Herreskrædderi i 1890'erne
I byen var det almindeligt, at skrædderen havde værksted i hjemmet. Skræddere på landet havde hårdere betingelser og vandrede fra gård til gård.
Skrædderen syede frakker, jakker, bukser og indimellem også skjorter til byens herrer. Han sad på et bord ved vinduet med korslagte ben i skrædderstilling. De lige sømme syede skrædderen i 1890’erne på maskine, resten syede han i hånden.
Skrædderen Anders Bengtsson erindrer fra sin læretid omkring 1900:
”Derefter kom jeg i skrædderlære, det var en drøj omgang, inden man blev vant til at sidde med benene overkors, men til sidst blev det også en vane.”
"Skrinkel-ben" og "sortsvend"
Arbejdet i skrædderstilling tiltrak ofte personer med fysiske skavanker, fordi det var et stillesiddende håndværk. Det var derfor ikke altid lige velanset at blive skrædder. Betegnelsen "skrinkel-ben" er ifølge Ordbog over det danske sprog en svag person med lange, tynde og vaklende ben. Udtrykket blev brugt som nedsættende betegnelse for en skrædder.
Skrædderne havde også et indbyrdes hierarki: Mestrene skar tøjet til og havde højeste rang. En ”sortsvend” lavede det fineste arbejde. Han syede en kjole - den beklædning, der senere hed kjole og hvidt. Længere nede i hierarkiet lå frakkesvende, jakkesvende og buksesvende.
Skrædderens hus
Hus fra Svendborg er indrettet som hjem og værksted for en skrædder og hans familie.
Klunketidsbolig fra 1890
