opener

Ansvarlig for sociale medier i Den Gamle By

Er du vild med at skrive inspirerende tekster til sociale medier, som man bare ikke kan lade være med at dele? Kan du tage billeder og lave videoer, som understøtter budskabet om at Den Gamle By er meget mere end de fleste tror? Så er det måske dig vi søger!

Den Gamle By er en seværdighed i verdensklasse og et unikt museum, hvor man både kan smage, lugte og prøve historien. I de kommende år satser vi på, at Den Gamle By i stadig højere grad skal blive et mødested for århusianere og østjyder, som her vil få en oplevelse, der kombinerer kundskab og hygge.

Her spiller de sociale medier en vigtig rolle. Derfor søger vi nu en digital redaktør, der i pagt med Den Gamle Bys værdier kan udvikle museets sociale medier, så de når stadig bredere ud – også til de østjyder, der endnu ikke ved, hvor mange tilbud Den Gamle By har til dem.

I Den Gamle By arbejder vi sammen, og som digital redaktør bliver du en del af et marketing- og kommunikationsteam, som består af en marketingansvarlig, en grafiker, tre assistenter og en kommunikationschef, som du kommer til at referere til.

Dine overordnede ansvarsområder bliver bl.a.:

  • Udvikling af levende og personlige tekster, billeder og film til Facebook, Instagram og LinkedIn og dermed udbredelse af Den Gamle Bys brand

  • Udvikling af en stærk social mediestrategi, der kombinerer historiefortælling og markedsføring

  • Udarbejdelse af indholdskalender og daglig drift af kanaler herunder overvågning af analyse af data

  • Foto- og videooptagelser samt redigering til brug på hjemmesiden og sociale medier

  • Klub Den Gamle By i form af nyhedsbreve, årsprogram og nye tiltag

  • Udarbejdelse af tekster til hjemmesiden


Vi har høje forventninger til at du har:

  • Et hjerte der banker – eller hurtigt kommer til det – for Den Gamle Bys mission om at gøre historien vedkommende for stadig flere mennesker – også for dem, der normalt ikke kommer på museum
  • Minimum fem års relevant erhvervserfaring inden for digital kommunikation og sociale medier i en kommerciel kontekst
  • Arbejdet med billede- og videoredigeringsprogrammer
  • En relevant uddannelse, fx som journalist eller en kandidatgrad indenfor kommunikation  
  • Opdateret viden indenfor digitale kommunikation
  • Initiativ, kreativitet og gåpåmod

Til gengæld tilbyder vi en unik arbejdsplads – måske Danmarks smukkeste. Den Gamle By er et museum i verdensklasse – og til tider er vi ’de umulige projekters museum’. Og det er vi stolte af. Tilsammen udgør hele medarbejdergruppen en slags by – et samfund – i byen.

Spørgsmål

Spørgsmål vedrørende stillingen besvares i perioden frem til ansøgningsfristen. Send venligst en e-mail med dit navn og telefonnummer og mærket ”Digital redaktør” til job@dengamleby.dk, hvorefter vi kontakter dig.

Ansøgning og vilkår

Stillingen er normeret til en fuldtidsstilling med mulighed for at starte på 30 timer ugentligt. Tiltrædelse snarest muligt.

Din ansøgning må meget gerne indeholde tekst- og visuelle eksempler på hvordan du arbejder med sociale medier.

Ansøgning og CV skal være Den Gamle By i hænde senest 23. september – meget gerne tidligere. Ansøgningen skal sendes i ét samlet pdf-dokument til job@dengamleby.dk, mærket ”Digital redaktør”. Samtaler afholdes løbende.

Den Gamle By er et nationalt museum og også lokalmuseum for Aarhus. Museet besøges årligt af over en halv million gæster, heraf mange fra udlandet. Den Gamle By modtager tilskud fra stat og kommune og tjener selv hovedparten af sine driftsmidler. Inklusive projekter er den årlige omsætning omkring 150 mio. kr. Museet har ca. 200 årsværk, som består af mange forskellige faggrupper.