Julens lys

Spillet mellem lys og mørke er noget helt grundlæggende i den dobbelte fejring af solhvervet og Kristi fødsel, som vi kalder jul. Det kan være svært at forstå for nutidsmennesker, men aflægger man et besøg i Den Gamle By ved skumringstide, får man syn for sagen.

Af museumsdirektør Thomas Bloch Ravn

Jul er et hedensk ord, og julen er i bund og grund en hedensk fest. Selvfølgelig er julen meget mere, men grundlæggende er den en fejring af solhvervet, hvor året vender, og det går mod lysere tider. Man ser frem mod lysets snarlige komme som et tidens tegn for grøde, vækst og fremgang.

Knald på

Lyset er også i fokus i den moderne julefejring. Hvor man i dag taler meget om gaveræs, kunne man med ligeså stor ret tale om lysræs. Ikke mindst når man ser hus- og haveudsmykninger med tusindvis af lamper, der med farver og blink viser billeder af julemandens kane, julegaver og julestjerner i en sådan grad, at man knapt kunne få øje på julestjernen, hvis den nu atter skulle vise sig på himmelen. Eller hvis man går en tur på de større byers forretningsstrøg ser man lysudsmykninger, der siger spar to, og som fuldstændig tager udsigten til vinterhimlen.

I Den Gamle By får man en helt anden oplevelse.

Guuud, var der virkelig så mørkt?

Ja, det er et helt almindeligt spørgsmål i Den Gamle By i december måned. Og svaret er: Nej, i 1800-tallet og før var det meget mørkere. Men alligevel giver Den Gamle Bys gaslamper, portlygter og sparsomt oplyste stuer vi nutidsmennesker en fornemmelse af spillet mellem lys og mørke. Mange gæster er simpelthen så chokerede, at vi på museet ikke kan risikere at lave belysningen mere realistisk. I en by af Den Gamle Bys størrelse ville der før 1800-tallet næppe være gadebelysning overhovedet. Enhver måtte klare sig med egen lygte og tjenestefolk, der lyste vej. Man kaldte det at blive lyst hjem.
  
I løbet af 1800tallet kom der en slags offentlige gadebelysning, men alligevel ville der i en mindre købstad som Den Gamle By sjældent være mere end et par tranlamper i gadebilledet. Så det var virkelig mørkt.

Mere end ét tællelys var rent fråds

Indendørs klarede man sig i vidt omfang med skæret fra ilden i det åbne ildsted. Men man kunne også tænde et tællelys, som stort set svarer til vor tids stearinlys. 

Men kun ét. For lys var dyre at fremstille og derfor noget, man sparede på. Man havde normalt et lys i det rum, hvor man opholdt sig. Lyset stod i en stage, og forlod man rummet, tog man lyset med sig.
Det var ikke bare fråds, men også brandfarligt at lade lyset stå uden mennesker i nærheden. For at få mest muligt ud af lyskilden gjorde man ofte det, at man satte lyset på et bord med en hvid dug. Det er let at afprøve, og det er egentlig utroligt, så meget det hvide stof forstærker lyseffekten. Det er en af de mange teknikker, som er blevet glemt i historiens løb. 

Glimt af nisser

I dag er der ikke så mange, der tror på nisser, trolde og andet såkaldt overtro. Det skyldes måske, at vi er blevet mere oplyste i den forstand, at vi ved mere. Men det skyldes nok også, at vores verden og vores omgivelser med det elektriske lys er blevet mere oplyste.

Prøv blot at gå en mørkningstur i Den Gamle Bys gader. Eller kig ind til præsteenken i Eilschous Boliger, som alene oplyses af skæret fra ildstedet og et enkelt tællelys. Mørket er overalt, og hvor det møder det flakkende lys er der glimt og bevægelser, der giver let spil til fantasien. Så folk, der har øjnene indstillet på den rigtige måde, kan se nisser og andre små væsner, som normalt ikke viser sig om dagen. Ja, selv moderne, oplyste mennesker kan – ofte med en let gysen - komme ud for at se et eller andet, som de aldrig vil kunne få øje på i de rum, hvor de normalt opholder sig, og hvor man bare trykker på en knap på væggen – og så er rummet totalt oplyst.

Lys er fest

Når der var fest i de kredse, der havde råd, var lyset et vigtigt element. For de, der til daglig var vant til en enkelt lys, var det noget helt specielt at opholde sig i et fuldt oplyst rum.I et sådant festbelyst lokale var der nemlig ikke bare et enkelt lys, men mange lyskilder så som en eller flere lysekroner, der hver især havde adskilige lys, og der var lysskjolde på væggene og lysestager på bordet.

Juletæet med lys

Det er i den sammenhæng, vi skal se juletræet med lys på. En erindring om oplevelsen af det første juletræ i København fortæller:
 
”Alle Værelserne til Gaden var oplyste, især eet, og udenfor Vinduerne stod der ved femtiden mange mennesker, der højlydt gav deres forundring til kende. Det var nemlig rygtedes i Kvarteret, at folk i Ny Kongensgade havde set, at der nogle dage i forvejen var bragt et loftshøjt Grantræ ind i stuerne. Godtfolk spærrede Øjnene op. Sladderen gik, det forlød, at Træet skulde have tændte Lys på Grenene. Derfor var nysgerrige stimlet sammen for at se, hvorledes det vilde gaa…nogle troede vel, den unge Doktor og hans yndige Frue var blevet gale…De, der ej kunne styre deres alt for store iver efter at kikke ind af andres Ruder, satte Stiger op til dem, for at kunne titte ind under Gardinerne.”
  
Erindringen stammer fra den unge Alfred Hage, der i 1811 var til julefest hos den unge dr. phil. Martin Lehmann, der boede i Store Kongensgade i København.

Martin Lehmann var præstesøn fa Holsten og havde utvivlsomt kendt den tyske skik med pyntede og lysbehængte juletræer fra sin barndom. Nu havde han bragt skikken til København, og i de følgende år blev juletræet udbredt til det ganske land.

Lyset slukkes, så vi kan se lysene

Når danskerne juleaften tænder lysene på juletræet, så slukker de fleste på kontakten, således at man rigtig kan se det særlige lys, som de levende lys giver i samspillet med mørket. Det er noget af det, der gør julen til rigtig jul.

På samme måde med adventskransen, der fandt vej over grænsen fra Tyskland efter anden verdenskrig og for alvor blev udbredt i Danmark i slutningen af1940'erne. Jo nærmere vi kommer på julen, des flere lys tænder vi i kransen. Og vi nyder den typisk i mørkningen, for vi ville jo næsten ikke kunne fåøje på den i en fuldt oplyst stue.

Heller ikke den endnu senere skik med kalenderlyset kommer til sin ret i totaltoplyste rum. Eller den svenske – og nu danske – Luciaskik.

Vi skal passe på, at vi ikke lyser så meget, at vi slet ikke kan se lyset i mørket. For det er jo det, det hele drejer sig om.