opener

Taktile rundvisninger for blinde børn og voksne

I Den Gamle Bys levende og sanselige miljø opleves fortiden i høj grad gennem smag, duft og høre- og følesansen.

Museet har hermed en særlig mulighed for at formidle historien for gæster, der er synshandicappede. I samarbejde med Dansk Blindesamfund har vi udviklet en række rundvisninger.

Butikken er fuld af forskellige dufte
Schous Sæbehus dufter kraftigt af sæbe- og parfumerivarer.

Besøg hos rige og fattige

I det beskedne hjem hos håndværkeren i 1800-tallet kan man åbne skuffer og skabe og røre ved køkkenting, tøj og legetøj. Herigennem får deltagerne en oplevelse af familiens hverdag i midten af 1800-tallet.

Man kan prøve at male kaffebønner i en kaffemølle med håndsving og karte uld. l købmandsgården er der tjenestefolk ude og inde. Pigen har brug for vand i køkkenet og tjansen med at pumpe vandet op fra brønden er måske noget for dig?

Måske byder hun på en smagsprøve og fortæller hvad familien i den store husholdning spiser. I købmandsbutikken fortæller svenden om butikken og varerne, og her kan man også røre, lugte og smage. 

Tjenestepigen får hjælp til at male kaffe. Modelfoto.

Mærk byen i 1927 og 1974

Oplev de nye tider i 1927, hvor benzintank, fortove og elektricitet præger bymiljøet. Her er en automobilforretning, en telefoncentral, isenkræmmerforretning, boghandel og et sæbehus. På turen fortæller  de handlende inviterer om varer i butikkerne.

I 1974 er gadebelægningen af asfalt. Biler holder ved fortovskanten og knallerter og cykler langs husmuren. Facadernes automater lokker med bagerbrød, cigaretter og frække blade.

I Pouls Radio kan man sætte en plade på, høre musik og lugte det varme loddetin i værkstedet.

Tavle i telefoncentralen i bykvarteret fra 1927.

Rundtur i de historiske haver

Købstadens beboere dyrkede kål, krydderurter og grøntsager bag husene. Afgrøderne gav et vigtigt tilskud til kosten, og mange af de sorter, der gror i Den Gamle Bys haver, findes ikke andre steder.

En rundtur i de historiske haver spænder fra renæssancehaven i 1640, apotekerhaven i 1700-tallet, pryd- og nyttehaven i 1864 og til den praktiske have i 1920. I sæsonen høster vi æbler og laver kompot.

Efterår og syltetid-forløbet kan tilpasses voksne. Find det under forløb for børn og unge med særlige behov

Gartner Mikkel viser gerne planter og blomster frem, når der kommer gæster.

Jul i Den Gamle By

Juletiden er særlig stemningsfuld i præsteenkens lune stue i Eilschous Boliger. Vær med til at male kaffebønner, karte uld og synge salmer. Enken fortæller om juletræet, som er ved at få stor udbredelse i mange danske hjem.

I køkkenet hos købmanden tilbereder tjenestepigerne julemaden ved støbejernskomfuret, og butikken dufter af alle de gode julevarer som kaffe, pølse, lakrids, sild og meget mere. Rundvisningen slutter med sang og dans omkring familiens juletræ.

Rundvisningen kan udvides med en times besøg i 1927-bydelen. Her har isenkræmmeren sin butik med madam blå, børster, barbergrej og mekanisk legetøj til børnene. Schous Sæbehus dufter af sæber og parfumer. Familien i Havbogadehuset byder på en småkage, og alle er velkomne omkring klaveret, når husmoren spiller julesange.

Tjenestepigen bager klejner i Købmandsgårdens køkken.

Sanseforløb for døv-blinde

På rundvisningen besøger gæsterne præsteenkens hjem og Købmandsgården fra 1864 og Schous Sæbehus fra 1927.

Her får du historien fortalt gennem praktiske aktiviteter og gennem lugtesansen og følesansen. I Købmandsgården og hos præsteenken får du smagsprøver på husets mad og drikke.

Denne rundvisning til døv-blinde er udviklet i samarbejde med døvehøjskolen Castbjerggård.

I alle husene er det muligt at formidle historien gennem praktiske aktiviteter, lugtesansen og følesansen
Hos købmanden er det spændende at stikke næsen i tønden med salte sild, kræmmerhuse med bolsjer eller i posen med nymalet kaffe.

Information og bestil et forløb

Kontakt projektleder Anne Marie van Dassen (Anki) på telefon 41 85 09 28. Eller send en e-mail: aml@dengamleby.dk

Bestil dit forløb i Den Gamle Bys reception på telefon 86 12 31 88. Eller send en e-mail reception@dengamleby.dk

Kontakt Anne Marie van Dassen, hvis du er usikker på, om din gruppe eller enkelte personer kan deltage på grund af fysiske eller psykiske vanskeligheder. Vi forsøger altid at finde en løsning, så alle kan være med.

Antal deltagere og priser

Der er plads til maksimalt 10 personer inklusive ledsagere.

Hverdage i dagtimer: 750 kroner per time + entré til museet.

Aften, weekend og helligdage: 950 kroner per time + entré til museet.

Kontakt os, hvis du ønsker en rundvisning på mere end en time.

Se også Den Gamle Bys forløb for Børn og unge med særlige behov. De er alle egnede for synshandicappede.