Åbner igen 10:00
Køb billet

Det ekspressive og den erotiske kvinde kendetegner Baarings plakater

Som en af de få kvinder blandt plakattegnerne, finder vi Maggi Olsen, der siden blev gift Baaring.

Hun blev som 15-årig ansat på reklamebureauet Monterossis tegnestue og begyndte umiddelbart derefter at modtage undervisning på Folmer Bonnéns Male- og tegneskole. I 1929 kom hun i lære som skiltemaler hos Illum. Maggi Baaring arbejdede for forskellige reklamebureauer inden hun 24 år gammel blev freelancetegner og bl.a. leverede illustrationer til bøger og ugebladsnoveller. I sin samtid var hun ikke mindst kendt for sine fængende forsider til "Hjemmet" i 40'erne og 50'erne.

Sit talent for den erotiske tegning, afslører Maggi Baaring for alvor, da hun begynder at lave plakater for teater- og levemanden Stig Lommer (1907-1976), der i en årrække var direktør for ABC-teatret på Frederiksberg. Den dekadente og løsslupne streg udviklede Maggi Baaring bl.a. på sine studierejser til Berlin i 1934 og til Paris i 1937. Det lette, lyse og ekspressive samt de frodige, erotiske kvinder er kendetegnende for hendes stil.

Maggi Baaring levede i perioden: 19.01.1913 – 07.06.2004.