Fotoborgen
I Den Gamle By er Fotoborgen genskabt som facade og vinduesudstilling.

Butiksvindue
Fotoforretningernes butiksvinduer havde typisk et omfattende reklamemateriale fra de store producenter i branchen. Plakater, klistermærker og skilte fra Agfa, Kodak, Eumig, Rollei med flere var klemt ind på den sparsomme udstillingsplads. Det er et tidstypisk træk, at reklameplakaterne ofte havde letpåklædte kvinder som blikfang.
Fotoborgen er et eksempel på en mindre fotoforretning, hvor udbuddet ikke var helt så stort, som i de større butikker.
For at få et så korrekt udvalg af kameraer som muligt, har Danmarks Fotomuseum bidraget med datering samt leveret nogle af kameraerne.


Facade fra Randers
Udstillingsbygningens ydre er en rekonstruktion af en facade, der stammer fra biografen Kosmopalæet i Randers. Biografen blev opført i Brødregade i 1923, men er revet ned forlængst. Facaden er sat uden på Dansk Plakatmuseum og Kunstkammeret. Formålet er, at bygningen - der indvendigt er en moderne udstillingsbygning - nu passer ind i 1970’er-kvarteret.

Facaden er bygget af genbrugssten fra nedrevne bygninger, som oprindeligt er opført i samme periode.
I Den Gamle By pryder to butiksfacader bygningen: Bækgaards Rejsebureau og Fotoborgen.