opener
Henning Lindberg i Den Gamle By modtager nordisk pris for sit arbejde med erindringsformidling for ældre med demens.

Nordisk Centrum for Kulturarvspædagogik (NCK) uddelte den 10. februar en pris til museumslærer Henning Lindberg i Den Gamle By. Det sker på museet Jamtli i Östersund i Midtsverige.

Udover prisen får Henning Lindberg æren som hovedtaler på næste års konference om kulturarvspædagogik.

Erindringsformidling kombinerer kulturarv med pædagogik
Henning Lindberg tog i 2006 initiativ til museets særligt tilrettelagte forløb for ældre ramt af demens. Med dette nye tilbud blev der bygget bro mellem det kulturelle og det sociale område. Og siden begyndelsen har beboere fra plejehjem og lokalcentre, private i grupper eller familier i flere generationer i stort antal haft glæde af tilbud i Den Gamle Bys erindringsformidling.

”Jeg er naturligvis glad og stolt over at vores arbejde har inspireret folk over hele verden, og at vi nu også får denne håndgribelige anerkendelse”, siger Henning Lindberg.

”Det handler om at formidle nogle gode oplevelser, der også højner selvværdet. Og der er erindringer fra en svunden tid et fantastisk middel”, siger han.

Om Henning Lindberg
Født og opvokset i Aarhus 1953. Henning Lindberg er uddannet lærer fra Marselisborg Seminarium og blev senere uddannet dramapædagog. I sin undervisning har Henning Lindberg brugt drama som en væsentlig del af pædagogikken.

Efter som barn at have tilbragt flere somre på Aarhuskolonien i Ahl på Djursland, blev han senere tilknyttet som frivillig medhjælper og medarbejder. I dag er Henning Lindberg ordførende for Ahlfonden, der er organisationen bag Aarhuskolonien.

Interessen for teatret dyrker Henning Lindberg som optrædende, manuskriptforfatter, kostumedesigner og instruktør på Stavtrupscenen.

Siden 2001 har Henning Lindberg været ansat i Den Gamle By som museumslærer og chef for museets aktører i det levende museum. Og fra 2005 har han været projektleder af Erindringsformidlingen.

Efter som barn at have tilbragt flere somre på Aarhuskolonien i Ahl på Djursland, blev han senere tilknyttet som frivillig medhjælper og medarbejder. I dag er Henning Lindberg ordførende for Ahlfonden, der er organisationen bag Aarhuskolonien.

Forskning og uddannelse
Siden starten har museets arbejde med erindringsformidling vundet stor international opmærksomhed både blandt demensforskere og museumsfolk. Professor på Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet, Dorte Berntsen, er netop ved at forske i langtidsvirkninger for demensramte, der har besøgt Den Gamle Bys Erindringslejlighed og oplevet forløb der.

Desuden har Tina P. Jeppesen på samme institut skrevet ph.d.-afhandling med udgangspunkt i Den Gamle Bys erindringsformidling. Hun bliver vejledt af professor Dorte Berntsen. 

Som et led i uddannelsen har adskillige studerende fra social- og sundhedsskoler over hele landet fulgt dagskurser i erindringsformidling i Den Gamle By.

Museernes sociale rolle er vigtig
Også museumsdirektør Thomas Bloch Ravn er glad for at Nordisk Centrum for Kulturarvspædagogik har anerkendt den sociale vinkel i Den Gamle By.

”Det er en stor cadeau til Den Gamle By og ikke mindst til Henning Lindberg”, siger Thomas Bloch Ravn.

”Vi har en mission om at gøre museet tilgængeligt og vedkommende for folk – herunder også for de mange, der ellers aldrig kommer på et museum”, siger han.

Thomas Bloch Ravn mener, der er behov for, at museerne gentænker sig selv og deres formål. Hvad er deres raison d’etre, deres rolle i samfundet, og hvordan kan de være med til at takle tidens store problemer?

International inspiration og udbredelse

▪ Den Gamle Bys Erindringsformidling har inspireret museer over hele verden bl.a. i England og Sverige, hvor konkrete projekter for demensramte allerede er i gang. 

▪ Japanske socialarbejdere har været på besøg og fulgt forløb for demensramte.

▪ Den Gamle By deltager frem til 2017 med i EU-projektet AHA - Active ageing and Heritage in Adult learning. Projektets partnere er udover Den Gamle By open air museerne Jamtli i Sverige, Maihaugen i Norge, Szentendre i Ungarn og Beamish i England. Desuden deltager universiteterne Linneuniversitetet og University Newcastle upon Tyne.

Formålet er at udveksle erfaringer og udvikle forløb for ældre ramt af demens, pårørende til demensramte og plejepersonale, der har kontakt til demensramte. 

Læs mere om Den Gamle Bys erindringsformidling