Fra Tyrkiet til Roskilde

En undersøgelse af tyrkiske gæstearbejderes bolig- og leveforhold 1968-1974

Af mag.art. antropolog/etnograf Danielle Guldmann Sekwati

Den Gamle By udvider med en moderne bydel anno 1974. I bydelen indrettes en museumslejlighed til en gruppe mandlige tyrkiske gæstearbejdere for at afspejle mangfoldigheden i de danske byer. Museets gæster får altså mulighed for at besøge en bolig, som viser hvordan tyrkiske gæstearbejdere boede og levede i 1974. For at klarlægge dette igangsatte Den Gamle By i 2010 en forundersøgelse, hvor en størregruppe gæstearbejdere fortalte om deres liv. Resultatet af forundersøgelsen er baggrund for denne artikel.

Den danske industri ønskede udenlandsk arbejdskraft

Der var mangel på arbejdskraft i Danmark i 1960’erne og starten af 1970’erne. Den danske industri forsøgte fra 1964 at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. Det lykkedes dog først for alvor at tiltrække tyrkiske gæstearbejdere fra 1969, da Tyskland skærpede reglerne for indrejse for gæstearbejdere. De mange tyrkiske gæstearbejdere, der fandt vej til Danmark, blev derfor en del af bybilledet i de større og mindre danske byer fra starten af 1970’erne og frem.

Derfor blev det Danmark

I 1969 besluttede en ung, tyrkisk mand sig for at rejse til Vesteuropa fra Tyrkiet. Siden han var 15 år havde, Orhan – som han hed – passet sin afdøde fars forretning, og han havde nu lige aftjent sin værnepligt. Da han kom tilbage fra værnepligten,var mange tyrkiske mænd fra hans område allerede søgt mod Vesteuropa, og Orhan kendte mange af dem. Der var stor arbejdsløshed i Tyrkiet, derfor søgte de vestpå i håbet om at finde beskæftigelse. 

Orhan valgte derfor også, i en alder af 23 år, at forlade sin fødeby Sivas for at finde lykken i Vesten. De fleste Orhan kendte var taget til Vesttyskland, men det var ikke hans mål. Han ville til Danmark! Han havde nemlig hørt, at tyrkiske gæstearbejdere i Danmark blev behandlet bedre end andre steder i Europa, og det tiltalte ham.

Det rygtedes i Tyrkiet, at der var koldt i Danmark, så der kom godt med varmt tøj i kufferten. Inden han indledte den lange rejse til Danmark, pakkede han også nogle små flasker ouzo, sit pas og
5000 kr.

Denne historie om Orhans rejse til Vesten er blot én af mange, som blev indsamlet, da Den Gamle By gennemførte undersøgelsen, der skulle belyse de første tyrkiske gæstearbejderes boligforhold i de danske byer 1968-1974. Hans videre historie indrammer fint, hvordan flertallet af tyrkiske mænd oplevede deres tid som gæstearbejdere i perioden.

Sådan fandt Orhan sin vej til Danmark

Orhans endelige mål var Roskilde. Her havde han et familiemedlem, der ventede på ham. I Hamburg mødte han nogle danske piger i toget, der tilbød at hjælpe ham til Roskilde, hvilket de gjorde.

I 1969 var der kun 542 tyrkiske gæstearbejdere i Danmark, så da Orhan kom til Danmark, var han en af ganske få tyrkiske gæstearbejdere. Året efter tredobledes antallet, og i 1973 valgte 2579 tyrkere at komme til Danmark – heraf 703 kvinder. I 1974 havde 5730 personer af tyrkisk oprindelse arbejds- og opholdstilladelse i Danmark.

Der, hvor arbejdet er…

Som gæstearbejder rejste man dertil, hvor arbejdet var. I Danmark fik Orhan hurtigt arbejde, og han havde de næste mange år kortere eller længere ansættelser på fabrikker, jernstøberier og som busvasker forskellige steder i landet. Dette mønster med kortere eller længere ansættelsesperioder var udbredt blandt de tyrkiske mænd, der deltog i undersøgelsen.

