opener

Da Pære Punk indtog Aarhus

Aarhusianske Lost Kids med guitaristen Sweet Bølle du Blond og forsanger Jan Jet.

Der var eyeliner, badges, sikkerhedsnåle og hundehalsbånd. På scenen tæskede guitaristerne løs på deres sagesløse instrumenter, mens sangerne brølede ind i mikrofonen, og trommeslagerne piskede tempoet op. 

En todages rockfestival på Huset i Aarhus slog i november 1978 fast, at punk var den nye kultur, som man ikke kunne komme udenom. Begivenheden, der senere blev kendt som Pære Punk Festivalen, samlede for første gang nogensinde de nyeste undergrundsbands fra Aarhus og København. Fotograf og musikjournalist Jan Sneum var til stede og fotograferede attituder, energi og morgendagens stjerner.

Af journalist Dorte Søholm

Væggene på spillestedet Atlas i Aarhus vibrerer på det nærmeste denne lørdag aften i september 2018. På scenen arbejder den 58-årige guitarist Peter Peter hårdt og målrettet med sit instrument. I anledning af 40-året for den legendariske Pære Punk festival på Huset i 1978 har han slået sig sammen med de yngre folk i hardcore-punkbandet Halshug. I 1978 optrådte Peter ”Peter” Schneidermann i Aarhus sammen med sit band Sods. Det blev senere til Sort Sol, som fik stjernestatus på den danske rockhimmel. Peter Peter forlod gruppen i 1995. 

Guitaristen Peter Peter - en af de få musikere, som var med både ved punkfestivalen på Huset i 1978 og i 2018.
18-årige Peter Peter på scenen med Sods i 1978.
Bag ham ses frontmand Steen Jørgensen.
Jan Sneum til jubilæumsarrangementet Pære Punk 40. Foranlediget af særudstillingen "Aarhus rocks!", som blev vist i Den Gamle By 2014-2016, donerede han en kopi af sine originale fotos fra 1978 til museets Billedarkiv.

Pære Punk anno 2018

Halshug spiller aggressivt, kraftfuldt og – larmende. Flere blandt publikum har monteret propper i øregangene for at beskytte hørelsen, men begejstringen er stor. En af dem, der er til stede, er Jan Sneum, gennem mange år rockjournalist ved Danmarks Radios P3. Også han forsøger at dæmme op for decibel-bombardementet med et par ørepropper. Men ellers smiler han saligt hen for sig og ser ud til at nyde det energiske show.

Sneum var også med dengang i 1978, da punken var ung, frisk og flabet. Festivalen på Husets Musikteater i Aarhus samlede syv danske bands. Alle orkestre, som var blevet inspireret af punkens udtryk og attitude.

De to festivaldage i 1978 blev gennemfotograferet af Jan Sneum, som dermed dokumenterede et stykke musikalsk Danmarkshistorie. Nu er han 73 år, og han besidder stadig den åbne og fordomsfri tilgang til musik, som har kendetegnet hele hans virke.

Jan Sneum måtte til Aarhus

1978: Det var bidende koldt, og der lå snedriver overalt i byen, da Jan Sneum torsdag aften den 9. november ankom til Huset i Vester Allé. Han var rejst til Aarhus sammen med to kammerater, den ene var fotografen og grafikeren Peder Bundgaard, den anden var journalist på musikbladet MM, Niels Kongshaug. De tre fyre skulle overnatte hos venner i et kollektiv på Grenåvej. Det her ville de ikke gå glip af.

Skolelærer og rockentusiast. Jan Sneum omkring 1978 i sin tidstypiske hippiepels. Han var ikke en del af punkmiljøet, men musikken interesserede ham.
Sods med forsanger Steen Jørgensen, bassist Knud Odde og guitarist Peter Peter på scenen i Husets Musikteater i Aarhus. De optrådte også i København til ”Concert of the Day” i september 1978.

Egentlig var Jan Sneum med sine 33 år lidt vel gammel til at gå til punkkoncert. De fleste af musikerne i det miljø var mellem 15 og 20 år, men den læreruddannede Sneum var nysgerrig. Han havde i september været til Danmarks første punkfestival, ”Concert of the Day” i Kostalden i Brumleby på Østerbro. Her havde han oplevet flere bands, blandt andre No Knox og Sods, og han kunne lide, hvad han så og hørte. 

Lydklip:
Jan Sneum om hvorfor tog han til Aarhus

Todages festivalen på Huset var blevet til på initiativ af Niels Maatoft, som var musiker og medejer af pladebutikken Dandelion i Badstuegade. Stedet var et omdrejningspunkt i det aarhusianske musikmiljø, og folk med interesse for punk og ikke-mainstream-musik i det hele taget holdt til her.  I Dandelion kunne man snuse rundt efter nye, spændende plader eller mødes med ligesindede og diskutere musik.

”Niels Maatoft var en fin fyr, som virkelig havde fingeren på pulsen og sans for, hvad der rørte sig i udlandet.

Plakaten for festivalen 9.-10. november 1978. Ikke et ord om punk eller pære. Navnet kom først med den efterfølgende LP. Plakaten er bevaret i Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By.

Aarhus var jo meget tidligt ude på nogen punkter – ikke mindst fordi Danedelion var blevet dansk agent for det engelske plademærke, Stiff, som var toneangivende”, fortæller Jan Sneum. 

Pære Punk på vinyl

LP’en ”Pære Punk” blev udgivet i marts 1979. Den er siden blevet en klassiker i dansk punkrock og et efterspurgt samlerobjekt. På pladen medvirker de bands, som spillede på festivalen i Huset i Aarhus 9.-10. november 1978.

Siden udgivelsen har festivalen simpelt hen været kendt som ”Pære Punk Festivalen.” Og sådan omtales den også i denne webdok.

LP'en er udstillet i Aarhus Fortæller-udstillingen i Den Gamle By.

Koncerterne blev optaget med en pladeudgivelse for øje. Men lyden viste sig at være for rå, så i stedet inviterede pladeselskabet Medley de medvirkende bands i studiet, hvor de indspillede nogle af numrene fra festivalen.

Et enkelt nummer på ”Pære Punk” er dog en liveoptagelse fra selve begivenheden. Det er No Knox’ ”New Pain”.

Medley udsendte pladen på et nystiftet sub-label, Kong Pære. I 2010 blev ”Pære Punk” genudgivet på CD. 

