Gavernes kulturhistorie

Af Juleinspektør Jens Ingvordsen

Julen var i renæssancen især en religiøs fest, men julegaver fandtes i velstående kredse. Det kunne være små, værdifulde ting, som husets herre delte ud til husstandens medlemmer: En sølvmønt, en sølvske, et bæger, en ring, eller der kunne være tale om julekager og julebrød til tjenestefolkene.
Frem til cirka 1850 var det de voksne, der gav gaverne til husholdningens børn og tjenestefolk.

Kønsspecifikke julegaver

Langt op i 1700-tallet var julelege stadig en vigtig del af julefejringen, men der blev også givet gaver. Julegaverne blev uddelt, før man gik over til julelegene.

Til børnene kunne der være en piv-i-røv-hest, en vogn, en lille violin, en vugge med en dukke, en fløjte eller en rangle, alt uindpakket og samlet i en kurv, hvorfra husfaderen så fordelte gaverne mellem børnene, således som Ludvig Holberg beskriver det i komedien Julestuen fra 1724.

Gaverne er nu og fremover meget kønsspecifikke, og de relaterer til modtagernes forventede roller i deres fremtidige voksenliv.

Op gennem 1700-tallet blev julen mindre og mindre en religiøs fest, og julen blev i velhavende kredse fejret som en elegant fest. Det dannede borgerskab fulgte levende med i det sene 1700-tals dramatiske begivenheder under den franske revolution, hvilket kunne udmønte sig i at husets søn skulle have en legetøjsguillotine og datteren en dukke klædt som madame Tussaud.

Periodens velstand i store dele af borgerskabet var baggrund for, at der var relativt mange gaver til børnene: En bold, dukkeseng, top og pisk samt kæphest og sabel.

Overklassen får juletræ

Juletræ dukkede op i de danske overklassehjem i begyndelsen af 1800-tallet, og spredte sig gennem de næste 50 år til hele borgerskabet.

Fra nu af er juletræ og julegaver forbundet. Julen blev stadig fejret som en selskabelig fest, det tændte og pyntede juletræ, der oftest stod i en urtepotte på et bord, bidrog til festen, og julegaverne lå uindpakkede under træet. 

Det kunne være det traditionelle legetøj til børnene og de enkelte familiemedlemmer kunne få sølvknapper, bogmærker, bøger med mere.

Juletræet nåede først langt op mod år 1900 ud til de mindre bemidlede. Men selv uden juletræ blev der fundet råd til lidt gaver, ofte praktiske: En varm, strikket hue eller strømper, en lille pung, en kridtpibe og simpelt legetøj som en snurretop, som det kan ses hos de fattige præsteenker i en stiftelse i 1833.

I midten af 1800-tallet var træet nu oftest et gulvtræ og gaverne til børnene indgik i træets pyntning, idet de blev hængt uindpakkede på træet sammen med lys og pynt. Når der ikke var plads til flere gaver på træet, lagde man dem uindpakkede på gulvet under det.

Gaverne til børnene kunne være sprællemænd, en Noahs ark, miniaturelandsbyer af træ, en tromme, en trompet, en dukke, en kæphest. Vi nærmer os den inderlige jul, hvor børnene er i centrum. Gaverne til de voksne lå blot på sofabordet, også de uindpakkede: Et par broderede seler til husherren, en hæklet pung til husmoderen.

Skolebørnene havde op til jul en lille erkendtlighed med til læreren som supplement til de skolepenge, der udgjorde størstedelen af hans løn. Det kunne være et par skillingsmønter, vokslys eller æbler.

Traditionerne omkring juletræet var endnu ikke faldet helt på plads omkring 1850. Julen kunne stadig være en elegant fest. Træet var kun pyntet til pynt.

Gaverne kunne være pjattegaver, der lå på et bord, og som man trak lod om: Et bind af Stændertidende, murbrokker med opdigtet antik oprindelse, et sjal, en sølvske, en snustobaksdåse, en stor tysk nøddeknækker af form som en soldat, en soldat af bemalet pap og en danserinde i et papirslot.

Børnene begynder også at give gaver

Omkring 1800-tallets midte skete et skred i den gamle fordeling, hvor det var de voksne familiemedlemmer, der gav gaver til børnene.

Perioden dyrkede børnenes uskyld, og de var på mange måder i centrum i familierne. Nu begyndte også børnene at give julegaver til familiens voksne, ofte selvfremstillede gaver: En pibesnor af perler til faderen, en ”trøster (nakkepølle eller brystluner) til familiens gamle bedstemor.

Gaverne hang stadig uindpakkede på træet, eller de lå under det: Tinsoldater, et dukkekomfur, igen nøje fordelt på børnenes køn. Der blev også givet julegaver til de fattige, hvis man kunne afse en gammel trøje eller et stykke aflagt legetøj.

Gaverne bliver pakket ind

Omkring 1890 satte klunketidens overlæssethed sit præg på juletræet. For at få plads til al pynten måtte gaverne ligge under træet. Dampmaskinen var et stort ønske for drengene.
Klunketidens overlæssethed satte sit præg også på juletræet. Det blev nu fyldt så kraftigt med pynt og konfekt i kurve, kræmmerhuse, net m.m., at der ikke mere var plads til gaverne. De måtte derfor alle ligge under træet, og her kommer nu overraskelsesmotivet ind for første gang, - de blev indpakkede. Dampmaskinen var et yndet legetøjsønske for drengene, tidens tekniske opfindelser fandt hurtigt vej til barnekammeret. Pigerne kunne ønske dukker og et dukkehus.

I et mindre velstående miljø ville der i begyndelsen af 1900-tallet ofte være nyttige gaver som for eksempel et par lunende underbukser til pigerne. Men drengen i familien fik en legetøjsubåd, - den netop overståede verdenskrig satte sit spor i legetøjets verden. Gaverne var indpakkede og blev lagt under træet.

Børnene begyndte nu at skrive deciderede ønskesedler, måske med et varekatalog som inspirationskilde. Og børnenes forventninger til julen var nu så store, at mange forældre valgte at udløse spændingen og give børnene en gave allerede om eftermiddagen juleaften.

Set over en 300årig periode var den religiøse del af julen veget for en kommercialisering, hvor gaverne til og fra familiernes medlemmer indtog en stadig vigtigere del af julefejringen.