opener

Erindringsformidling. Den Gamle Bys specialsyede formidling af oplevelser til ældre ramt af demens får japanske socialarbejdere til at besøge Den Gamle By.
Mandag den 7. februar kl. 09.00 – 10.30 kommer en gruppe japanere, der studerer Aarhus Kommunes sundhed og omsorg for ældre. En del af kommunens tilbud er netop, at beboere på lokalcentre og plejehjem kan besøge Den Gamle By i små grupper.
Hjemmet i Havbogade, der indrettet som et hjem i 1910, er centrum for erindringsformidlingen. Her møder gæsterne museets ansatte, som er i dragter fra tiden. Selskabet drikker kaffe, spiser pandekager og synger. Måske hjælper gæsterne med at male kaffe eller pumpe vand i køkkenet. Når sanserne påvirkes, får ældre med demens ofte  kontakt med deres tidlige erindringer. Et forløb kan begynde med et besøg hos smeden, isenkræmmeren eller Schous Sæbehus. Det er en udbredt erfaring, at disse oplevelser gavner selvværdet og forholdet til omgivelserne. 

De japanske gæster skal se hjemmet i Havbogade og det nye Erindringslejlighed, der er ved at blive indrettet. Her er der elevator, handicaptoilet og rummelige stuer uden dørtrin. Den nye lejlighed indrettes som et hjem i 1950’erne og åbner sidst på året.
Besøget i Aarhus skal inspirere de japanske gæster til at udbygge ældreomsorgen i Japan. Værter ved det japanske besøg er Tove Mathiassen og Henning Lindberg, der har været med i udviklingen af Den Gamle Bys enestående tilbud.