opener

Syng historien

Lørdag 31. august afholder Aarhus Festuges projekt Stemmer Bygger Bro i samarbejde med Den Gamle By en guidet sangtidsrejse under overskriften “Syng Historien”. Stemmer Bygger Bro belyser i løbet af Festugen det at synge sammen fra flere forskellige vinkler, og denne lørdag dykker vi ned i fællessangen i Danmark og den funktion, sangen har haft i forskellige perioder af vores historie. 

På sangtidsrejsen vil du blive guidet rundt i Den Gamle By, mens du hører om fællessangens Danmarkshistorie og sammen med de andre deltagere prøver kræfter med nogle af de sange, der har haft særlig betydning. Forsker Lea Wierød Borčak og fællessangsleder Gustav Berg vil lede dig gennem den danske fællessangs skiftende udtryksformer fra dens spæde begyndelse for et par århundreder siden til i dag. Du vil blive taget tilbage til 1700-tallets klubviser, den folkelige sangs opblomstring i 1800-tallet, sang i krigs- og fredstider, 1970’ernesprotestsange og meget andet.

Sangtidsrejsen starter kl. 11 og kl. 13 og varer ca. én time. Mødested: Ved A-skiltet på Teaterpladsen inden for Museets indgang fra Viborgvej 2.

Arrangementet kræver tilmelding, og der er plads til 25 deltagere på hvert hold. Deltagelse kræver billet til Den Gamle By, og den købes ved Den Gamle Bys indgang med rabat til følgende priser: 100 kr./voksne, 50 kr./studerende. Børn under 18 og folk med årskort gratis. Du kan selvfølgelig blive og opleve resten af museet efterfølgende. Bemærk, at arrangementet ikke er for dårligt gående.

Tilmelding via Den Gamle By på mail: reception@dengamleby.dk

Tidspunkt: Lørdag 31/8 kl. 11 og kl. 13

Arrangeret af: Aarhus Festuge og Den Gamle By