Mange af de første tyrkiske gæstearbejdere, der kom til Danmark, var veluddannede svejsere, som den danske industri havde brug for.

De fik det tunge industriarbejde, som mange danskere ikke ønskede at udføre på fabrikker, jernstøberier eller andetsteds. Mange af mændene i denne undersøgelse var ufaglærte, men de havde nogen erfaring med håndværk fra Tyrkiet.

Velkommen til Danmark

Orhan følte sig godt taget imod i Danmark. Allerede i Hamburg havde de unge danske piger jo vist ham gæstfrihed. Det var ikke usædvanligt, at gæstearbejderne blev inviteret hjem til en dansk familie. Nogle steder blev der holdt små velkomstfester, hvis de var flere tyrkere, der kom på en gang for at arbejde lokalt. De andre mænd i undersøgelsen beretter ligeledes om, at de blev taget godt imod af danskerne. Dette ændredes dog i forbindelse med oliekrisen i 1973, hvorefter der blev rift om arbejdet i Danmark og med den voksende nationalfølelse, der opstod, da Danmark indgik i EF i 1973.

Mod på livet i et nyt land

Orhan var en ung mand, da han kom til Danmark. Han var eventyrlysten og havde mod på livet et nyt sted. De mænd, der deltog i undersøgelsen, som var under 30 år, da de kom til Danmark, husker deres første tid i Danmark, som en god tid. De var interesserede i det nye samfund, de skulle bo i. De lærte at tale dansk, og de omgikkes både danskere og tyrkere. De havde lyst til eventyret og til at opleve nyt. Der var dog stadigvæk en forventning fra familiens side om, at de unge sendte penge hjem.

Nogle af de unge mænd blev motiveret til at tage med deres fædre eller andre mandlige familiemedlemmer til Danmark, fordi de ønskede sig en uddannelse, og de håbede, at opholdet i Danmark, ville give dem mulighed for dette. Flere af de unge mænd fik da også en uddannelse – enten mens de arbejdede eller efterfølgende.

Mændene, der var over 30 år ved deres ankomst, havde ofte en anden oplevelse af Danmark. Mange måtte tage den lange rejse mod Vesten, fordi de havde en familie at forsørge i Tyrkiet. De holdt sig tit for sig selv,de lærte ikke meget dansk, og de omgikkes primært andre tyrkiske mænd. Personer i denne gruppe beretter, at flere af deres arbejdskammerater rejste tilbage til Tyrkiet, da de havde tjent penge nok.

Derfor valgte de at blive

Efter at have arbejdet og boet forskellige steder, slog Orhan sig ned i Odense-området, hvor han bor i dag. Han blev efterfølgende gift og stiftede familie. Mange tyrkiske gæstearbejdere valgte at slå sig ned i Danmark permanent. Hverken de tyrkiske gæstearbejdere, det danske erhvervsliv eller politikerne havde overvejet, at mange ville tage permanent ophold i Danmark. De tyrkiske gæstearbejdere havde da også oprindeligt ønsket at rejse hjem til Tyrkiet efter en tid.

Forholdene i Tyrkiet var dog, med stor arbejdsløshed og voksende sociale uroligheder,imidlertid ikke blevet bedre i løbet af 1970’erne. Det var en del af baggrunden for, at personerne, der deltog i undersøgelsen, valgte at blive i Danmark. Desuden var både muligheden for en bedre økonomisk fremtid og Danmarks politiske styreform også vigtig for dem. Mange valgte derfor at lade sig familiesammenføre i Danmark med deres koner og eventuelt senere deres børn. Flere af de unge tyrkiske gæstearbejdere tog til Tyrkiet og blev gift og tog efterfølgende deres koner med til Danmark.