No Knox med ”New Pain” fra LP’en ”Pære Punk”

Punken – en sten i skoen

Jan Sneum havde i 1969-70 produceret nogle få musikindslag til Danmarks Radio, men ellers arbejdede han op gennem 1970’erne som skolelærer på Vesterbro og gjorde sit bedste for at holde sin interesse for rockmusik skjult for børn, forældre og kolleger. Han regnede ikke med, at det var velset, at læreren frekventerede den musikalske undergrund efter mørkets frembrud.

Men han fulgte med i, hvad der skete, og han havde som så mange andre en fornemmelse af, at rocken var ved at stivne lidt i perfektion og over-producering.

”Hvis vi tager det ultimative hippieband Grateful Dead. De var blevet berømte for at spille i timevis – og med alenlange soloer. Jeg har kun set dem en gang i Forum, og jeg faldt i søvn. Selv om jeg holdt af guitar, så magtede jeg det ikke.”

Det kontante ved punken tiltalte Jan Sneum, der bød energien og legelysten velkommen i en stadigt mere strømlinet musikbranche.

Lydklip: 
Jan Sneum om, at musikken var blevet kedelig

Ud over det musikalske oprør lå der i punken også en trang til opgør med det etablerede. Punkerne var i opposition, men de ville have lov til at være asociale og apolitiske. Efter halvfjerdsernes nedtur med oliekrise og høj arbejdsløshed, var det slut med sorgløsheden for de unge i den vestlige verden. Hippernes verdensfjerne drømme og idealer kunne senhalvfjersernes unge heller ikke bruge til noget. Jan Sneum peger dog på, at der var stor forskel på, hvordan punken udviklede sig og udtrykte sig i USA og i England.

”Der er ingen tvivl om, at der i England vitterligt var noget at gøre oprør imod. Der var en Margaret Thatcher, der var problemer på arbejdsmarkedet, miner der lukkede osv. I USA, hvor punkbegrebet kom bare et par år før, det dukkede op i England, handlede oprøret mere om at komme tilbage til underholdningen i musikken.  Where’s the fun in music? Sådan spurgte Ramones.”

Med sine opsigtsvækkende provokationer appellerede punken til de unge, som var kommet for sent til sidste ungdomsoprør. Grimheden, det sorte, hullede tøj, barberbladene, sikkerhedsnålene og de sorte rande om øjnene blev bevægelsens svar til den foregående, fodformede generations peace and love. Og også en fuckfinger til den anden trend i tiden, discokulturens kommercielle glathed. Punken insisterede på det ubehagelige. Den rakte tunge og ville være en sten i skoen på det etablerede.

Med besøget af det engelske punkrock-band Sex Pistols i København i juli 1977 var punken for alvor nået til Danmark. Endags-arrangementet ”Concert of the Day” i Brumleby var den første danske punkkoncert, og den århusianske todages manifestation på Husets Musikteater blev den første egentlige punkfestival herhjemme. 

Videoklip fra 40-års jubilæet, 2018:
Jan Sneum og Johnny Concrete om bistand og kedsomhed

DREAM POLICE – bonderøvene fra Tilst

1978:  Inden Jan Sneum stemplede ind ved koncerten på Huset, var han lige forbi Borgporten i centrum af Aarhus for at købe en krukke sild i peberrod, en delikatesse, som han huskede fra tidligere besøg i byen. Så til rockfestivalen mødte han op belæsset med sovepose, tandbørste, kamera, stativ, masser af filmruller, en stor stavflash – og en krukke med sild. 

Han fik afmonteret sin bagage og kiggede derefter op på scenen, og så fik han ellers travlt med at skyde løs med kameraet. Det, han så, lignede ikke noget andet, han kendte fra det københavnske musikmiljø.

John Frandsen fra Tilst blev til Johnny Concrete, når han stod i spidsen for det hårdtslående punkband Dream Police.


De meget rustikke Dream Police, som Jan Sneum var ramlet ind i, åbnede ballet den første aften på Pære Punk Festivalen. Forsangeren, Johnny Concrete, snarere råbte end sang teksterne. Som det eneste navn spillede Dream Police faktisk begge aftener, fordi københavnerbandet Elektrochock havde måttet melde afbud. Ellers var de to aftener af praktiske grunde delt op, så aarhusianerne spillede torsdag, og københavnerne fik scenen fredag. Men Dream Police var altså på programmet begge dage. 

Lydklip: 
Johnny Concrete og Jan Sneum om Dream Police

Johnny Concrete og den rebelske attitude

Efter at have været til en koncert med Lost Kids og Kliché på Vestergade 58 i maj 1978, havde den 18-årige forstadsdreng, John Østergaard Frandsen, besluttet, at han skulle med på punkvognen. Han havde i nogle måneder spillet hård rock sammen med nogle kammerater fra Tilst i ungdomsklubbandet Dream Police.

”Jeg gik på gymnasiet ude i Tilst, spillede fodbold, kiggede efter piger og kørte på knallert med langt hår blafrende i vinden. Og så spillede vi med Dream Police. Men vi vidste ikke helt, hvor vi ville hen med det. Jeg havde opdaget, hvad der skete på den anden side af dammen ovre i England og syntes, at det var meget interessant. Jeg var nysgerrig, men havde ikke helt overgivet mig.”

Det gjorde han så efter koncerten med de to lokale bands i maj 1978. John Frandsen blev til Johnny Concrete, og Dream Police blev drejet i retning af punken.

”Det var den rebelske attitude, der tiltrak mig. Det var virkelig noget, vi manglede der i midten af 1970’erne. Den politiske venstrefløjsmusik var ekstremt tandløs – jomfru Ane Band og den slags. Noget boring crap om merværdi. De eneste, som der var lidt gang i, det var Røde Mor, fordi de brugte humoren,” siger Johnny Concrete.

Hos Frelsens Hærs genbrug fik han efter koncerten med Lost Kids og Kliché anskaffet sig en second hand habitjakke, og de lange lokker faldt for frisørens saks. Et stort skridt i 1978. 

Et halvt år senere stod Dream Police så på scenen ved Pære Punk Festivalen på Huset.  Det var før hanekamme og metalkæder var blevet en fast del af punkens udstyr. Concrete kom direkte ind fra Tilst iført cowboybukser, tennissko og en overmalet gul t-shirt med udsagn som ”fuck off”, ”eat shit” og lignende. På hans læderjakke var der klistret udklip med nøgne damer fra Rapport. 

Dream Police anno 1978 med Johnny Concrete i front, Mick Krick på guitar, S.E. Frog på bas og Claus Buldermave på trommer. 

