opener

Universitetspraktikant søges til Den Gamle By til at arbejde med en Lemvig-families liv set i arkivalier

Den Gamle By er en inspirerende og pulserende arbejdsplads i smukke rammer, centralt placeret i Aarhus. Museet besøges årligt af over 500.000 gæster, og vi arbejder alle dedikeret på at give gæsterne en mindeværdig og indholdsrig museumsoplevelse. Museumsfaglig afdeling søger en engageret og historieinteresseret praktikant til at systematisere og digitalisere et familiearkiv, som hører til et hus fra Lemvig. Huset blev i 1980 flyttet til Den Gamle By og åbnede for museets gæster i 1981 med to oprindelige stuer, prøverum og modistforretning. Huset rummer endnu en stue, som i øjeblikket anvendes til forløb for børn med særlige udfordringer.

Arbejdsopgaver


Den primære opgave er at systematisere og digitalisere et historisk arkiv, der knytter sig til Wahlstrøm-familien fra Lemvig.
Formålet er

  1. at sikre arkivet til fremtidig brug
  2. at gøre det tilgængeligt
  3. at selvstændigt udføre et mindre forskningsbaseret formidlingsprojekt med udgangspunkt i det arkivalske materiale

Du kommer til at indgå i et inspirerende kontorfællesskab med museumsassistenter i Møntmestergårdens sidefløj og vil dermed få indblik i museets dagligdag, og du vil også få mindre ad hoc opgaver undervejs.

Praktikken

Din praktikvært under forløbet vil være museumsinspektør Tove Engelhardt Mathiassen, og hun forventer systematisk arbejde med gode løsninger, hvor du skriver et eller flere blogindlæg på ”Bag Facaden”-bloggen med udgangspunkt i det arkivalske materiale, og hvor du leverer et ompakket og registreret arkiv, der er helt eller delvist digitaliseret.

Spørgsmål

Har du yderligere spørgsmål, kan du henvende dig til Tove på tlf. 41850782 eller e-mail tem@dengamleby.dk

Ansøgning og vilkår

Praktikstillingen er normeret til 32 timer fordelt på 4-5 ugentlige arbejdsdage. Praktikperioden varer 4 måneder med tiltrædelse 14. september 2020. Din ansøgning skal være Den Gamle By i hænde senest 28. marts kl. 12.00. Ansøgningen skal sendes i ét samlet pdf-dokument til praktik@dengamleby.dk, mærket ”Wahlstrøm” i emnefeltet.

Samtaler afholdes i uge 16 og 17.

Den Gamle By er et nationalt museum og også lokalmuseum for Aarhus. Museet besøges årligt af omkring en halv million gæster, heraf mange fra udlandet. Den Gamle By modtager tilskud fra stat og kommune og tjener selv mere end halvdelen af sine driftsmidler. Inklusive projekter er den årlige omsætning omkring 150 mio. kr. Museet har ca. 200 årsværk, som består af mange forskellige faggrupper. Læs mere her: www.dengamleby.dk