Boutique elle

I 1969 åbnede den første elle modebutik i Nørregade 21, Århus. Sortimentet var 4.000 herreundertrøjer farvet i tidens hotte farver til 19,85 kr. stk. De var et hit. Sortimentet blev løbende udvidet til nederdele, kjoler, gabardinebukser, poplinfrakker med mere i en kombination af mærketøj og tøj designet til elle, med deres eget logo i nakken.
Inspirationen til den oprindelige facade og indretning kom fra The Beatles-sangen Yellow submarine og rumraketter - hvilket ses både i facadens runde former, metalplader på gulvet i butikken, vandrør til tøjet, og sølvfarvede vægge.



Hjørnehuset fra Ringsted
Huset på hjørnet er en tilpasset rekonstruktion af en nu nedrevet etageejendom i Ringsted. Det oprindelige hus lå på hjørnet af Nørregade og Parkstræde fra slutningen af 1800-tallet til 1969. Fotos af det historiske hus dannede forlæg for rekonstruktionen i Den Gamle By. Ringsted-huset blev valgt, da det imødekom specifikke behov til etagehøjde, størrelse, hjørnevinkel og bygningstype.