Øretæver til Concrete

”Jeg kan huske, københavnerne hadede os. ’Det er ikke punk det der,’ råbte de og spyttede efter os, men vi tog ikke os selv så højtideligt. Og vi var jo også nogle bonderøve,” fortæller Johnny Concrete i dag. 

Gennem årene har han med enkelte pauser formået at holde liv i Dream Police med skiftende besætninger. Han har skrevet og kommunikeret flittigt om punkmusik i sit blad, No Århus, og han var medarrangør af Pære Punk 40, markeringen af 40-året for den historiske festival på Huset. Lige fra begyndelsen fik han masser af øretæver for at ytre sig og fortolke punken på sin måde, fortæller Jan Sneum.

”Johnny Concrete har jo altid selv slået meget på det der med, at han kom fra Tilst, hvor det handlede om bajere, piger og knallerter, og det er jo mere bøv, end det er punk. Og så – det ved han godt, at jeg siger - ejer Johnny jo ikke diplomatiets nådegave. Og derfor har han jo også været en, som ragede øretæver til sig igen og igen. Også i København.”

2018: Johnny Concrete i spidsen for sit band Dream Police ved Pære Punk 40.
På bas Steen Thomsen.

LOST KIDS – de lokale stjerner

Johnny Concrete: ”Lost Kids var jo nok lidt Aarhus’ band nummer et med Kliché som en close toer, mens Dream Police og Slim de lå langt, langt nede. Serie fem. ”

1978: En stor del af de tilskuere, som var mødt op torsdag den 9. november til Pære Punk Festivalens første dag, var uden tvivl kommet for at se Lost Kids’ show. Aarhus-gruppen var på rekordtid blevet populær også ud over de mest snævre punkcirkler – i sig selv et paradoks for et punkband, som lever af at være i opposition. 

Lost Kids var blevet stiftet af aarhusianeren Jan Jet med det borgerlige efternavn Nielsen.

Det var sket i huj og hast i begyndelsen af 1978, efter at han havde været til koncert med det amerikanske band The Tubes i København. Her havde han mødt journalisten Ulla Dahlerup, som skrev for dagbladet Aktuelt. Hun var interesseret i punkbevægelsen og fik øje på Jan Jet, som til lejligheden havde iført sig en del af det flamboyante punkudstyr, han kort forinden havde købt med hjem fra London.

Jan Jet bildte journalisten ind, at han havde et punkband hjemme i Aarhus. Det havde han ikke, men han fik hurtigt stablet et på benene, da Ulla Dahlerup efterfølgende meldte sin ankomst for at lave et interview.

I Jan Poulsens bog om punken i Danmark, ”Something Rotten!”, fortæller Jan Jet selv om begyndelsen på Lost Kids. Han var en forstadsrod, der arbejdede som kok og tjener på en af byens hotte restauranter, hvor han også solgte en masse hash. Så han kendte hele musikmiljøet:

”Jeg kom til at tænke på nogle af de unge knægte ude fra friskolen ved Stautrup. ’Hej, kan I lige blive klippet og bla bla…’ Det gjorde de så, og før vi havde set os om, var vi på forsiden af aviserne og havde midtersiderne. Uden at have spillet en strofe nogen steder.”

Medierne var vilde med punkerne

Historien om, hvordan Lost Kids opstod som et mediestunt er symptomatisk for den opmærksomhed, der var omkring punken der i sidste halvdel af 1970’erne, mener Jan Sneum. Hr. og fru Danmark syntes, det var interessant og lidt pirrende at sidde hjemme i sofaen og læse om de vilde punkere med sikkerhedsnåle i kinderne og udsvævende livsform.

”Der var jo en mega medieinteresse. Det var en helt anden tid, hvor det ikke var sociale medier og alt muligt, der satte dagsordenen, men det var faktisk de etablerede medier. 

Lydklip:
Jan Sneum om Lost Kids

Og medierne herhjemme havde jo læst om det i England, så der er ingen tvivl om, at når punken fik så stor en opmærksomhed, så var det de samme mekanismer, som gjorde sig gældende i hippietiden.”

Kate Svanholm og Jan Jet brændte igennem, når Lost Kids stod på scenen.
Lost Kids’ guitarist Sweet Bølle du Blond i fuld krigsmaling og med håret sat til det store punkshow. På trommer er det Kose the Sylb.

Steen Thomsen, senere musiker i bands som War of Destruction, Zero Point og Heroes 2 None, var til stede ved Pære Punk Festivalen som publikum. Her oplevede han som 15-årig sine idoler Lost Kids give, hvad han husker som en fremragende koncert:

”Jeg har altid været glad for Lost Kids, selv om de måske nok havde lidt mere gang i teaterpunken end så mange andre. Men de forstod virkelig at lave et godt billede. Og så havde Kate jo en sindssygt god stemme. Og hun var en sød pige…”

Den første danske punkplade

Det kørte for Lost Kids i 1978. De blev båret frem af punkbølgen og forstod at nå ud til et bredere publikum med deres spektakulære sceneshow, energiske musikstil og de humoristiske, men samfundskritiske tekster på dansk. I december 1978 kort efter Pære Punk Festivalen udsendte Lost Kids den første danske punkplade, nemlig singlen ”Født som nul”, der udkom på Genlyd.

Punkens disciple i København gjorde, hvad de kunne for at ignorere det faktum, at det var ”cirkuspunkerne” fra Aarhus, som kom først. Den inderste kerne af det københavnske punkmiljø foragtede Lost Kids for deres vilje til at spille med på mediernes spil. 

Der var en tendens til, at den københavnske punkscene var mere intellektuelt funderet og tog tingene lidt mere alvorligt. Det livssyn harmonerede ikke med det showprægede koncept, som udstyrsstykket Lost Kids stod for. Desuden havde hardcore-punkerne ikke respekt for, at Jan Jet plankede udenlandske sange og satte aarhusiansk tekst til. ”Født som nul” var en fordanskning af Heartbreakers’ ”Born To Lose”, og sangen ”Asocial” var Jets version af gruppen Devo’s ”Mongoloid”.

Jan Jet forklarer selv i interviewbogen ”Something Rotten!”, hvordan han valgte at springe på den nye bølge:

”Punken opstod i England, og det var et oprør for unge mennesker, der virkelig havde det ad helvede til. Altså no money, ingenting, ingen udsigt til noget som helst på nogen måde. Men i København og Århus havde vi ikke samme baggrund for at lave ungdomsoprør på den måde. På nogen måder. Så derfor tog jeg punken, og det gjorde vi nok her i Århus, vi tog det ikke seriøst. Vi tog det som en slags… nå, men det er punk, det kan vi bruge som en slags staffage omkring os. Og dér er forskellen på københavnerne og den jyske punk. Vi tog ikke os selv så højtideligt.”

