opener

Bland din egen træbeskyttelse

Skal du have malet gavlen, skuret eller stakittet, kan du selv blande en træbeskyttelsesmaling, som folk har malet med i århundreder.

Træbeskyttelse
Torsten Lykke Nielsen maler et plankeværk ”kromoxidgrønt”med den historiske træbeskyttelse.

”Du kan lave malingen selv. Den er nem at male med, og så er det miljøvenligt,” siger Torsten Lykke Nielsen, malerformand i Den Gamle By.

Hovedingrediensen i træbeskyttelsen er rugmel-klister. Klisteret binder olie og vand sammen.

På museet bruger malerne træbeskyttelsen på bindingsværk, plankeværk, gavle og overalt, hvor der er ru træ.

Den Gamle By bruger især sod-sort, zink-hvid, okkerfarver udvundet af ler og oxid-farver. Men man kan blande alle farver i blandingen – også kemiske farvepigmenter.

”Den største fordel ved den historiske maling er, at du maler ét tykt lag direkte på ru træ – færdigt arbejde. Og så er det sundt for træet, der ånder godt gennem malingen, ” forklarer Torsten Lykke Nielsen.

Hans kollega kogte træbeskyttelse til et hus på Grønland. Næste morgen vågnede han op til nogle meget mætte og meget røde slædehunde. De havde ædt træbeskyttelsen, der smager lidt som havregrød. Hundene fik dårlig mave, overlevede, og fik deres normale farve igen.

Malingen skal have nogenlunde samme tykkelse som ymer. Den store fordel er, at du kun skal male én gang.

Opskrift på træbeskyttelse til udendørs ru træ - Svensk slamfarve

Opskriften bliver til cirka 12 liter træbeskyttelse, der dækker 5-8 m2 per liter – alt efter hvor tykt man smører på.

1 kilo fintmalet rugmel
400 gram zinkvitriol
400 gram harpiks
2 kilo linoliefernis
Farvepigment – efter eget valg – cirka 3 kilo. 
Vand

Til at blande delene sammen er det bedst af bruge en boremaskine med et piskeris.

Pisk rugmelet ud i 5 liter koldt vand. Kog det til melklister under konstant omrøring. Klisteret skal koge cirka 10 minutter.

Opløs zinkvitriolet i en liter varmt vand og rør det sammen med klisteret.
Opvarm linolie-fernissen og opløs harpiksen heri. Pas på, at olien ikke bliver så varm, at den selvantænder.

Bland alle delene sammen, mens de er lunkne.

Udrør farvepigment i blandingen. Lav en farveprøve. Når malingen dækker første gang er der nok farvepigment i.

Fortynd med vand indtil træbeskyttelsen har en konsistens som ymer.

Lad træbeskyttelsen stå til næste dag. Så bliver farvepigmentet opløst bedst.

Malingen holder i gennemsnit i 10 år - afhængig af lagets tykkelse, og hvilket verdenshjørne arbejdet vender mod. Men som ved alt andet udendørs malerarbejde råder Torsten Lykke Nielsen til, at man kontrollerer det udvendige træværk en gang om året og reparerer småskader.

Harpiks kan købes hos klassiske farvehandlere eller på nettet.