opener

Samtalesaloner

Museumsbesøg, frokost og den gode samtale

Samtalesaloner i Den Gamle By og på Besættelsesmuseet

Den Gamle By tilbyder museumsbesøg for dig, der har lyst til at møde nye mennesker, der også er interesseret i historie og museer. Der vil være i alt tre Samtalesaloner, hvor du får mulighed for godt samvær omkring spændende emner.

Med samtalen i fokus vil hver Salon bestå af et underholdende fagligt oplæg fra en af museets inspektører. Dernæst vil der være en frokost. Salonen rundes af med kaffe og en god snak, hvor vi taler om emnet og de minder, som dagens tema vækker.

Ved hver salon deltager medværter fra folkekirken.

Første salon
handler om Genforeningens plakater. Leder af Dansk Plakatmuseum, Elsebeth Aasted, tager afsæt i udstillingen "Grænsen er nået - Afstemnings- plakater fra grænselandet". For 100 år siden var det til afstemning, hvorvidt Sønderjylland skulle tilhøre Danmark eller Tyskland i fremtiden. Det var en meget følelsesladet afstemning, og vi ser på nogle af de mange afstemnings- plakater, der blev lavet op til begivenheden på både den danske og den tyske side. Med plakaterne som udgangspunkt kommer vi tæt på stemningen dengang og ser på, hvilke argumenter der blev brugt i plakaterne. Salonen foregår i Den Gamle By og frokosten i museets nye restaurant Gæstgivergården.

Anden salon
handler om Krig og hverdag under besættelsen. Leder af Besættelsesmuseet, Søren Tange Rasmussen, viser rundt i Besættelsesmuseets helt nye udstilling og fortæller om krig, konflikt og hverdag under besættelsen. Museet ligger i Aarhus gamle rådhus og politistation, der i krigens sidste år var hovedkvarter for Gestapo. Ved frokosten tales der videre om besættelsestiden med særligt fokus på varemangel og den "rationerede" hverdag. Salonen foregår i Besættelsesmuseet og frokosten i Kvindemuseets café.

Tredje salon
handler om Julen. Museumsinspektør, Anneken Appel Laursen, vil tage dig en tur med ned af "memory lane". Afsættet vil være julepyntede lejligheder i 70'er-bydelen i Den Gamle By. Få desuden julens historie fortalt gennem ord og udstillinger. Over julefrokosten vil der blive rig lejlighed til at tale videre om julens betydning. Salonen foregår i Den Gamle By og julefrokosten i Gæstgivergården.

Folkekirkens medværter: Leif Vestergaard, Anne Kathrine Vestergaard Emmy Haahr Jensen, Knud-Erik Bager Jensen Knud Ove Mandrup, Lis Ladefoged.

Download denne side til print

Praktiske oplysninger

  • Museumsbesøgene vil ske efter de aktuelt gældende Covid-19 regler.

  • Hver salon foregår kl. 11.30 – 14.30.

  • Op til 12 personer kan deltage i de tre Saloner.

  • Det er gratis at deltage, og entréen er betalt.

  • Deltagelse kræver, at du kan gå på trapper i de gamle huse.

 

 

 

Tirsdagssalonen foregår 20. oktober, 3. og 17. november 2020.
Medværter: Leif og Anne Kathrine Vestergaard.

Onsdagssalonen foregår 21. oktober, 4. og 18. november 2020.
Medværter: Emmy Haahr Jensen og Knud Erik Bager Jensen.

Torsdagssalonen foregår 22. oktober, 5. og 19. november 2020.
Medværter: Knud Ove Mandrup og Lis Ladefoged.

Tilmeld dig enten tirsdags-, onsdags- eller torsdagssalonen.


Sidste frist for tilmelding: 14. oktober 2020


Kontakt og tilmelding

Lotte Kofod | lk@dengamleby.dk | Tlf.: 4185 0864

 

Projektet har modtaget støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen og sker i samarbejde mellem Den Gamle By, Demenscentrum Aarhus og Folkekirkens Uddannelses- og Videncenter.