Drikke jul. Æde jul. Lege jul. Opskriften på jul har siden vikingetiden været velkendt. Men et enkelt ord mangler, nemlig sammen. Fælleskabet er julens inderste væsen, og det ville ikke være jul, hvis vi ikke netop var et fællesskab.
Der er ikke meget sjov ved ”læg nu smukt din hånd i min”, hvis man ikke er mindst to. Der mangler noget, hvis man ikke har nogen at give gaverne til. Og julegudstjenesten forudsætter deltagelse af andre, før elementerne har deres virkning. Nogen skal læse juleevangeliet og fortolke det for andre. Salmernes virkning er størst, når orglet højtideligt ledsager flere stemmers sang. Julesangene hyggeligst, når man synger i kor.
I en corona-tid skal vi være sammen hver for sig, og juletraditionerne er derfor udfordret af, at netop fællesskabet skal finde nye veje. Men andre før os har holdt jul i en krisetid, og julen har det med at finde vej, uanset hvad den stilles over for. Måske fordi fællesskaber kan opstå alle steder – og fordi de er levedygtige trods afstand og kan holdes intakte på trods, når man har viljen til det. Det samme gælder julen og dens traditioner, som egentlig er ret elastiske – selv om vi ynder, at de er gået uforandrede gennem hundreder af år.
I 1973 ramte julen midt i oliekrisen, og Folketinget vedtog forbud mod belysning i butiksvinduerne. Julelysene i gaderne blev flere steder slukket, og Fredericia Dagblad skrev: ”Traditionen tro plejer der første søndag i advent at være det store myldreliv i Fredericias gader. Men det udeblev i år, hvor restriktionerne med manglende julebelysning og illumination af forretningsvinduerne samt bilfri søndag lagde en kraftig dæmper på udendørsaktiviteterne.” I år er den store juletrængsel erstattet af enkeltmands-indkøb og nethandel.
Stemningen var anderledes alvorlig under Anden Verdenskrig, hvor ønsket om fred kunne aflæses på årets julemærke allerede i julen 1940, hvor motivet på julemærket var en fredsdue. Freden kom som bekendt først i 1945, og i de fem år blev uvisheden hverdag med censur, rationering, beslaglæggelser af skoler og soldater i gaderne. Som i dag blev elever henvist til alternativ skolegang – fordi tyskerne brugte skoler til indkvartering eller militær undervisning, og børnenes undervisning kom til at foregå mange alternative steder. Efter krigen beskrev en elev i Aarhus, hvordan det var at komme tilbage til skolen med ordene ”Vi var hjemme – og vi følte, et mareridt var ovre.” Mon ikke denne følelse kommer til at gå igen, når de elever, der nu er sendt hjem af corona-hensyn, igen er tilbage?
Mens vi i dag kan nyde julelysene i gaderne for fuld udblæsning, satte krigens mørklægning sit præg på julen i gadebilledet. Lys fik en helt særlig betydning, hvilket også ses i, at Asp Holmblad i 1942 lancerede de første kalenderlys, som kunne købes færdige. Modsætningen mellem lys og mørke kom til at symbolisere krigen. Historiker Hans Ellekilde beskrev det sådan i 1943: ”I årene før 2. Verdenskrig var julen så overordentligt smuk her i København. Hvem mindes ikke med glæde storbyens fælles juletræ på Rådhuspladsen, strålende med tusinder af lys de aftenstunder imod jul, hvor man gik på juleindkøb til sine kære. Hvem glemmer nogensinde de strålende oplyste gader med broer af julegran og julelys over strøggaderne, og hvor savnes det bitterligt i disse skumle år, hvor vi må famle i bælgmørke gennem Københavns nu så skumle og uhyggefyldte gader.” Hans Ellekildes fokus på savnet af lyset i den julepyntede by giver et godt billede af julen før krigen, men viser også at fællesskabet spiller ind i oplevelsen. Ellekilde nævner det fælles juletræ, at købe gaver til sine kære og fællesskabet i det vi, som nu famler rundt i den mørke by.
Anden Verdenskrig påvirkede også smagen af julen. Rationeringer satte fart i husmødrenes kreativitet, når det kom til konfekt og søde sager. Det gav os havregrynskuglen, der, trods det at den kom til verden som et erstatningsprodukt, i dag er en fast juletradition for mange. Erstatningsmarcipan lavet på moste kartofler, slog dog ikke an. Man lærte at nøjes med lidt, som en erindring om appelsiner fra en dreng født i 1935 viser. ”Det var et stort øjeblik, når en appelsin blev delt. Vi dyppede den i sukker og fik en skive eller to hver. Det var som om en anden verden rykkede ind i stuen.”
Krigen var også en tid med frygt og uvished, og under krigen måtte nogle danskere holde jul steder, hvor julehygge og -samvær umiddelbart virker usandsynlig som f.eks. i interneringslejren Frøslevlejren. Her fejrede fængslede modstandsfolk jul i 1944, og Kjeld Feilberg fortæller, hvordan det foregik. Efter julemåltidet med flæskesteg og æblekage blev der holdt jul på stuerne. Modstandsfolkene havde lavet primitiv julepynt af de forhåndenværende materialer, og lys var blevet smuglet ind. Modstandsfolkene supplerede med hjemmelavede julelys af voks fra osteskorper. På Kjeld Feilbergs stue blev der skålet i indsmuglet snaps, og der var også skaffet et lille juletræ. Festen var beskeden, men alle bidrog med lidt, og Feilberg kaldte juleaften ”en af lejrens største oplevelser.” At julen foregik i en periode med mange transporter til tyske lejre, understreger, i hvor høj grad fællesskabet var en støtte for de internerede og en måde at få alvoren lidt på afstand.
Også i skyttegravene under Første verdenskrig var julens fællesskab nærværende på trods. Historien om de engelske og tyske soldater, som sammen sang julen ind juleaften 1914 er et gribende eksempel på, hvordan et fællesskab i julen overskrider grænser, der ellers skiller os.
En dansk soldat, der deltog i 1. verdenskrig på allieret side, berettede i et brev til sin søster om julen 1915: ”Juleaften var jeg jo lidt beklemt om hjertet. Lykkeligvis var jeg alene i mit telt, så jeg kunne have alle mine tanker hjemme hos Eder, kære, og jeg glemte ikke mine julesalmer.” Fællesskabet med soldatens familie ligger her i tankerne og i de salmer, som han vidste, at familien sang derhjemme. På den måde kunne fællesskabet tilgås i tankerne og dermed overskride fysisk adskillelse.
For de sønderjyske familier, som havde måttet sige farvel til fædre, brødre og sønner, der blev sendt i tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig, prægede krigen naturligvis julen. Som en dreng født 1910 erindrer ”Far havde hidtil været heldig med at få juleorlov, men i 1917 lykkedes det ikke. Den jul gik han nede i fæstningen Neu Breisach vest for Rhinen på højde med Freiburg og måtte nøjes med at sende tankerne hjem. 1917 – det var den jul, mor græd. Vores tapre mor.”
Når alt kommer til alt, bærer fællesskabet julen, men fællesskabet kan heldigvis tilgås på mange måder. Når vi i år skal være sammen hver for sig, må vi indstille os på nye veje for fællesskabet og for julen og huske på, at julens fællesskab, dens inderste væsen, har det med at finde en vej uanset.
Rigtig glædelig jul.
Tak til Aarhus Stadsarkiv for citatet om skolegang under krigen og til Museerne i Fredericia for citatet om julebelysning under oliekrisen.