opener

Aalborggården

Aalborggården i Den Gamle By er et kompleks med 5 huse der lå i Jomfru Ane Gade og Grotumgade i Aalborg.  

Aalborggården
Luftfoto af Aalborggårdens store kompleks. Øverst fra venstre er det trestokværkshuset, stenhuset, Grotumfløjen og bryggeriet. Kun den høje hvide bygning - højstolpehuset - stammer ikke fra Aalborgs Jomfru Ane kvarter.

Aalborggården

Husene fra Aalborgården var oprindelig en del af en stor købmandsgård, der lå ud til fjorden mellem Jomfru Ane Gade og Grotumgade. Komplekset blev fredet i 1918, men måtte få år efter alligevel rives ned. Fra 1799 til 1844 ejede overkøbmand Jacob Kjellerups den, og derfor har den båret hans navn. Bygningskomplekset blev også kaldt Den Klingenbergske Gård efter dens sidste ejer - Etatsråd H. Klingenberg. Bygningerne blev opført mellem 1570 og 1807.

Aalborggården på Torvet.
Aalborggården på Torvet. Fra venstre: Empirehjørnehuset, Stenhuset og Trestokværkshuset

Empirehjørnehuset

Det lyserøde hjørnehus er fra 1807. Det er et pudset murstenshus i empirestil, opført på hjørnet af Jomfru Anegade og Grotumsgade i Aalborg. Den var indgangsbygning og beboelseshus i en stor købmandsgård, Den Klingenbergske Gård, hvor den lå sammen med de huse, der også nu er dets naboer. Den lyserøde kalkfarve er den oprindelige. Indvendig er også trappegang og paneler originale.
Se storkøbmand Jakob Kjellerups bolig i Empirehjørnehuset.

Stenhuset

Ud mod torvet ligger stenhuset fra 1634, som også stammer fra Jomfru Ane Gade. Også i Aalborg lå huset sammen med de huse, der nu er dets naboer. Stenhuse var sjældne i de danske købstæder, da kun få borgere i 1600- og 1700-tallet havde råd til den slags prestigebyggeri.

Tre-stokværkshuset

Tre-stokværkshuset er fra 1585. Også dette bindingsværkshus stammer fra Den Klingenbergske Gård i Jomfru Ane Gade. Konstruktionen med stokværksfremspring gør hver etage lidt bredere og længere end den underliggende etage. Bindingsværkshuse i tre stokværk var sjældne i Danmark.  

Grotumfløjen

Bygningen Grotumfløjen er fra cirka 1580. Det er et bindingsværkshus i renæssancestil, som også stammer fra Den Klingenbergske Gård, hvor det lå ud mod den nu forsvundne Grotumsgade i Aalborg. 
I stueetagen ligger to butikker, en boghandel og en isenkræmmer, som indgår i Den Gamle Bys 1927-kvarter. 

Bryggeriet

Huset er opført i 1570, og historikerne mener at det oprindeligt blev brugt som magasin og herberg i det øverste stokværk.
Huset havde en ”hemmelighed” i karnappen – et gammeldags lokum. I karnappen var der hul i gulvet, og hemmeligheden hang oprindeligt ud over åen i Aalborg, så efterladenskaberne dumpede i åen.
Læs mere om Bryggeriet her  

Historisk foto fra Aalborg
Historisk foto fra Aalborg. Hjørnet Grotumsgade-Jomfru Anegade.
Historisk foto fra Aalborg.
Historisk foto fra Aalborg. Hjørnet Vesterågade-Grotumsgade.

Hussponsorer

Hussponsor for Aalborggårdens Stenhus er BDO Statsautoriseret revisionsaktieselskab

Hussponsor for Aalborggårdens Grotum-fløj er Spar Nord Fonden