Helt fra begyndelsen kæmpede Lost Kids med massive misbrugsproblemer, og besætningen blev skiftet ud flere gange. Trommeslageren Cremo var allerede ukampdygtig i september 1978, hvorefter lydtekniker Carsten Bo Sørensen alias Kose the Sylb overtog trommerne. En ung Mek Pek trådte til som bassist i gruppen i årene 1979-82.

Bandet nåede at udsende to LP’er og fire singler i løbet af fire år. I 1979 toppede succesen med en optræden på Roskilde Festivalen. Kate Svanholm forlod gruppen i 1981, og i 1983 blev Lost Kids endeligt opløst. Guitaristen Sweet Bølle du Blond døde i 1996, og den første trommeslager, Chris Cremo, døde i 1997. Begge af en overdosis. Lost Kids var ikke bare for sjov.

Lost Kids-pladen. 

SLIM - syret strip med skrammelmusik

1978: Hvis den intellektuelle del af punkmiljøet havde det dårligt med Lost Kids, så fik de det endnu værre torsdag aften den 9. november henad 22-tiden. Da trådte det aarhusianske band Slim nemlig ind på scenen i Husets Musikteater. Slim havde til lejligheden forstærket holdet med dansk-franske Danielle Mariane Malfet, som studerede fysik og kemi på universitetet og i sin fritid tjente til studierne som stripper under navnet Daniela. Til Slim-showet havde hun iført sig en bred vifte af pornoens og punkens klichéer. Aldrig havde publikum oplevet noget, der lignede den groteske seance, de nu skulle være vidne til.

Lydklip: 
Jan Sneum om Slim

Forsangeren, Kæppe, skrålede falsk og aarhusiansk på numrene ”Fuck the Queen” og ”Anker”, og trommeslageren spillede i modtakt. Midt i skrammelmusikken lod punkstripperen klædningsstykkerne falde, mens hun vrængede ad publikum og vred sig. ”Jeg kan godt sige dig, at det der, det var uforeneligt med vores københavnske søstre og brødres opfattelse af punken. Det kunne de overhovedet ikke se fidusen i. Man tog jo ikke oprøret alvorligt,” griner Johnny Concrete i dag, når han kigger på Jan Sneums billeder fra seancen.

Sneum selv husker, at han stod med sit kamera og knipsede løs, mens det absurde show udspillede sig. Men samtidig vidste han nærmest ikke, hvor han skulle kigge hen, fordi det, der skete på scenen, var stærkt grænseoverskridende. Og på samme tid vanvittigt morsomt. 

Mariane Malfet på scenen med Slims forsanger, Kæppe. I baggrunden til højre ser Johnny Concrete - med en øl i hånden - vantro til.

Efter et par år havde Slim udlevet sit potentiale, og de to numre, gruppen leverede til Pære Punk-LP’en, er de eneste indspilninger, der nogensinde blev lavet med dem. Mariane Malfet dannede kort efter Pære Punk Festivalen sit eget band, Gylle, hvor hun også udtrykte sig vokalt bakket op af fire kvinder, blandt andre guitaristen Pip Knytnæve. Senere kom en ny udgave af bandet, nu også med mandlige musikere, Gylle M/K.

I juni 1979 blev den farverige og initiativrige Mariane Malfet kåret som ”Danmarks punk nr. 1” i en konkurrence i Ekstra-Bladet. Hun var i flere år aktiv i musikmiljøet som arrangør af blandt andet den ugentlige ”10’er-punk” på spillestedet Tagskægget. 

Kløften mellem Aarhus og København

Det var ikke kun Slim og Lost Kids, der delte vandene. Flere af datidens aktører beretter om to helt forskellige kulturer i punkmiljøerne i henholdsvis København og i Aarhus. Der var forskellige opfattelser af, hvad punken var, og hvor seriøst man skulle tage den. Den københavnske forfatter og musiker Martin Hall sætter det på spidsen, når han i Jan Poulsens bog ”Something Rotten!” siger:

”… alt det, der kom derovre fra – frataget Kliché – var navne som Slim, Gylle, Lost Kids og Dream Police, hvilket alt sammen repræsenterede alt det værste ved punken: det forlorne, det fordanskede, det lettere imbecile.”

Kliché-forsanger Lars Hug (senere H.U.G.), som holdt til i Aarhus, husker, at der herskede en afslappet stemning, som gav plads til alle – uanset outfit, musikstil eller livsanskuelse: 

”I Århus havde man ikke det der med, at ’jeg er enten disker eller hippie eller punkrocker’, fordi i Århus kom vi alle sammen det samme sted; alle rockerne, alle punkerne og alle hippierne, og man havde jargonen ’hva’ så?’ Det var måden, man tiltalte hinanden på, og det gjorde, at der slet ikke var nogen selvhævdelse. ” 

I kraft af sin alder og sin position som observatør stod Jan Sneum uden for punkmiljøerne og kunne betragte forskellene på de to scener:

”Det er helt rigtigt, at der var flere, som kom fra kunstverdenen eller den mere akademiske verden i København. Og den københavnske scene havde jo sine ideologer, som var meget betydningsfulde for hele bevægelsen. Især havde Camilla Høiby og Jesper Reisinger, som stod i kulissen bag bandet Sods, stor indflydelse. De var meget, meget velformulerede og superbegavede folk begge to. Deres talent var, at de kunne skære en ideologi ud af det, der var punk og det, der så ikke var punk.”

Camilla Høiby var kæreste med Steen Jørgensen fra Sods. Her ses de yderst til højre ved Brats’ optræden på Pære Punk Festivalen. Parret var centrale figurer i det københavnske punkmiljø.
Yderst til venstre med briller ses Jesper Reisinger ved No Knox’ koncert. Reisinger var skribent og guitarist og en toneangivende person i det tidlige punkmiljø. Af mange anses han for at være dansk punks chefideolog. Han døde i 2003.

I København flettede punken sig ind i både kunstscenen og lyrikken, og folk som digterne Søren Ulrik Thomsen, Poul Borum og Michael Strunge var en del af miljøet. Der var alvorlige ting på spil, hvor det for mange i Aarhus mere handlede om – med Johnny Concretes ord: ”Let’s have a good time”. Han forfægtede den anti-intellektuelle del af punkens udtryk og opsummerer forskellene mellem Aarhus og København:

”De kunne jo stikke fingeren så langt ind i navlen, at de kunne røre deres egen rygrad. Altså de læste Burroughs og havde alle de rigtige meninger og de rigtige holdninger. Vi læste ikke Burroughs, og halvdelen af os var ikke bøsser. Tværtimod, vi drønede rundt på vores knallerter og jagtede tøser.”