Ingen arbejdstilladelse efter 1973

Indtil 1973 kunne en person, der ville til Danmark, relativt nemt få en arbejdstilladelse. Man kunne enten få en arbejdstilladelse inden indrejse, man kunne rejse til Danmark på turistvisum, få arbejde og blive i landet, eller man kunne få tilladelsen hos rigspolitichefen. Fra 1973 udstedtes ikke længere arbejdstilladelser til personer fra 3. verdenslande, hvortil Tyrkiet hørte på daværende tidspunkt. Men selvom der ikke længere blev udstedt arbejdstilladelser, steg antallet af tyrkere i Danmark de efterfølgende år på grund af familiesammenføringerne. Den demografiske sammensætning af de nu herboende tyrkere ændredes derfor også, da antallet af kvinder og børn steg.

Familiesituation former boligvalg og indretning

De tyrkiske gæstearbejderes boligvalg og interiør var i høj grad defineret af deres familieforhold. Mændenes liv, deres familieforhold, skiftende arbejdspladser, en forventning om at investere i familiefortagende i Tyrkiet, forsørgelse af familien i Tyrkiet, en investering i børnenes uddannelse og fremtid var forhold, der afspejledes i deres boligvalg.

Nogle af gæstearbejderne valgte at leje billige boliger, og de boede ofte mange sammen. Andre fik stillet en møbleret bolig til rådighed af arbejdsgiverne. Boligerne var ofte spartansk indrettet. Der var som regel en kuffert eller en lille kommode/skab med tøj, en eller to sovesofaer, et bord, måske et tekøkken og en radio, så de kunne følge nyhederne om Tyrkiet. Nogle havde kassettebåndsafspillere, hvor de lyttede til kassettebånd med tyrkisk musik eller ’kassette-breve’ fra familien i Tyrkiet.

På væggen hang der gerne tøj, en frakke eller det fine jakkesæt fra genbrugsen, på en bøjle. Ofte købte de ældre mænd et jakkesæt, som de brugte i deres fritid. Flere af de interviewede personer i ungegruppen, nævner dog, at de havde lidt nyt tøj, som de brugte, når de skulle i byen og danse. I boligerne kunne også være enkelte genstande fra Tyrkiet, hvis mændene havde været hjemme på besøg. Det kunne eksempelvis være vægtæpper eller plakater.

Der skulle spares

Leveomkostningerne skulle holdes på et minimum, så der kunne sendes så mange penge til familien i Tyrkiet som muligt. Møbler og tøj blev derfor oftest købt på loppemarkeder eller i genbrugsbutikker. Huslejen forsøgte de ligeledes at reducere ved at være flere om at dele den, hvorfor de ofte boede flere sammen på lidt plads.

Maden skulle også være billig, og den bestod i starten af 1970’erne af fødevarer, der var tilgængelige i de danske supermarkeder. Havde gæstearbejderne været hjemme på ferie, eller kendte de folk, der havde været hjemme, medbragte de gerne bønner, tørret frugt og krydderier til Danmark.

Mandeboliger

I starten af 1970’erne boede de mandlige tyrkiske gæstearbejdere næsten udelukkende sammen med andre tyrkiske mænd. Enkelte boede alene, og nogle boede med deres danske kærester. Enkelte boede med deres koner i delelejlighed eller på klubværelse, og nogle kvindelige informanter beretter om, at de og manden boede sammen på eget klubværelse med mænd som naboer. En enkelt kvinde boede med sin far og bror, men hun boede dog alene på et tilstødende klubværelse. 

De fleste kvinder i undersøgelsen gik også på arbejde i perioden. Havde ægteparrene børn i Tyrkiet, blev de ofte boende der en stund uden forældrene,hvorefter de kom til Danmark. 
Det generelle træk i undersøgelsen i starten af 1970’erne var derfor, at mændene primært boede med andre mænd. Mønstret ændrede sig fra 1972-1974 og frem, da mange valgte at lade sig familiesammenføre. 

