Købstaden – uddrag fra bogen "Den Gamle By"
Den Gamle By er i sin grundstruktur anlagt som en gammel dansk købstad. Man kan sige, at museet er et koncentreret billede af en gammel købstad.
Definition af købstad
Købstad er i dag et historisk begreb, som siden kommunalreformen i 1970 ikke længere har nogen praktisk betydning. Den historiske købstad defineres ved følgende fire punkter, som alle skal være opfyldt før en by kan kaldes købstad.
- En vis tæthed i bebyggelsen i forhold til omegnen
- Bosættelsen skal være permanent
- En økonomisk specialisering i forhold til omegnen med vægt på handel og håndværk
- Et retsligt udskilt område med egen administration og særlige rettigheder, de såkaldte stadsretter og privilegier
Forskellen fra landsbyerne er således først og fremmest defineret ved den økonomiske specialisering omkring handel og håndværk samt udskillelsen som et særligt retsområde, mens købstæderne alene adskiller sig fra 18-1900-tallets stationsbyer, eller nye byer, ved at de udgør et særligt retsområde.
Rigtig by?
Hvad forstår moderne mennesker egentlig ved en by? Selvom mange danske byer i dag har både 50.000 og 100.000 indbyggere eller flere, er det de færreste steder, man finder en rigtig bystemning. Hvor ligger byen?, kunne man spørge, og svaret er, at i mange byer kan det være svært at finde miljøer, som man umiddelbart forbinder med en rigtig by.
Hvad for eksempel med Torvet i Ikast, Toftegårds Plads i Valby i København eller Banegårdspladsen i Odense? Nej, ikke rigtigt!
Hvad så med Frederiksstaden i København, Vestbyen i Vejle eller Sjællandsgadekvarteret i Aarhus. Ja, nu nærmer det sig, men alligevel ikke helt rigtigt. Men Strøget eller Gråbrødre Torv i København, Badstuegade eller Store Torv i Aarhus og Sct. Mogens Gade og Nytorv i Viborg. Ja, det er rigtig by!
Pointen er vel, at den ”rigtige” bystemning finder man især i de middelalderlige bykerner, hvor man har bibeholdt de grundstrukturer, der blev fastlagt i renæssancen, mens enevældens byprojekter og 1800tallets boligkvarterer nok har bystemning, men mangler det selvgroede præg, som kendetegner de ældste bykvarterer. I store dele af 1900årene har man ikke bygget byer med bystemning.
Købing og borg
De første købstæder opstod i vikingetid og tidlig middelalder. Ældst er Ribe, der blev grundlagt i 700tallet, Hedeby fra begyndelsen af 800tallet og Aarhus, der stammer fra 900årene. Men også Roskilde, Odense, Aalborg, Viborg, Slagelse og Ringsted hører til blandt de ældste byer, der så dagens lys før år 1050, da den store købstadsgrundlæggelse for alvor tog fart.
I årene fra 1050 til 1300 blev størsteparten af de danske købstæder grundlagt, mens antallet af byer, der blev grundlagt i senmiddelalderen var noget mere begrænset.
Marked er købstads moder, siger man, og sandt er det, at handelen var den væsentligste enkeltfaktor i købstadsdannelsen. Siden hen fik dog også etablering af kirker og klostre stor betydning for de enkelte byers position.
Byernes lokalisering blev bestemt af flere forhold, hvor især tilgængelighed i kombination med muligheden for forsvar bør fremhæves. Det var vigtigt, at folk kunne komme til og fra en købstad, og det var vigtigt, at de kunne opholde sig der i sikkerhed. Efternavnene –købing, handelsplads, og –borg, befæstet område, er således karakteristiske for mange af middelalderens købstæder. De opstod, hvor folk samledes i forvejen, for eksempel ved helligsteder, ved tingsteder, eller hvor trafik- og transportveje krydsedes, for eksempel ved et vadested, ved en naturhavn eller ved et vejkryds.
Kirker og klostre fyldte meget i middelalderens bybillede
Ved siden af handelen og håndværket spillede i middelalderen også kirker og klostre en væsentlig rolle. Ikke mindst fyldte de meget i bybilledet, idet borgernes huse af tømmer, ler og strå synede ganske ydmyge i forhold til kirkens markante teglstensbyggeri.
I middelalderen var bebyggelsen ret åben og husene omgivet af gårdsplads og have.