Lydklip:
Johnny Concrete om kløften mellem Aarhus og København

Forbrødring backstage

Som Jan Sneum husker Pære Punk Festivalen i 1978, var der også venskabelige stunder på tværs af diverse kløfter:

”Det er min fornemmelse, at der var en meget god forbrødring. Jeg har i hvert fald hørt, at flere – både fra Aarhus og København – fik øjenbetændelse bagefter, fordi de delte den samme øjensminke.”

Backstage fik Sneum taget en munter billedserie, der viser aarhusianeren Jan Jet fra Lost Kids sammen med Eddie Haircut, trommeslager i københavnske Brats og Elektrochok. Haircut demonstrerer, hvordan man indtager det populære rusmiddel, Poppers, som han var leveringsdygtig i. Det var hjertemedicinen Amylnitrit, som man kunne købe lovligt på det tidspunkt for omkring 20 kroner. Virkningen var eksplosiv, men kortvarig, og den tilrejsende flok fra København havde muntret sig med Poppers allerede i toget til Aarhus. 

Aarhusiansk-københavnsk pjank backstage: Jan Jet fra Lost Kids og Eddie Haircut fra Brats.

Eddie Haircut var en central og aktiv figur på den københavnske punkscene, hvor han spillede i flere bands og arrangerede koncerter – blandt andet den store ”Concert of the Moment” i Saltlageret 9. november 1979. Han var en god organisator og vellidt af stort set alle i miljøet. I det indflydelsesrige punkfanzine Iklipsx havde han desuden skrevet en positiv anmeldelse af Lost Kids’ første optræden i København, så der var basis for en hyggelig stund i omklædningsrummet.

Eddie Haircut med det borgerlige navn Milan Balsgaard, døde af sygdom i 1992 som bare 33-årig. 

Videoklip fra 40-års jubilæet, 2018:
Jan Sneum og Johnny Concrete om Aarhus-København

Publikum – alle typer kom til punkparty

Som Lars H.U.G. er inde på, var der højt til loftet, og alle typer havde deres gang i det aarhusianske musikmiljø. Det afspejler Jan Sneums billeder fra Pære Punk Festivalen tydeligt. Her er både overvintrede hippietyper, pæne kontorpiger med permanentet hår og helt opdaterede punkere med udstyret i orden.

Mange har været kreative og skrevet med tusch eller maling på tøjet, og badges er den nye måde at markere sit tilhørsforhold på. Ungdomskulturen er i en overgangsfase, folk bruger de forhåndenværende udtryksmidler og sætter kostumet sammen på en ny og overraskende måde. Det er endnu i 1978 en sjældenhed at se en hanekam. 

En pige i løse pludderbukser og russerbluse danser henført til Dream Police, mens fyren bagved ser til i busseronne, bukser med svaj og flade ørkenstøvler.
Publikum til Sods. Hundehalsbånd og godt med øjenmakeup. Flere fans var rejst med fra København.

Hundehalsbånd, netstrømper og nitter – og bagved et hjemmelavet badge med teksten "Jeg er ikke punker, og det er du heller ikke". Og kreativt, hjemmelavet punk-partydress:  Netstrømper og forrevne pjalter. 

No Knox på scenen. Blandt publikum ses en begejstret Jan Jet.

Steen Thomsen – en Aarhusdrengs vej ind i punken

1978: Det var en torsdag aften, som drengene i ungdomsklubben Opgang2 i Vester Allé havde set frem til. De var 15-16 år og fornemmede, at der var noget interessant på vej inden for musikken. Noget, der larmede og skabte rav i gaden. Så denne aften begav en flok af dem sig forventningsfuldt lidt længere ned ad bakken til Husets Musikteater. Nu skulle de til punkkoncert for første gang i deres liv.

En af dem var 15-årige Steen Thomsen. Han havde tilbragt sommeren året før på sprogskole i England, og der var han stødt på det nye fænomen, som talte til ham med det samme:

”For mig har det altid været noget med høj, baldrende rockmusik, og jeg har altid syntes, at de vildeste numre var de sjoveste. Jeg gad ikke alt det hippielort med lange guitarsoloer. Men det var ikke kun musikken. Jeg var også tiltrukket af attituden – udstyret. Jeg kunne godt lide, at det var sådan lidt råt - in your face.”

Midt mellem tilhørerne sidder Steen på 15 år fra Møllevangsskolen. Han er til sit livs første punkkoncert.

Steen Thomsen slæbte de første punkplader med hjem fra opholdet i England og spillede dem for sine kammerater. Ellers havde de mest lyttet til glamrock på drengeværelserne. Sweet, Slade og Kizz. Det skulle bare være noget med tryk på. Nu begyndte de så at gå på jagt efter mere punkrock, men det var svært at få fat i. Pladeforretningen Dandelion i Badstuegade blev hurtigt et sted, hvor man mødtes, hvis man havde snuden i punksporet. 

Lidt efter lidt begyndte stilen også at sætte sine spor i hårmode og påklædning. Steen lagde forsigtigt ud med at sætte et par badges på sin jakke.

Men det viste sig at være et kraftigt signal at gå rundt på Møllevangsskolen med ”Punk rules okay!” og andre lignende karske statements. ”Folk var ved at dreje nakken af led for at kigge, da jeg kom i skole med mine små badges. Det havde de godt nok aldrig set før.” 

Da Pære Punk Festivalen skulle finde sted på Huset i november 1978, var Steen Thomsen sulten efter at få hele pakken. Og det første, han så og hørte, da han kom ind i lokalet, var Johnny Concrete i spidsen for Dream Police.

2018: Steen Thomsen på bas som en del af Dream Police ved Pære Punk 40.

Efter de voldsomme drenge fra Tilst indtog Slim scenen med stripperen Mariane Malfet som visuelt omdrejningspunkt. Steen og vennerne var målløse.

”Hvad sker der lige, tænker man som 15-årig, når man får serveret den anretning,” griner Steen Thomsen. Det blev en aften, han aldrig kom til at glemme. Den satte skub i tingene for den punkinteresserede knægt. Et år efter Pære Punk Festivalen optrådte han med sit eget band The Zero Point på samme scene, og senere var han med til at stifte bandet War of Destruction, hvor han sad bag trommerne. Gennem årene har han desuden været en flittig arrangør på den aarhusianske punkscene. Ved Pære Punk 40 spillede han både med Heroes 2 None og Dream Police.