Da familierne kom til Danmark – fra en bolig til et hjem

Familiesammenføringerne påvirkede indretningen af hjemmet og valget af bolig. Da mange af de tyrkiske gæstearbejdere valgte at lade sig familiesammenføre, ændredes deres boligvalg og boligforhold. Fra 1972 blev det krævet, at manden skulle have en passende bolig, for at få tilladelse til familiesammenføring. Efterhånden som kvinderne flyttede ind sammen med deres mænd i større, mere familievenlige boliger, blev der også investeret i bedre møbler. Nogle familier valgte endda at anskaffe et brugt tv. I hjemmene var nu flere pyntegenstande, og kvindernes håndværk begyndte at pryde hjemmene.

Ændringen i boligforholdene kan ses som en ændring fra bolig, hvor man bare sov og spiste, til et hjem, som en af informanterne beskriver det. Boligen gik fra at være et sted, hvorfra man en dag skulle rejse tilbage til hjemlandet, til et sted, hvor man nu skulle skabe og definere et nyt liv og hjem for sig selv og sin familie i Danmark.

Indretning af museumslejlighed – maden ud af vinduet

Udgangspunktet for Den Moderne Bysmuseums lejlighed er en mandebolig beboet af flere tyrkiske mænd. De fleste personer, der deltog i undersøgelsen, var mænd, og de boede oftest flere sammen i eksklusive mandeboliger. Møblerne i museumslejligheden er slidte. På hvert værelse er der en til to sovesofaer. Sovesofaerne var meget benyttede blandt gæstearbejderne, fordi de hurtigt kunne gøres til ekstra sovepladser, og fordi der på den måde kunne være mange sovepladser på lidt plads. Der var altid plads til en nyankommet gæstearbejder eller venner, der arbejdede andre steder i Danmark, hvis de skulle komme forbi, og manglede et sted at sove.

Madlavning var noget de færreste mænd interesserede sig for. Madlavningen skulle derfor være nem og simpel. Nogle købte madpakker på arbejdet og tog dem med hjem, men langt de fleste lavede dog selv deres mad. De færreste havde et køleskab, medmindre det var i lejligheden ved indflytning, og de købte derfor mad fra dag til dag. Maden blev opbevaret i værelserne og om vinteren hang det i en pose ud af vinduet. I museumslejligheden hænger derfor en pose med mad ud af vinduet. Der er ligeledes forskellige fødevarer som æg, kartofler, løg, ost og brød på værelset. Råvarerne, der blev benyttet i madlavningen, var dem, som var tilgængelige i danske supermarkeder.

I museumslejligheden foregår madlavningen på elektriske kogeplader. På hvert værelse er et lille bord, hvor de spiser deres måltider. På værelserne er et begrænset antal kopper, tallerkener, gryder, pander og andet service med forskellige mønstre og stil. På væggene hænger billeder af familien i Tyrkiet. Der hænger også vægtæpper. Hvis der var gardiner og tæpper i boligen, var de efterladt af de forrige lejere, og var derfor slidte og gamle. Museumslejligheden illustrerer således beboernes situation gennem de genstande, der er at finde i lejligheden.

Gæstearbejderne på Facebook

I forbindelse med projektet blev der oprettet en Facebook profil: ’Fortæl de tyrkiske gæstearbejderes historie’. Der har været stor tilslutning til siden, hvor Den Gamle By uploader billeder af de tyrkiske gæstearbejderes liv. Billederne er lånt eller doneret af personer, der har deltaget i undersøgelsen. Enkelte brugere af siden har ligeledes uploaded billeder. Der er dialog og aktivitet på siden, som på mange måder er blevet brugernes forum. Endvidere har Den Gamle By brugt siden til at fortælle om projektets udvikling og forskellige begivenheder.

Information om undersøgelsen

Undersøgelsen var baseret på et kvalitativt samt kvantitativt undersøgelsesdesign og foregik i et bredt samarbejde med tyrkiske foreninger i hele landet. Den var støttet finansielt af Kulturarvsstyrelsen samt Bodil Christiane Kolding Sneums Fond.