Kernefamilien
Kernefamiliens lejlighed er indrettet med udgangspunkt i familien Meyers liv omkring 1974. Økonomisk går det godt, og familien planlægger at flytte i parcelhus.
Jørn Meyer fortæller om familiens liv i 1974 - 2.18 min
Udflytning til forstæderne
I 1960'erne og 1970'erne oplevede mange familier, at de fik flere penge mellem hænderne. De flyttede fra byernes små, nedslidte og umoderne lejligheder til forstæderne.
Med kernefamiliens lejlighed vil museet fortælle om en lille familie, som står over for udflytning til parcelhus. En flytning der gøres for børnenes skyld.
Udgangspunktet er Jørn og Lena Meyer og deres to børn. De boede i lejlighed i Vejle i begyndelsen af 1970’erne.

En typisk kernefamilie
Jørn arbejdede som klejnsmed og Lena var hjemmegående i 1970'erne. De stod normalt op ved sekstiden og spiste morgenmad. Jørn gik på arbejde klokken syv.
Når han var gået på arbejde, vækkede Lena børnene. Hun tog dem med på legepladsen, på indkøb og en gang i mellem var de på besøg hos Lenas forældre, som boede i nærheden.
Når Jørn kom hjem fra arbejdet spiste de aftensmad sammen ved sekstiden. De spiste traditionel dansk mad - lavet fra bunden. Ved festlige lejligheder drak de voksne øl, og børnene fik en rød sodavand.
Lejlighedens indretning
Jørn og Lena giftede sig i midten af 1960'erne. Da de stiftede hjem indrettede de sig med nye teaktræsmøbler. Det var ikke bestemte designere, men stilen, som parret kunne lide. Det afspejles i lejligheden.
Lejligheden er altid pæn og ryddelig. Man ser, at Lena interesserer sig for porcelænsmaling, da der står hjemmemalet porcelæn i lejligheden. En af Jørns interesser er fotografering, og på badeværelset ses hans anstrengelser for at fremkalde fotos.

Hjemmegående husmødre
I 1960'erne var der mangel på arbejdskraft, og de hjemmegående husmødre var en oplagt arbejdskraftreserve. Den nye og revolutionerende påstand var, at kvinderne hverken udnyttede deres evner eller fik et tilfredsstillende liv, hvis de fulgte det traditionelle kald som husmor. Husmoderens dage var talte. I 1960 havde 30 procent af alle gifte kvinder erhvervsarbejde. I 1980 var tallet 85 procent.
Husmoderrollen - en historisk parentes
"Med industrialiseringen og urbaniseringen bliver den snævre kernefamilie den nye familienorm. De større husholdninger og storfamilier i landbrug, håndværk og handel var på vej ud til fordel for en ny tids kernefamilie med en udearbejdende fader, en hjemmegående husmoder og de søde børn, som netop skal være børn og ikke små voksne. Det nye familieideal voksede frem blandt byernes bedre borgerskab og bredte sig herefter ud til resten af samfundet – langsomt"
Museumsinspektør Keld Dalsgaard Larsen.
Tårnborg
Tårnborg er det store hjørnehus i det moderne bykvarter fra 1974. Her kan man blandt andet besøge tre lejligheder og en gynækologklinik. I stueetagen på hjørnet ligger konditoriet Cafè Bonnich.
Det statelige hjørnehus med tårn er en rekonstruktion af et eksisterende hus i Helsingør fra 1898.