Punkbarnet Harley

På Jan Sneums fotografier fra Pære Punk Festivalen fanges blikket gang på gang af en lille knægt i gennemført punk-outfit og med stilsikker attitude.  Han står det meste af tiden helt oppe foran scenen og lever intenst med i musikken og showet. Set med vore dages øjne virker det eksotisk, at et barn – oven i købet uden beskyttende høreværn - fik adgang til et spillested med potentiale for både øl, joints, stoffer og slagsmål. Men tiderne var anderledes i 1978, og drengen, den 11-årige Harley Flanagan, var en del af det aarhusianske punkmiljø, fortæller Jan Sneum.

”Han var selv trommeslager og aktiv musiker allerede som 10-årig. Han spillede glimrende og er i dag trommeslager i New York, hvor han i mange år var med i det supergode hardcorepunk-band The Cro-Mags. Jeg har fulgt ham lidt og har også leveret et par billeder til en bog, han for nylig har udgivet. ”

Harley Flanagan, som i dag er en stjerne på den internationale hardcorerock-himmel, boede i Aarhus en del af sin barndom, fordi hans amerikanske mor, Rose, var kæreste med en dansker. De var en del af miljøet omkring pladebutikken Dandelion i Badstuegade, hvor punkerne kom for at skaffe den musik, de kunne identificere sig med. Alle kendte Harley.

Steen Thomsen og Johnny Concrete husker også den talentfulde knægt, som i den grad var med på beatet. Han var mere punk i sin fremtoning end de fleste voksne blandt publikum. Kort efter Pære Punk Festivalen spillede Harley Flanagan med sit band, Little Big Boss, til Julepunk 1978 i Folkedansernes Hus. I begyndelsen af 1979 rejste han og moderen tilbage til USA, hvor han som 12-årig kom med i sin tantes punkband The Stimulators. 

Stilsikker attitude og skarpt outfit for en 11-årig.
11-årige Harley færdedes hjemmevant i punkmiljøet – var nærmest en maskot. Her er han til venstre ved Brats’ optræden.
Ingen tvivl om, at punkbarnet, Harley Flanagan, havde en storslået aften på Huset. Her ses han ved Sods' koncert.
Brats-guitaristen Hank de Wank imponerer Harley Flanagan. Senere blev de begge internationale rockstjerner.
Allerede en habil trommeslager med eget band.
Med No Knox på scenen. I slutningen af nummeret ”New Pain” på Pære Punk-pladen hører man Harley Flanagans stemme.
Voksen hardcorepunkmusiker - Harley Flanagan med Cro-Mags.

NO KNOX – fotogene drenge fra Rødovre

1978: Tre unge mænd har fredag omkring klokken 23 indtaget scenen på Huset, og i løbet af kort tid fyldes rummet af højfrekvent støj. Det er No Knox, som ruller sig ud og skruer på knapperne. Gruppen arbejder med såkaldt ”no chords”-musik, som er baseret på energifyldt støj – målet er at nedbryde musikken.

Lydklip:
Jan Sneum om No Knox filmen

Attituden var i orden, når Niels Thomsen stillede op i front for No Knox.

Guitaristen i forgrunden hedder Niels Thomsen, og han er iklædt et fantasifuldt, men samtidig stilsikkert outfit. En halv habitjakke surret sammen med snor er slynget over den ene skulder, denimjakken er flænset, den bemalede t-shirt er dekoreret med badges, og om panden har han en forrevet klud. Jan Sneum havde lagt mærke til No Knox allerede i september 1978, da de spillede til punkfestivalen ”Concert of the Day” i København. Også der havde Sneum fanget den fotogene frontmand ind med sit kamera.

”No Knox var jo et vanvittigt visuelt band, fordi Niels Thomsen var så stærk i sit udtryk. Han kunne virkelig noget i iscenesættelsen. En halv jakke og noget iturevet stof. Han ser jo hammergodt ud på scenen. Det var godt tænkt. Skarp i replikken og meget begavet var han også,” fortæller Jan Sneum.

Sammen med bassisten Per Tuno Jakobsen og trommeslageren Svend Bjerre Overgaard gik Niels Thomsen på Rødovre Statsskole, hvor de i efteråret 1977 havde dannet deres eget band. De tre drenge havde snuset til punken, og inde i København var de rendt på Sods, som lige var begyndt at spille sammen. Rødovredrengene inviterede de seje forbilleder til at spille til en temadag om punk på gymnasiet i november 1977. Det skulle blive Sods’ scenedebut. Og Danmarks første punkkoncert.

No Knox lod sig inspirere og eksperimenterede på livet løs med både lyd og udtryk. Jan Sneum havde respekt for deres vilje til at flytte tingene et nyt sted hen. Deres projekt kunne nærmest sammenlignes med en kunstinstallation:

”De kunne ikke rigtigt spille. Det var skrammel, men energien og udtrykket i det var respektindgydende. Jeg synes tit, at det interessante ved græsrodsbands er, at de er mere ambitiøse end det, de kan. Og der i spændingen mellem ambitionerne og talentet ligger der for alvor noget, som kan rykke.”

Der blev lavet feedback med guitaren – måske inspireret af Pete Townsend fra The Who?
I stortrommen har nogen anbragt en islandsk sweater. Den hører fortiden til. En rest fra hippiedagene. Men den gør gavn som lyddæmper.

Sammen med bassisten Per Tuno Jakobsen – der i dag hedder Per Buhl Ács – eksperimenterede Niels Thomsen i årene efter Pære Punk Festivalen videre med avantgardemusikken. Blandt andre Martin Hall, Knud Odde fra Sods og Jesper Reisinger var i en periode medlemmer af No Knox. Eftertiden har omtalt bandet som ”et nihilistisk/dadaistisk punkband”. No Knox var aktive frem til 1985. 

BRATS – heavy rock i støbeskeen

1978: Brats havde fået det hårde job at gå på som første band på københavneraftenen fredag 10. november. Bandet havde eksisteret et halvt års tid, men de havde helt styr på rockattituderne. Guitaristen og forsangeren Hank de Wank med det borgerlige navn René Krolmark, havde grundlagt Brats sammen med kammeraterne Franz de Zaster, Mickey Rat og den allestedsnærværende Eddie Haircut.

”Deres udgangspunkt var egentlig heavyrocken. På den måde var de måske aldrig en central del af punken, men de var der, og de spillede jo med hinanden på kryds og tværs. Eddie Haircut, deres trommeslager, havde et øvelokale nede i Lille Kongensgade, hvor nogle af punkgrupperne også kom, så der var personlige forhold og venskabelige relationer, der gjorde, at man var sammen,” fortæller Jan Sneum. 

