opener
emballage-valo-vaskepulver-den-gamle-by
Den Gamle By efterlyser alle former for emballage fra dagligvarer mellem 1970-1974 til et minimarked. Man behøver ikke kunne levere 18 helt ens emballager som disse pakker Valo-vaskepulver.

Den Gamle By efterlyser alle former for emballage fra dagligvarer mellem 1970-1974 til et minimarked.

I Den Gamle By er man rigtig glade for folk, der gemmer. Forleden modtog museet en stor papkasse med 18 ens pakker Valo-vaskepulver fra 1974. De skal fylde op på hylderne i et minimarked, der bliver en del af Den Gamle Bys 1900-talskvarter om få år.

Projektmedarbejder Berit G. Andersen fra Den Gamle By er meget begejstret for vaskepulveret. ”Det er sjældent, at vi får tilbudt så mange eksemplarer af den samme vare, så jublen var stor, da den originale papkasse blev åbnet”, fortæller hun.

Hjælp museet med emballager
Den Gamle By har stadig brug for hjælp til at få fyldt varer på hylderne i minimarkedet fra 1974. Museet leder efter alle slags varer og emballage; for eksempel frosne grøntsager, asparges på dåse, Alfa margarine og shampooflasker. For at varerne skal passe ind i tiden, skal de være fra mellem 1970 og 1974.
”Det er svært at finde gamle emballager og dagligvarer fra 1974”, siger projektmedarbejder Berit G. Andersen.
”Dagligvarer forbruges i sagens natur inden for kort tid, efter at de er købt, og når emballagen er tom, smides de væk. Men vi håber, at der blandt børnenes legesager fra den klassiske købmandsleg kunne gemme sig en makreldåse og en tube tandpasta, eller at der bagest i skuret måske har skjult sig en glasflaske med tomatketchup. Det betyder ikke så meget, hvis emballagen er lidt slidt, for museets konservatorer kan udrette mirakler”, siger hun.

Før stregkodens tidsalder
Datomærkning var ikke udbredt i begyndelsen af 1970’erne. Det kan derfor være svært at tidsfæste gamle varer, men man kan sige med sikkerhed, at de er for nye til Den Gamle Bys minimarked, hvis der er en stregkode på emballagen. Den første stregkode blev kørt igennem en butiksscanner i USA i 1974, og der gik en hel del år, før stregkoden blev almindelig i Danmark.

Om minimarkeder
I alle danske butikker havde man personlig betjening ved diske helt frem til 1949, hvor Brugsen og Irma åbnede de første selvbetjeningsbutikker.
Allerede i 1953 var der 117 selvbetjeningsbutikker, der på 6 år blev øget til 531. I denne omlægningsproces blev minimarkederne gradvist etableret rundt om i landet. I modsætning til supermarkederne havde minimarkederne et begrænset varesortiment, men kunne til gengæld stadig byde på en mere personlig betjening af kunderne.

Kontakt
Projektmedarbejder Berit G. Andersen er klar til at modtage spørgsmål eller relevant emballage. Hun kan kontaktes på mail: bga@dengamleby.dk eller på tlf. 41 85 07 09. Send meget gerne billeder af evt. genstande, som kan tilbydes Den Gamle By - enten på mail eller i konvolut.

Læs mere om de butikker der er på vej i Den Gamle Bys 1970'er kvarter.

Se liste over de varer Den Gamle By efterlyser til minimarkedet.