhandlinger. Museernes dybeste værdi er ikke instrumentel og kan ikke reduceres til hverken viden, forskning, økonomisk omsætning eller attraktionskraft i turismesammenhæng. Men museernes dybeste værdi er ikke så let at sætte ord på. Akkurat som det er svært at formulere værdien af en nyudsprunget bøgeskov, et strejf på kinden fra én, man holder af, eller en begravelsessalme ved kisten i kirken.

Mit bud er, at museerne skal ses som en slags reservoir for identitet og forankring og for inspiration og forandring. Når museerne er bedst, er de steder, hvor de besøgende kan føle sig hensat til en anden verden, steder hvor de kan se og opleve noget, der er forskelligt fra deres hverdag - og hvorfra de, forhåbentlig, kan bringe noget med tilbage til nutiden. Det gode museum er på den ene siden et sted for diskussion og modsigelse, undren og udfordring, og på den anden side et sted for glæde, hygge, samvær og sammenhæng.

Et godt museum handler om ”mig”, og samtidig handler det om noget, der er større end ”mig”. Det har kant, det rummer kundskab og samtidig er det skønt, morsomt og inspirerende. Og så handler det på en eller anden måde ligeså meget om nutiden og fremtiden som om fortiden.

Derfor er det også vigtigt at museerne når bredt ud, ud til hele befolkningen og ikke kun til det klassiske museumspublikum, som lettere karikeret ofte beskrives som kvindelige gymnasielærere over 50.

De svenske museers nestor, jämtlændingen Sten Rentzhog (f.1937), var meget opmærksom herpå, da han i 1987 tiltrådte som direktør for Nordiska Museet i Stockholm for at bringe dette, nordens største kulturhistoriske museum, på ret køl: ”Det er ikke de kulturaktive, der er vores primære målgruppe. Det er de mallorcarejsende, tv-kiggerne, sofaliggerne, vindsurferne – alle de almindelige mennesker, som aldrig kunne drømme om at gå på museum”.

Sten Rentzhog var også opmærksom på, at museerne skal undgå alt, hvad der lugter af kulturelle og sociale skranker. ”Lad os sætte en ære i at være et folkets museum, et museum man kan identificere sig med, et museum hvor ingen behøver at føle sig mindre værd end andre, et museum som er alles ejendom.” Og han slog på at museerne skal fange folks følelser: ”Hvis stærke følelser og oplevelser kan blive det, vi husker fra et museumsbesøg, så har museerne fremtiden for sig. Museumsbesøget bør være som en spændende fodboldkamp eller teaterforestilling, som en forrygende rumrejse eller som en afslappende fisketur. Det er denne mulighed for at tale til følelser og sanser, som er det væsentligste, også når vi planlægger vore udstillinger”.

Det er interessant, at Sten Rentzhogs her er helt på linje med Artur Hazelius (1833-1901), hans fjerne forgænger, der i 1873 grundlagde Nordiska Museet og nogle år senere Skansen, verdens første open-air museum. Som et motto for sin museumsvirksomhed valgte Hazelius aforismen ”Kend dig selv”, som er en antik indskrift på væggen i Apollontemplet i Delfi. 

”Kend dig selv!”. Pointen er klar. Det er hverken fortiden eller tingene i sig selv, der er målet for museernes virksomhed, men derimod de mennesker, som oplever museerne – nu og i fremtiden.

Det tror jeg kan være nyttigt at have i erindring, når kulturminister, embedsmænd og museumsfolk de næste måneder skal diskutere museernes statstilskud og opgavevaretagelse.

Thomas Bloch Ravn er født 1954 og mag art i dansk kultur- og lokalhistorie. Han har siden 1996 været direktør for Den Gamle By. Han er formand for Dansk Center for Byhistorie og var fra 2007 til 2011 international præsident for Association of European Open Air Museums.