opener
Shane Brox arbejder med udstillingen Storbyspilopper i Den Gamle By.

Ny udstilling af Shane Brox åbner 31. maj

 

 

Udstillingen Storbyspilopper åbner i Den Gamle By tirsdag den 31. maj. Det er kunstneren og tv-værten Shane Brox, der står bag udstillingens spektakulære og magiske univers, hvor det myldrer med legetøj i alle farver og faconer.  I tableauerne bindes legetøjet sammen af  blandt andet genbrugspap, plastikdimser og glimmer. Og både små og store kan besøge den 20 meter lange miniatureby, kigge ind af vinduer til Gerda Gadeballade og Falaffel-feen og lege i Spilopborgens labyrint, udviklet i samarbejde med billedkunstneren Thomas Kruse.
Storbyspilopper er videreudvikling af Shane Brox’ og Københavns Museums udstilling af samme navn.

Børns legeunivers er inspirationen
”Jeg har egentlig haft en repektløs tilgang til legetøjet. Forstået på den måde, at jeg har blandet fint porcelæn med plastik og antikviteter med genbrug. Det er det at fortælle historier, udtrykket og det æstetiske, jeg er interesseret i”, siger Shane Brox.
Al legetøjet på udstillingen har en sjæl og er blevet elsket og leget med af børn igennem 200 år. I Shanes legeunivers har objekterne også en rolle og en grund til at være der. Nøjagtig som når børn leger og fantasien har overtaget. Så opstår magien - også ud af det mest simple.

Mod til at mislykkes
Det legende og udforskende er bærende for alt, hvad Shane Brox beskæftiger sig med. Han tænker meget over, at vi som voksne tit taber børnenes evne til at se muligheder og prøve dem af i et miljø, hvor der ingen barrierer er.
”Børn kaster sig ud i legen og tænker ikke på normer og regler. Hvis vi voksne turde lege med på børnenes principper og acceptere muligheden for at fejle, ville vi opdage en tilgang til ting, der kan inspirere og give overskud. Og nærværet mellem børn og voksne, der leger uforstyrret, er meget givende for begge parter”, siger Shane Brox.

Afhængig af at være skabende
Selv er Shane afhængig af at udfolde sig. Han blev smerteligt gjort opmærksom på, at det kreative og legende element skal fylde også i hans voksenliv. I et job som designer for tøjfirmaet Levis visnede hans lege-gen hen,  og han blev nærmest syg i forsøget på at være strømlinet cool og forrest i feltet af unge designere. Han sagde jobbet op og begyndte at skrive bøger for børn, og TV fik øjnene op for Shane Brox talenter som professionelt legebarn.

Børnekunst er også for voksne
Det er det omgivende samfund, der inspirerer Shane til de tableauer han leger frem. Og der ligger skjulte budskaber gemt, hvis man åbner øjnene og lader sig suge ind i motiverne, som ind i mellem legetøjet også rummer uhygge og alvor.
”Jeg er forelsket i de skæve og  humoristiske elementer, så børn vil fortabe sig i det magiske og eventyrlige, og voksne vil se hentydninger til den virkelige verdens groteske situationer og normer”, siger Shane Brox.
På udstillingen vil man for eksempel kunne se en 100 år gammel porcelænsdukke, der minder mistænkeligt meget om Ruth Evensen, der står og spionerer et hus fyldt med oprørsk ungdom. Også et slot, der kunne være Amalienborg med dets travle beboere, kan man se. Og i forløbet af tableauer æder gravekøer og fabrikker sig mere og mere ind på den landlige idyl.

Spiloppernes univers udvider Den Gamle By
”Det er en fornøjelse at gå på opdagelse i Storbyspilopper og se museumslegetøjet i en overrumplende og finurlig sammenhæng”, siger museumsdirektør Thomas Bloch Ravn.
”Da jeg så udstillingen på Københavns Museum, var jeg ikke i tvivl om, at Shane Brox’ fabulerende fortællinger også kunne tilføje Den Gamle By en ekstra dimension både for børn og voksne”, siger han

Hør Shane Brox fortælle om nogle af tableauerne i Storbyspilopper

I tableauerne myldrer de gode historier frem.
Bemærk benene i tunnellen.