Hank de Wank i læder trakterer guitaren på rockstjernemanér, mens Franz de Zaster synger, og Eddie Haircut passer trommerne. Desuden ses Mickey Rat på bas.

Brats gik allerede i 1979 fra det punkede til en mere heavy rock-orienteret stil. I 1980 delte bandet sig i to. Den ene fraktion blev under ledelse af guitaristen Hank de Wank, nu med kunstnernavnet Hank Shermann, til Mercyful Fate. Dette band er i dag et af de største danske navne inden for heavy rock-genren.

KLICHÉ – de kloge og kunstneriske

1978: Da Kliché med Lars Hug i forgrunden træder ind på scenen omkring kl. 23 torsdag aften, har publikum lige haft en rygepause, hvor de har fået grinet af efter Slims groteske stripshow. Nu er stemningen anderledes andægtig. Salen emmer af anerkendelse og respekt for de fire mænd deroppe. Hvor de andre aarhusianske bands i den grad deler vandene, kan stort set alle blive enige om at se lyset i Kliché. Som den københavnske punk-ideolog Camilla Høiby udtrykker det i interviewbogen ”Something Rotten!”:

”Kliché havde en helt anden kaliber og havde slet ikke det der tåbelige påtagede Århus over sig.”

Og veninden Sickie, Tina Jensen, uddyber:

”Respekten for Århus kom først med Kliché. Der tippede den. Og især fordi alle vi piger elskede Kliché. Altså, vi valfartede jo til Århus for at se Kliché meget mere, end drengene vidste.”

Lars Hug i front for Kliché anno 1978. Hans påklædning med ensfarvet kedeldragt blev senere norm for hele bandet som en understregning af deres industrielle udtryk.

Selv om Kliché aldrig har bekendt sig til punken og benyttede sig af andre virkemidler og udtryk, trak de på nogle af de samme inspirationskilder som de egentlige punkrockbands. Det tempofyldte, maskinelle drive, som blandt andet kan høres på nummeret ”Militskvinder” på Pære Punk-LP’en, blev et varemærke for gruppen.

På Det Jyske Kunstakademi i Mejlgade havde Lars Haagensen mødt Johannes Møller, som delte hans interesse for nyskabende udtryk både i billedkunsten og musikken. De lyttede blandt andet til det amerikanske konceptband Devo. 

Under navnene Lars Hug og Johnny Voss dannede de i 1977 gruppen sammen med vennen Jens Danielsen, som tog kunstnernavnet Valo. Den lidt ældre trommeslager Anders Brill blev snart en del af gruppen.

Kliché vakte hurtigt opsigt efter deres debut i maj 1978 på Vestergade 58. De skilte sig ud med deres iørefaldende, præcise lyd, de sarkastiske og begavede tekster på dansk og den cool attitude. Der var efter sigende smileforbud på scenen - det handlede om at se robotagtig og mekanisk ud. 

Kliché på scenen ved Pære Punk Festivalen i 1978. Fra venstre Lars Hug, Jens Valo og Johnny Voss på bas.
2018: Jens Valo spillede ved jubilæumsarrangementet sammen med No Wave-bandet No God.

Ved Pære Punk 40 optrådte den nu 63-årige Jens Valo med eksperimenterende støjrock sammen med sit nuværende band, No God. Valo forlod Kliché allerede i 1980, og efter at have haft Steffen Brandt med kortvarigt, supplerede bandet sig i 1981 med Nils Torp på keyboardet. Kliché gik endeligt i opløsning i 1985. Men deres banebrydende album ”Supertanker” er optaget på Kulturministeriets kanonliste over de 12 vigtigste danske musikudgivelser. 

SODS – trendsættere uden udløbsdato

1978: Ved midnat fredag den 10. november går Pære Punk Festivalens sidste band på scenen. Det er københavnske Sods, og der er lydhørhed, da de leverer deres hypnotisk rytmiske ”Suidcide Ghostrider.” 

Stilskabende bannerførere for punken på dansk jord, Sods med sangeren Steen Jørgensen, bassisten Knud Odde Sørensen og guitaristen Peter Peter.
Trommeslager Tomas Ortved fra Sods optrådte også ved Pære Punk 40 i 2018. Her er han på scenen i 1978.

Selv om Lost Kids var de lokale helte, og Kliché havde en stor fanskare på begge sider af Storebælt, var københavnske Sods måske alligevel hovednavnet på Pære Punk Festivalen. Det mener i hvert fald Jan Sneum, som gennem mere end 40 år har beskæftiget sig indgående med rockmusik.

”Hvis man overhovedet kan tale om et hovednavn, så var det nok Sods. Kliché overlevede punken, men bandet gik i opløsning i 1985, hvorimod Sods, der transformerede sig til Sort Sol, faktisk stadig er i live og gør sig gældende med kunstneriske og musikalske eksperimenterende udspil.”

Allerede ved festivalen i 1978 var der respekt om Sods både blandt aarhusianere og københavnere. På flere af Jan Sneums billeder kan man se, at musikerne fra andre bands sågar bærer Sods-badges. Sods var hotte.

Guitaristen fra Sods, Peter Peter, 40 år efter. Ved jubilæumsarrangementet på Atlas i september 2018 spillede han sammen med punkbandet Halshug.


”Her kom nogen, som i den grad vidste, hvad de havde med at gøre. De havde en kæmpe viden om musikscenen og vidste, hvor de kunne hente inspiration til deres tekster. De kunne deres Iggy Pop og deres David Bowie til fingerspidserne, og bassisten Knud Odde var uddannet bibliotekar og vidste – ved – en hulens masse om amerikansk avantgardelitteratur og –film. Så de her gutter havde et ordentlig fundament at stå på,” fortæller Jan Sneum.

Forsanger Steen Jørgensen fra Sods – en nøgleperson i den københavnske punkbevægelse.

Brobyggere til eftertiden

Når Jan Sneum i dag sidder og bladrer gennem sine mange billeder fra de to dage i Aarhus i november 1978, ser han stadig begivenheden som den første store, samlede manifestation af den danske punkscene.

”Pære Punk Festivalen betød noget. Den gjorde, at Aarhus kom markant med stort set fra dag et, og det var superfedt, at nogen i Aarhus tænkte, at der sker noget lige nu, som vi skal have dokumenteret. Det var et møde mellem en københavnsk rockscene og en aarhusiansk rockscene, og ud af det voksede der nogle musikere, som fandt deres vej. Kliché ikke mindst på Aarhusscenen. Og Sods – senere Sort Sol - på københavnerscenen.”