Blandt de ældste bygninger er de primitive grubehuse, som er enkle træhuse, hvor husets gulv ligger under jordoverfladen. Typiske huse i middelalderbyen var det simple bindingsværk med lerklinede vægge samt bulhusene og de såkaldte højstolpehuse. De fleste huse var tækket med strå eller spåner. Fra 1400tallet er der bevaret enkelte stenbygninger, men datidens jævne borgerhuse er for længst taget af tidens tand, og middelalderens bygningskultur findes i dag bedst bevaret i senere bygninger med middelalderlige træk.
I renæssancen begynder den moderne by at tage form
Som nutidens moderne samfund var også renæssancen en epoke præget af en vækst, hvor meget af det gamle blev revet ned til fordel for nybyggeri. Sammen med de tilbagevendende bybrande er dette en af de væsentligste årsager til, at der ikke er bevaret hele bymiljøer fra middelalderen.
Under reformationen 1536 blev mange kirker og klostre revet ned, og renæssancens byer fik derved nye byrum, der blev brugt til både torve og til nybyggeri.
I renæssancen begyndte de byer, vi kender i dag, at tage form. Torvene blev lagt fast, gadenettet fik faste strukturer, og borgerne begyndte at opføre deres huse i gadelinien, omend ikke i en ubrudt række, men ofte med frem- og tilbagespring og med slippe i skellet mellem de enkelte ejendomme. Bryggers, stalde, pakhuse samt gårde og haver blev placeret bagved.
Efter mange års stilstand kom der atter vækst i byerne, og i årene fra 1550 til 1650 etablerede kongemagten flere byer, hvis grundplaner adskiller sig fra middelalderens ved at være planlagte; Fredericia er med sine lige gader og regelmæssige plan det bedste danske eksempel på en sådan planlagt by.
Renæssancens opgangstid gav vækst til byernes borgerskab, og fra denne periode stammer de pragtfulde bygårde, hvor det danske bindingsværk nåede sin største udfoldelse.
Som på landet var også byernes borgere organiseret i fællesskaber. Ved overgangen fra middelalder til renæssance blev stort set alle disse fællesskaber defineret af medlemmernes erhvervsforhold, og således blev købmandsgilder og håndværkerlav købstædernes karakteristiske fællesskaber frem til 1700årenes oplysningstid, da individualiseringen efterhånden begyndte at afløse den gamle fællesskabsånd.
Stilstand i provinsen og vækst i København
1600tallets udmarvende krige med Sverige gik hårdt ud over købstæderne. Med enevældens indførelse 1660 rykkede både den politiske og den økonomiske magt til København, og de danske købstæder gik stort set i stå. Tiden frem til reformårene omkring år 1800 blev en stilstandsperiode for provinsbyerne, og i sammenligning med renæssancen var byggeriet småt og ydmygt.
Industri og nye byerOplysningstidens reformer i årtierne omkring 1800 skabte grundlag for fornyet vækst. Efter indførelsen af næringsfrihed med loven af 1857 blev denne vækst forstærket. Væksten udmøntede sig dels i, at købstæderne sprængte deres gamle rammer, og der opstod nye kvarterer, dels udmøntede den sig i dannelse af et meget stort antal nye byer, som under ét ofte kaldes stationsbyer. Som middelalderens købstæder opstod de nye byer, hvor folk kom sammen, for eksempel hvor veje krydsedes, hvor der var gode betingelsers for havneanlæg, hvor et mejeri blev anlagt, eller hvor veje krydsede jernbanerne, der fra 1860erne og frem til begyndelsen af 1900tallet efterhånden dækkede landet med et fintmasket net. Enkelte af disse byer, for eksempel Esbjerg, Herning, Struer og Skjern, fik senere status som købstæder, men hovedparten af de nye byer blev ikke formelt udskilt fra oplandet og forblev derfor stationsbyer. De sidste hundrede år har modernisering af byer og gadenet betydet, at mange bygninger fra renæssance og enevælde er blevet revet ned. Den Gamle By har dog været redningsplanke for en række af de mest markante bygninger fra perioden. Med kommunalreformen 1970 ophævedes skellet mellem landkommuner og købstadskommuner, og købstadsbegrebet mistede herefter sin formelle betydning. Men som hovedregel er det fortsat de ældste købstæder, der er de markante byer i det urbane landskab i Danmark. |