Johnny Concrete er ikke i tvivl om, at særligt Kliché spillede en stor rolle som inspirationskilde for den musikscene, der kom efter punken.  De havde fat i noget, der rakte frem i tiden, og derfor var det helt rigtigt, at de var med på Pære Punk Festivalen, selv om deres musik ikke teknisk set var punk:

”De havde jo hentet deres inspiration der, hvor også mange punkrock-bands havde hentet den: Kraftwerk, David Bowie, Iggy Pop, Talking Heads osv. Som jeg husker det, hev Kliché alt ind under paraplyen, smed det ned i gryden og drejede rigtigt godt rundt. Og så en ordentlig dosis aarhusiansk gåpåmod. Og så havde du Kliché,” analyserer Johnny Concrete. 

Efterhånden som Kliché fik mange jobs på spillestederne og pladekontrakt med Medley, opnåede  de en udbredelse, som gav dem stor indflydelse på den musik, der fulgte.

”Deres brobyggerrolle er slet ikke til at tage fejl af og skal ikke underkendes. Der kom jo en lind strøm af forfærdelige bands med blip-blip-blip, som de havde lånt fra Kliché. Voxpop for eksempel… Og senest Nephew,” siger Johnny Concrete i dag. 

Videoklip fra 40-års jubilæet, 2018:
Jan Sneum og Johnny Concrete om Pære Punks betydning

Energien kom tilbage i musikken

Også navne som TV-2, Lars Muhls Warm Guns og i det hele taget den bølge af new wave-bands, som slog ind over musikscenen i firserne, står i gæld til punken.

De tog punkens staccato-rytme til sig og holdt fast i det nye up-tempo – helt konkret varer mange af numrene på Pære Punk LP’en under to minutter, og det dannede skole. De lange guitarsoloers tid var endegyldigt forbi. 

Og så var det en markant tendens ved punken, at den gav alle en chance for at lege med. Også dem, der ikke havde gået på konservatoriet og måske ikke lige kunne mere end tre akkorder. Det skabte en kreativitet, som var frugtbar og pegede fremad, mener Jan Sneum. Både publikum og nogle af pladeselskaberne fik øjne og ører op for, hvad der foregik:

”Punks not dead” proklamerer en tilhører ved Pære Punk 40 – her er fynske Razor Blades på scenen. Energien i musikken lever videre.

”Det blev faktisk i den her periode muligt at komme langt ud med sin musik, fordi der også kom en kommerciel interesse ind i det. Der var visse pladeselskaber, som gav nogle af de her bands en mulighed for at blive hørt. Hvor det måske var langt sværere, hvis du sad derhjemme og skrev digte eller malede billeder, så var musikken blevet ungdommens medie, og derfor var der jo også penge i den et eller andet sted.”

Punkmusikernes appetit på at udtrykke sig frisatte noget i musikken. Der kom en umidddelbarhed, som efter manges mening var et tiltrængt los i bagdelen på en stivnet musikscene, mener Jan Sneum:

”Energien er et nøgleord. Der, hvor jeg synes, at punken markerer et før og efter, det er, at den tilførte rocken en tiltrængt energi, som har været blivende.”

Gensyn med Pære Punk 40 år efter

2018: På spillestedet Atlas er der denne septemberaften ikke nogen punkstrippere og kun en enkelt hanekam, men en del ældre og modne mænd både på scenen og blandt publikum. En af dem er Claus Thomsen fra Kolt. Han har taget sin 25-årige datter, Katrine, med til 40-års jubilæum.

”Jeg var her i 1978 til Pære Punk. Dengang var jeg 18 år i lære som kleinsmed,” fortæller Claus Thomsen, som husker, at det var lidt af et dobbeltliv, man levede, hvis man var interesseret i punkmusik. Det var ikke noget, man skiltede med, når man mødte ind hos mester mandag morgen. 

Claus Thomsen med sin datter Katrine til Pære Punk 40 i 2018.

”Jeg havde jo ikke hanekam eller noget, højst et par badges, men de blev gemt væk, når man skulle på arbejde. ”

For Claus Thomsen var det de lokale Lost Kids og Kliché, som var højdepunkterne ved Pære Punk festivalen.

”Ja, det meste lød jo egentlig ret jammerligt,” smiler han. ”Men Lost Kids havde et godt show, og Kliché… Ja, det var jo egentlig ikke punk, men de viste sig jo at gå over i historien. Jeg købte selvfølgelig Pære Punk LP’en, da den udkom i 79. Og faktisk anskaffede jeg mig den endda på CD, da jeg på et tidspunkt skilte mig af med mine LP’er.” 

”Ja, vi er blevet tvangsindlagt til at høre meget mærkelig musik i løbet af vores barndom,” indskyder datteren, Katrine.  

Da Peter Peter og Halshug afrunder deres heftige optræden, og der igen bliver ørenlyd, kan Claus Thomsen oplyse, at det blandt andet var de tre Sods-numre, ”Rock’n’Roll”, ”Tin Can People” og ”Military Madness” fra Pære Punk-LP’en, som blev leveret. 

Til højre bag den dansende pige ses Claus Thomsen til Pære Punk i 1978. Ingen hanekam eller nitter. Han er iklædt en helt almindelig Tuborg T-shirt.

Punkens farverige aliasser:

Jan Jet – Jan Nielsen
Sweet Bølle du Blond – Kim Nielsen
Pussi Punk – Kate Svanholm
Chris Cremo – Christian Dalsgaard
Fritz the Dick – Fritz Christensen
Kose the Sylb – Carsten Bo Sørensen
Peter Peter – Peter Schneidermann
Lars Hug – Lars Haagensen
Johnny Voss – Johannes Møller
Jens Valo – Jens Danielsen
Johnny Concrete – John Østergaard Frandsen
Buldermave – Claus Nissen
Mick Krick – Michael Krickau
S. E. Frog – Svend E. Mortensen
Kæppe – Bent Kristensen
Eddie Haircut – Milan Balsgaard
Hank de Wank/Hank Sherman – René Krolmark
Franz de Zaster – Michael Gorm
Mickey Rat – Michael Hillerup

Tekst: Journalist Dorte Søholm
Fotos 1978: Jan Sneum
Fotos 2018: Asger Christiansen
Video: Henrik Brylle

Den Gamle By, november 2018

Denne webdok er blevet til med støtte fra:
Den Faberske Fond
Dansk Musiker Forbund